Egentlig så den 2-årige Chloe Clem bare lidt forvirret og bekymret ud, da hendes mor fortalte, at familien var på vej til Disneyland.
Men det skeptiske blik, hun i 2013 sendte moderen, som optog det hele på video, blev et hit på internettet.
Videoen af pigens og søsterens reaktion er blevet set på YouTube mere end 20 millioner gange, og billedet af den skeptisk-skulende Chloe blev til et meme, der er delt igen og igen på de sociale medier.
Nu skal billedet af Chloe Clems såkaldte side eye sælges som NFT, en non-fungible token, der er en slags digital kunst, som i år har fundet et enormt marked, skriver BBC.
NFT’er dækker over unikke digitale samleobjekter, hvor man køber et bevis på, at man er den retmæssige ejer af den originale fil eller værk. Flere memes og tweets er blevet solgt som NFT, blandt andet det såkaldte disaster girl-billede, som forestiller en pige, der smiler skælmsk, mens hun står foran et brændende hus.
Billedet blev i april solgt, for hvad der svarer til cirka 3 millioner kroner, og det første tweet, som Twitter-stifteren Jack Dorsey publicerede, er blevet købt som NFT for mere end 18 millioner kroner.
Nu håber Chloe Clem, som i dag er 10 år, og hendes familie i Utah i USA, at de kan gøre disaster girl kunststykket efter. Chloe Clems mor fortæller, at indtægterne fra salget skal bruges til at betale for datterens uddannelse.
»Chloe siger: »Jeg vil gerne købe en hest, jeg vil gerne bygge min egen Walt Disney World«, men jeg vil bare gerne have hende igennem college«, siger Katie Clem til BBC.
Ifølge BBC starter buddene på ’Side Eyeing Chloe’ på 5 ethereum, en kryptovaluta, der svarer til cirka 95.000 kroner.
fortsæt med at læse






