Koret var på mere end hundrede sangere, og med næsten 150 musikere på scenen var Arnold Schönbergs ’Gurre-Lieder’ ved sæsonens første Torsdagskoncert noget i retning af en rekord.
Jo, jo. Jeg ved godt, Tjajkovskijs ’1812’-ouverture kræver kanoner. Der skal 12 off stage-horn til Richard Strauss’ ’Alpesymfoni’, og man kan altid skrue op for antallet af strygere og korsangere, så Mahlers gigantiske 8. symfoni vinder konkurrencen. Den er faktisk blevet opført med 1.000 medvirkende. Men strengt taget er det med Schönbergs ’Gurre-Lieder’ fra 1900-tallets første årti, det musikalske tidevand vender.








