Da Sundhedsstyrelsen torsdag besluttede at ophæve sin anbefaling om at holde en meters afstand i det offentlige rum, var der stor jubel hos biograferne, mens teatre og spillesteder var mere tilbageholdende.
For mens biograferne med det samme kunne lukke op og sætte de mange ekstra pladser til salg, så var det sværere for teatre og spillesteder fra den ene dag til den anden pludselig at måtte fylde salene normalt.
Derfor håbede de, at regeringen ville give dem mulighed for fortsat at få kompensation for coronarestriktionerne frem til 1. september, hvor alle forventede, at afstandskravene ville blive ophævet. Et ønske, som Venstre, Konservative, Radikale og Enhedslisten bakkede op om.
Biograferne jubler over nye anbefalinger. Spillesteder og teatre er bekymredeOg nu meddeler erhvervsminister Simon Kollerup (S), at der fortsat vil være mulighed for at få kompensation gennem den såkaldte arrangørordning frem til 1. september 2021, hvis man ikke kan nå at omstille sig til de lempede restriktioner.
»Såfremt en koncert eller et teater formår at sælge flere billetter efter ophævelsen af arealkravet, men stadig ikke når op på det oprindelige/fulde deltagerantal, vil de således fortsat få dækket det tab, de måtte have som følge af covid-19«, oplyser Erhvervsministeriet i en mail til Politiken.
I teatrenes brancheorganisation, Dansk Teater, er der glæde over udmeldingen.
»Det er rigtig dejligt. Vi er glade for, at beslutningen er kommet så hurtigt. Vi er taknemmelige for, at man både giver muligheder for dem, der kan lukke mere op, og holder hånden under dem, der ikke kan nå det. Der har været så mange problemer for kulturlivet, så det ville være ærgerligt at skabe flere«, siger direktør Peter Mark Lundberg.
Dansk Teater håber nu, at der vil komme samme melding fra kulturminister Joy Mogensen (S) om blandt andet aktivitetspuljen, der administreres af hendes ministerium.
Og så appellerer Dansk Teater til danskerne om at vise samfundssind og gå ud at købe de ekstra billetter, der bliver sat til salg.
»Der er så mange gode kulturoplevelser, der nu er billetter til«, siger Peter Mark Lundberg.
fortsæt med at læse









