Det hele er nærmest indeholdt i den guitar-orkester-ouverture, der indleder dramaet: Rå, hård, vild, smuk og himmelstræbende i al sin distortede melodiøsitet er den; den indkapsler fortællingen om Kristus’ sidste dage som væsen af kød og blod. Spredt som Johannes Døberens stemme, der råber i ørkenen. Men samtidig også målsøgende som et moderne missil: Konfrontationen er uundgåelig, fordi den er nødvendig.
Heldigvis forbliver det ikke ved de indledende musikalske knæbøjninger, og straks efter går den opbragte og vrede Judas i gang med sit forehavende, der kickstarter processen, som ender med dobbelt død, men kun én gang opstandelse. Og så følger ellers en regulær perlerække af vidunderlige sange og musikstykker, der i pomp, pragt, patos og perfektion på kongenial vis understøtter fortællingen om frelserens kranke skæbne som al menneskehedens korsfæstede syndebuk.
