’Når vi døde vågner’ på Aarhus Teater ender som et spjættende og sansemættet brag, der kan mærkes i sæderne og op langs ryggen. Men inden da lider det en smule under også at være iscenesat som et kammerspil – et skisma, der allerede findes i Ibsens mest symbolistiske stykke. Egentlig er det slående, at det også er netop her – i Ibsens selvransagende svanesang fra 1899 – at hans realisme begynder at smuldre og ikke længere synes at kunne formidle det hele.
Men hvis han – eller i hvert fald hans kunstnerarketype, som vi møder her – ikke ligefrem fejlede som kunstner, fejlede han i hvert fald som menneske, der også skulle være kunstner og dermed se, forme og udnytte andre mennesker. Det er det, ’Når vi døde vågner’ – i konkret og i bred forstand – handler om.
