Først går man så grueligt meget igennem. Og så dør man. Eller også rejser man sig op efter en overdådigt flot, men forvirrende og overgjort teaterforestilling og bevæger sig ud i den lune aften og videre i sit liv.
Det var sådan, jeg havde det, efter to timer i selskab med hovedpersonen Pink og ensemblet omkring ham i Østre Gasværk Teaters koncertteatralske musical over Roger Waters’ og Pink Floyds monumentale mesterværk ’The Wall’, der udkom som dobbelt konceptalbum i 1979 og i 1982 blev filmatiseret af Alan Parker med alt til faget henhørende af civilisationskritik, tegnefilm og øredøvende dolby.







