Lyt til artiklen
Stille slag’ rammer mig med en følelse af ikke at kunne trække vejret. Umiddelbart mærkeligt, for lige for næsen af mig sidder syv sangere på det betongrå scenegulv og fylder rummet med skønhed: en ubesværet strøm af harmoniske klangflader, indtrængende tyst og sorgstemt.
Skønheden i Louise Alenius’ musik virker næsten provokerende, for forestillingen handler om noget så uudholdeligt som at være spærret inde: isolationsfængsling.
