Efter at have dirigeret DR SymfoniOrkestret gennem knap en times intens musik vendte Barbara Hannigan sig langsomt rundt, lod armene falde ned langs siderne og åbnede munden. Helt usædvanligt skiftede hun rolle fra dirigent til sopransanger på et sekund og tog rollen som barnet, der naivt og med spinkel stemme forklarede os, hvordan man fester i himlen.

Afslutningen på Gustav Mahlers 4. symfoni er usædvanlig i sig selv. Men med Barbara Hannigans dobbeltrolle som sanger og dirigent ved Torsdagskoncerten løftede den sig til noget helt andet. Hun kom til at kropsliggøre pointen med symfonien som en slags teater, som dirigenter ellers ikke er i stand til.