Ibsens sidste og mindst spillede stykke, ’Når vi døde vågner’, er et besværligt kammerspil, der lader realismen smuldre. Aarhus Teater har fundet hoved og hale i det – bogstavelig talt. Med et klogt fokus på kvinderne.

Sansemættet teaterbrag kan mærkes i sæderne og helt op ad ryggen

Aarhus Teater har hænderne godt nede i den store moderne teaterværktøjskasse i iscenesættelsen af Ibsens svanesang, der gør status over kunstens pris. Foto: Rumle Skafte
Aarhus Teater har hænderne godt nede i den store moderne teaterværktøjskasse i iscenesættelsen af Ibsens svanesang, der gør status over kunstens pris. Foto: Rumle Skafte
Lyt til artiklen

’Når vi døde vågner’ på Aarhus Teater ender som et spjættende og sansemættet brag, der kan mærkes i sæderne og op langs ryggen. Men inden da lider det en smule under også at være iscenesat som et kammerspil – et skisma, der allerede findes i Ibsens mest symbolistiske stykke. Egentlig er det slående, at det også er netop her – i Ibsens selvransagende svanesang fra 1899 – at hans realisme begynder at smuldre og ikke længere synes at kunne formidle det hele.

Men hvis han – eller i hvert fald hans kunstnerarketype, som vi møder her – ikke ligefrem fejlede som kunstner, fejlede han i hvert fald som menneske, der også skulle være kunstner og dermed se, forme og udnytte andre mennesker. Det er det, ’Når vi døde vågner’ – i konkret og i bred forstand – handler om.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her