Hyleungen er flyttet hjemmefra. Drengen, der klyngede sig til sin elskede mor, »min eneste velgører«, med hvem han indgik en pagt om altid at yde sit bedste, er blevet optaget på Alliance High School. Og han er stolt. Ikke blot består hans skoleuniform af de kakishorts, han som lille dreng drømte om, han har også fået sin egen seng. Og endnu bedre: et helt bibliotek fyldt med bøger, som han kan læse løs af. Fordi han er flittig, dygtig og, lad os bare sige det, en lille smule dengset, er han kommet så vidt.
Den kenyanske forfatter Ngugi wa Thiong’o – manden, der skrev Østafrikas første engelsksprogede roman (’Weep not, Child’, 1964) og i årevis har været på tale som modtager af en nobelpris for sit lange eksperimenterende og systemkritiske forfatterskab – er i andet bind af sine erindringer, ’Fortolkerens hus’, nået til gymnasieårene, 1955-58. De dannende år, hvor ånd og krop spændes til det yderste. Søndagsskole, sportsstævner og lektielæsning udgør basiskosten for de unge mænd, der under Edward Carey Francis’ kontante ledelse klør på for at blive nummer et eller nummer to i det konkurrenceprægede skolesystem, som rektoren synes at have taget med hjemmefra. Fra det hvide England.
