I juledagene læste jeg en artikel af en af mine yndlingsskribenter, der fik min kæbe til at ramme brystet med et forarget ’klask’. ’Hvorfor ægteskab kræver hukommelsestab’ hed klummen, der blev bragt juleaftensdag i The New York Times og er skrevet af den amerikanske forfatter Heather Havrilesky, som er kendt for brevkassen ’Ask Polly’. ’Hader jeg min mand? Åh ja da, uden tvivl, helt bestemt’, lød den svidende underrubrik.

»Når jeg støder på min mand Bill i vores fælles habitat, oplever jeg ham nogle gange som et filtret bjerg af beskidt vasketøj. ’Hvem har efterladt det her?’ spørger jeg mig selv, og så rejser bjerget sig op og henter en kop kaffe. Dette er ikke en illusion, det er klarhed. Indtil Bill har fået nok kaffe, ligger han som en rodebunke på sofaen og lytter til kaffemaskinen, venter på, at den skal føre ham ind i de levendes land. Han er præcis som en bunke vasketøj: lugtende, ubevægelig, næsten sansende til stede, men ikke helt«.