De mærker formentlig pustet i nakken, de store symfoniorkestre rundt om i Europa. De ved, at 1700-tallets musik skal de passe på med, og den avancerede modernisme eller avantgarde fra det 20. århundrede kan gå gruelig galt. Der er kommet specialorkestre med tidstypiske instrumenter og spillemåder, der kan håndtere den slags sjovere end et almindeligt symfoniorkester med et bredt repertoire, begrænset prøvetid og skiftende dirigenter hver uge.
Men hvad så med wienerklassikken, Haydn, Mozart og Beethoven? Også i den del af historien kan publikum opleve kammerorkestre med hurtige fødder, der dyrker den klassiske kerneperiode intenst og med anderledes, heftige resultater. Og hvad er der så tilbage til de gamle orkestre? Ikke engang den romantiske musik kan de have i fred.
