Vi er ikke så forskellige og enestående, som vi tror. Det minder franske Annie Ernaux’ selvbiografi ’Årene’ om. Det skriver Jes Stein Pedersen i denne kommentar.

De voksne anede ikke, hvor vi var, og var tilsyneladende helt trygge ved det

Klumnisten anno 1966. Med butterfly og seler og is i hovedet. Privatfoto.
Klumnisten anno 1966. Med butterfly og seler og is i hovedet. Privatfoto.
Lyt til artiklen

Det superinteressante ved Annie Ernaux’ erindringsbog ’Årene’ er, at hun ikke skriver om sig selv. Jo, det gør hun selvfølgelig, men vægten er lagt på det, der kom udefra. Hvad betød Hiroshima-bomben, krigene i Indokina, p-pillen, Beatles, Mitterrand for min generation, for os franskmænd, for mig? Ernaux forstår meget sit liv som produkt af forhold i den politiske og kulturelle sfære.

Den tilgang er sund! Vi burde alle sammen tænke vores liv igennem med sådanne kultursociologiske briller på i stedet for at psykologisere alting.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her