Den unge guitarist Rasmus Oppenhagen Krogh er så koncentreret om sit instrument, at jeg kommer til at tænke på en zenbuddhistisk vismand fordybet i kontemplativ praksis. Næsten lige så koncentreret er publikum, der er altovervejende ungt og slet ikke ligner den populære fordom, at jazzfolket skulle tilhøre en verden af i går.

Fordybelse er en praksis, der på samme tid kræver dyb koncentration og en evne til at give slip. Begge dele får vi brug for i Hotel Cecil. Som komponist spinder Krogh variationer over en yndefuld melodisk figur, men helt grundlæggende er det musik, der går på opdagelse og lokker publikum med.