Al klassisk musik er jo for så vidt ’genhørt’. Det er derved, den er blevet klassisk. Vi har hørt værket tit, rigtig mange gange. De samme knastørre noder i et partitur fremført enten live, på plade eller i radioen. Dusinvis, hundredvis af gange.

Eksemplet over dem alle må være Vivaldis ’Fire årstider’, som alle indspillede på plade i 1990’erne. Det blev et eksperimentarium for alle tænkelige former for musikalsk stil og temperament. De mest harske modernister twistede Vivaldis noder til næsten ingen mening at give, de mest forhærdede konservationister huggede musikkens arkitektur i marmor, romantikerne tudede med Vivaldi, klassicisterne holdt ham ud i strakt arm: Ecce homo! Se hvilket menneske!