Et tilfældigt møde med en nyudgivet novelle fremkalder en levende erindring fra den tid, da jeg var bare 16 år.
Jeg var lige begyndt på gymnasiet, den matematisk-naturvidenskabelige gren, som det dengang hed.
Mit formål med at få sådan en studentereksamen var at komme ind på det, der dengang hed Polyteknisk Læreanstalt. Det var i hvert fald mine forældres, især min mors, plan.
På fædrene side kommer jeg af en slægt, der havde været præster i ufatteligt mange generationer og litterater i de to seneste. Nu kan det være nok, tror jeg, mine forældre må have tænkt.
Min mor havde en bror, der var ingeniør. Ham tilskyndede de mig til at se som rollemodel. Min far stak mig et søkort og gav mig den opgave at tegne en bro mellem Tåsinge og Langeland. Jeg anlagde den hen over Siø, som det senere skulle vise sig, at også de rigtige ingeniører valgte at gøre.
Så gav vores nyudklækkede dansklærer os Tarjei Vesaas’ novelle ’Sidste mand hjem’, og mine planer tog en ny retning.
Den store stilhed
»I skoven. Sidst på efteråret. Længe efter Allehelgensdag. Det er tid til tømmerdrift«.
Sådan er anslaget. Fire punktummer, kun et enkelt, uanseligt udsagnsord. Det er en prunkløs tekst, uden larm. Man hører øksehug. Man ser tømmerstokke blive trukket til bunke eller rullet ned i elven.
Der er en særlig bevidsthed til stede, mærker man snart. En, der oplever, at »skoven giver«, og at »træerne ligger i grannålene som store utændte lys«. Bevidstheden bag denne besjæling af skoven viser sig at være en dreng eller en ung mand, der pludselig hører en stemme: »Her har du hjemme, Knut«.
Han undrer sig over, hvor den stemme mon kommer fra. Ikke fra den voksne, han er sammen med, som giver ham ordrer om, hvad han skal gøre. Vrikke en stamme løs. Gå med hjem, når det bliver mørkt.
»Han må se den vældige skov gøre sig klar til natten, netop i aften. Se når mørket siver frem fra skovbunden, eller fra himlen, fra horisonten. Han er fanget ind her. Han ved ikke hvad det er, men han tror han må blive i skoven hele livet – hvis hans liv skal blive rigtigt og sandt. Her må han have sit virke«.
Knut sakker agterud. »Skoven åbner sig for ham«. Han mærker, at her hører han til. Novellen slutter sådan: »I aften er sindet åbent som en skål. Derfor er han den sidste der kommer hjem«.
Hvad der siden hændte
Jeg tror, erindringen om, hvordan det var at læse teksten dengang, virker stærkere på mig i dag end selve novellen.
Havde jeg læst novellen for første gang i dag, havde jeg måske sagt o.k., fin tekst, videre. Dengang blæste den mit hoved ud. Kan man med så få ord åbne sindet så meget, som mit sind blev åbnet den dag, så vil jeg hellere leve for at genopleve den slags og give den slags oplevelser videre end konstruere transportveje over vand.
Litteratur kom til at fylde mere og mere for mig. Også denne nordmands. Han befandt sig jo, lærte jeg senere, et helt unikt sted.
I mine unge år stod den store strid i litteraturen mellem de sørgmodige 1950’er-forfattere og de muntre modernister. Vesaas var hævet over den modsætning. Martin A. Hansen, Hereticas åndelige fyrtårn, elskede Vesaas. Torben Brostrøm, modernisternes tamburmajor, skrev speciale om Vesaas og blev hans faste oversætter.
Det gik ikke så hurtigt med at slippe ingeniørplanen. Jeg har altid været længere om at skifte kurs end en supertanker, kan mine nærmeste bevidne. Men ’Sidste mand hjem’ blev begyndelsen til min plan om at blive dansklærer. Og det er jo sådan set, hvad jeg blev, på landets bedste universitet og på landets bedste avis.
Genlæsningen af ’Sidste mand hjem’ minder mig om, hvor meget alder betyder for læsning. ’Fuglene’, Tarjei Vesaas’ hovedværk, er den bedste nordiske roman nogensinde. Men ’Sidste mand hjem’ var det bedste litterære kunstværk for en 16-årig, der ikke rigtig vidste, hvad han ville. Den ændrede hans liv.
fortsæt med at læse
