I 00’erne var premierminister Tony Blair interesseret i at udlåne de græske marmorskulpturer kendt som The Elgin Marbles til Grækenland for at skaffe OL til London i 2012. Det viser netop offentliggjorte filer fra Blairs kontor.

Tony Blair overvejede kontroversiel aftale om græsk kunst for at skaffe OL til byen

Tony Blair ville gå langt for at få OL til London 2012. Det lykkedes som bekendt – uden udlån af græske marmorskulpturer.  Foto: John D Mchugh/AP
Tony Blair ville gå langt for at få OL til London 2012. Det lykkedes som bekendt – uden udlån af græske marmorskulpturer. Foto: John D Mchugh/AP
Lyt til artiklen

Mens Storbritannien og Grækenland næsten ikke kan blive mere uvenner om, hvem der ejer den store skulptursamling fra Parthenon-templet i Athen, er der nu dukket nye oplysninger op om briternes position.

For 20 år siden stod de to lande nemlig slet ikke lige så langt fra hinanden, som de gør nu. Daværende premierminister Tony Blair overvejede endda at lade skulpturerne vende tilbage til Grækenland som et »udlån på langt sigt«.

Det viser 20 år gamle filer fra premierministerens kontor, som netop er offentliggjort via det britiske rigsarkiv National Archives, skriver The Guardian.

Nyheden kommer, kun en måned efter at den nuværende britiske premierminister, Rishi Sunak, med kort varsel aflyste et møde om skulpturerne med den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis. Skulpturerne er en af hovedattraktionerne på British Museum i London, men hører ifølge grækerne hjemme på Akropolis-museet i Athen sammen med blandt andet resten af Parthenon-frisen.

Konflikten om Parthenon optrappes: Topmøde pludselig aflyst

Tony Blairs interesse for at presse British Museum til at udlevere de omdiskuterede skulpturer var ifølge de nu offentliggjorte dokumenter en del af et diplomatisk spil i begyndelsen af 00’erne, der skulle sikre opbakning til OL i London i 2012.

I 2003 skrev Tony Blairs kulturpolitiske rådgiver, Sarah Hunter, til ham, at der var »gode grunde til at ændre kurs« og til at »opfordre« British Museum til i højere grad at imødekomme grækerne.

Hun mente, at marmorskulpturerne kunne være et »effektivt forhandlingsværktøj« i arbejdet for at skaffe stemmer til Londons OL-planer. Ulempen var dog, at Storbritannien samtidig skulle »værne sig imod andre lande, der ville udbede sig lignende handlinger«. Hun spurgte nu Tony Blair, om det var en vej, hun skulle forfølge?

I dokumentets margen har Tony Blair skrevet i hånden: »Ja. Hvorfor ikke gøre David Owen ansvarlig for at forhandle dette?«.

Med David Owen som forhandler ville sagen få en vis vægt, mente Tony Blair – David Owen havde været udenrigsminister og siden leder af det socialdemokratiske SDP. Samtidig kunne det distancere sagen »en smule« fra Labour-regeringen.

Ifølge The Guardian blev der dog aldrig fulgt op på planerne, og marmorskulpturerne, der også er kendt som The Elgin Marbles, bor fortsat i London, hvor de har befundet sig siden begyndelsen af 1800-tallet.

Som dokumenteret i Politiken har Nationalmuseet i København ligeledes afvist at udlevere tre marmorgenstande fra Parthenon-templet. Grækenland har ellers med jævne mellemrum de seneste 17 år bedt Danmark om at levere genstandene tilbage.

Før jul sagde Grækenlands ambassadør, Fragiskos Kostellenos, i et interview med Politiken, at han og den græske regering fortsat afventer et svar fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i sagen.

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her