Den kendte litteraturhistoriker og debattør Marianne Stidsen fra Københavns Universitet, der i onsdagens udgave af Dagbladet Information blev anklaget for plagiat, anklages nu i samme avis atter for uredelig omgang med kilder.
Denne gang er det ikke kritik af hendes nye debatbog ’Køn og identitet – et spadestik dybere’, men af et værk, der på Københavns Universitets hjemmeside er kategoriseret som forskning. Der er tale om bogen ’Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger’, der udkom på forlaget U Press i 2019.
Over seks sider gengiver Marianne Stidsen i bogen nærmest ordret det meste af artiklen ’Nultolerancepolitikken’, der er skrevet af journalisterne Julie Moestrup og Søren K. Villemoes, og som blev bragt på forsiden af Weekendavisen den 14. december 2018.
Sammenfaldet blev opdaget af gymnasielærer og skribent hos netmediet POV International Steffen Groth.
»Jeg har ikke gennemgået bogen slavisk for plagiat, men jeg besluttede mig for at undersøge sagen, fordi Marianne Stidsen udtalte (til Information tidligere på ugen, red.), at hun benyttede samme metoder i sin forskning«, siger Steffen Groth til Information.
Tidligere på ugen over for Information forsvarede Marianne Stidsen sine gengivelser af længere afsnit fra onlineopslagsværket Den Store Danske i sin debatbog med, at der var tale om parafrase. Den forklaring gav juraprofessor Sten Schaumburg-Müller, der underviser i ophavsret og er formand for Rådet for Ansvarlig Forskningspraksis ved Syddansk Universitet, ikke meget for, og sagde, at hendes metode er i strid med ophavsretten. En vurdering han gentager, efter at Information har forelagt ham det nye eksempel med artiklen fra Weekendavisen.
Søren K. Villemoes, der er den ene af Weekendavisens skribenter bag omtalte artikel, siger:
»Det kan undre mig, at hun kalder denne metode for parafrase«.
Stidsen: Så må man sagsøge mig
Morten Rosenmeier, der er professor i ophavsret ved Københavns Universitet, ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, men forklarer hvad plagiat er:
»Det vil sige, at man tager noget, andre har lavet, og lader, som om man har lavet det selv (…) Der kan godt opstå plagiatsager, hvor forfatteren sådan set henviser, men ikke gør det på en måde, så læseren kan gennemskue, hvad der er taget«, siger Morten Rosenmeier til Information og forklarer, at det at blive taget i plagiering i akademisk sammenhæng ofte fører til konsekvenser i ansættelsesforholdet.
»Plagiering er en meget alvorlig forskningsetisk forseelse«, siger Morten Rosenmeier.
Marianne Stidsen siger til Information, at hun ikke har yderligere at tilføje end det, hun allerede har sagt:
»Hvis man mener, jeg har forbrudt mig mod ophavsretten, så må dem, der anklager mig for det, sagsøge mig«, siger hun til Information.
Politiken.dk
fortsæt med at læse
