»En af de kunstnere i verden, det er komisk let at hade«, kaldte onlinemagasinet Hyperallergic Damien Hirst forleden og grupperede ham – helt fair – i kategori med Kaws og Jeff Koons. Den britiske kunstner Hirst er i dag 56 og virker for tiden unødvendigt lost og desperat som en haj fanget i en lille vandtank. Hans skulpturer bliver grimmere og grimmere for hvert år, der går, og på en sjov måde også mindre og mindre udholdelige i deres koncepter. Hans malerier? Helt umulige ...
At Hirst er kunstneren bag coveret til den canadiske super-rapper Drakes (34) nye album, ’Certified Lover Boy’, er en lille meme-sensation, som allerede har vandret internettet rundt et par gange. Lil Nas X har fået meget sjov ud af det og optræder nu med gravid mave på sin Instagram. Musikbranchens yndlings-troll.
Billedets 12 gravide emoji-kvinder med trøjer i forskellige farver samt varierende hud- og hårfarve er selvsagt et motiv, som er åbent for fortolkning. Og ja, sådan er det, når internettet går i gang og tror, det ser påskeæg og gemte symboler alle steder. Er det, fordi Drake i virkeligheden er far til 12 børn? Er det noget med, at albummet er 9 måneder forsinket eller har taget 9 måneder at lave? Er det, fordi albummet er godt at sætte på, når man vil lave babyer? Certificeret bollemusik for heteroseksuelle?
Den med bananen
Lad os lige – fordi vi jo er et dagblad, som gør sig i dannelse – tage et lynblik (i ukronologisk orden) på kunstnere, som har lavet ikoniske pladecovers: Amerikanske Raymond Pettibons cover til Sonic Youth’s ’Goo’ (1990) står på side 1 i cool-bibelen – og senere og knap så ikonisk dog, for samme band, Richard Prince, til albummet ’Sonic Nurse’ (2004).
Andy Warhols covers til Velvet Underground + Nico (1967) – den med bananen, et mesterværk – og det frække lynlåscover til Rolling Stones ’Sticky Fingers’ (1971) og nå ja, så samlebånds-warhol til Aretha Franklins ’Aretha’ fra 1986.
Robert Rauschenberg lavede ultrakompleks indpakning til special-edition af art-pop-supreme-bandet Talking Heads’ album ’Speaking in Tongues’ (1983).
Robert Mapplethorpe tog billedet af hjerteveninden Patti Smith til hendes ’Horses’ (1975).
Banksy lavede Blurs cover til ’Think Tank’ (2003).
George Condo lavede weird malerier til Kanye Wests ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ (2010).
Og så er der jo så Damien Hirst. Han lavede albumcoveret til Red Hot Chili Peppers’ tiende udgivelse, ’I’m With You’ (2011) med to af kunstnerens yndlingsmotiver: pille og flue. Og så var der dengang, Ed Sheeran fik lov at låne Hirsts atelier og derinde selv lavede coveret til sit på mystisk vis storsælgende album ’Divide’. Kunst og musik i skøøøøøn forening.
Men hvad så med selve motivet for dette nye allerede o.k. ikoniske pladecover, graviditeteten, i kunsten. For det er vel ikke første gang, den gravide krop optræder i kunsthistorien (selv om vi dog er mere vant til at se for eksempel den lakterende madonna i færd med at amme baby-Jesus)?
Annie Leibowitz fotograferede Demi Moore i 1991, et definerende øjeblik for repræsentationen af den gravide krop i popkulturen. Og forskningen viser, at det ikke var et helt ukendt motiv i kunsten i 1500- og 1600-tallet, men at den gravide krop til gengæld tog sig noget af en pause i billedkulturen mellem det 18. og 20. århundrede. Måske var det derfor, Demi Moores fotografi blev så vigtigt. Og vigtigt var det også, da Beyoncé og Awol Erizku bragte graviditeten tilbage som ikon i billedkulturen for nylig. Og nu også Drake og Hirst?
Er det små dick-pics?
Uanset hvad man tror, det drejer sig om, og uanset hvor meget man kan minde sig selv om de graviditets-skulpturer, som Hirst har stillet op rundt omkring i verden (prøv at google Hirst + pregnant + Qatar) ... Og uanset hvor meget man med hånden lidt connaisseur-agtigt holdende om hagen kan sige: Jo, men der var jo også de prik-malerier, som Hirst lavede tidligt i karrieren, værket her MÅ være en reference til dem, ja, så er det underligt, hvor meget billedet af de gravide emoji-kvinder og Drakes loverboy-attitude bliver til en form for uønskede dick-pics: Små portrætter af både rapper og kunstners respektive mini-lover-boys mere end et portræt af svangre kvinder. Det handler om mændene. Om dillerne. Indsæt aubergine-emoji. Det er ægte boomer-vibes af den canadiske champagnepapi (hans handle på Instagram).
Og ja, det er komisk let at hade Drake. Så er det alligevel mere cool med ærkerivalen Kanye Wests selvhøjtidelige sorte cover fra hans album, eller hvad vi skal kalde det, ’Donda’, som kom forleden. When in doubt, choose minimalism.
fortsæt med at læse
