Bøger kan ændre verden. Det faktum huskede jeg, da jeg læste Johanna Frids ’Haralds mor’ i metroen på vej til arbejde. Romanen har en af popkulturens mest indgroede trekantsdramaer som motor: Haralds kæreste, Harald og Haralds mor. Lige så meget som de to kvinder elsker Harald, lige så lidt kan de udstå hinanden, og nu sidder de i en afsides lufthavn i Nordsverige og venter på, at Harald skal lande efter en misbrugsindlæggelse. Men flyet er forsinket, aflyst, udeblivende, og den lille ankomsthal føles mere som isolationscelle for hovedpersonen, Haralds kæreste.
De to spydigt stridende ramler sammen gang på gang, når der udveksles kulingstød, dårligt forklædt som høfligheder. Metaforerne, vores fortæller griber ud efter, kommer da også mere fra konfliktzoner end fra kærlighed, som da Haralds mor »lagde armene over kors. Ville hun tilbyde mig en cigaret, sådan som man gør med krigsfanger, inden man leverer nakkeskuddet?«.
Et andet sted forlyder det, at svigermor »kræver noget af mig på samme måde, som en bankrøver kræver noget af kvinden, der sidder bag panserglasset i kassen«.
Og nu kommer vi så til måden, Johanna Frids roman ændrede min verden på, på sin egen stille måde midt i metroen. For da jeg kiggede op fra bogen og fik øjenkontakt med en ældre kvinde, så jeg et øjeblik et gråhåret monster. Måden, svigermoren skrives frem på i ’Haralds mor’, er så uhyggelig, at den et øjeblik greb ud i virkeligheden, et sted mellem Østerport og Marmorkirken.
Det var ikke en rar kvinde på vej mod Statens Museum for Kunst, jeg så, men svigermoren fra romanen. Hende, der med emotionel afpresning tiltvinger sig adgang til sin svigerdatters hjem, som elsker at holde hof på det, familien kalder øen, men som er et faldefærdigt sommerhus, der får alt til at lugte jordslået. Et sted, hvor der er bestemte regler for både aftensmaden og yatzyen.
Og Harald, der ofte sammenlignes med en golden retriever, vil bare gerne have det, som det plejer at være.
»Jeg udgjorde en dyb revne dér, hvor han forsøgte at væve nutiden sammen med fortiden«.
Men det går ikke. Haralds to kvinder kan ikke med hinanden. Det freudianske ved hele miseren overses ikke af fortælleren, der her laver amme-analyse af svigermors misundelse:
»Problemet var ikke, at han havde været så glad for at sutte på hendes bryster. Problemet var, at hun ikke ville have, at han skulle være glad for at sutte på mine«.
Det er gyset om, at det eneste, der er værre end ens egen familie, er de andres.
Både heldigvis og desværre er Harald og hans kæreste også frygtelige bekendtskaber. Der er ikke helle nogen steder her, alle er håbløse.
Frid har skabt en fortæller, der er vidunderlig skurkagtig og selvretfærdig, og som så bliver overgået i begge kategorier af en pensionist.
fortsæt med at læse
Vidunderligt barselsepos får tårerne frem
-
4 hjerter: Hun flytter ind hos manden, men er mere interesseret i hans ekskone
-
Hun elsker Whoopi Goldberg og McDonald's-kaffe: Hvor er det anstrengende, at forfatteren hele tiden skal lufte sin dårlige smag
-
Benedicte Gui de Thurah Huang: Hold nu op med at se på jer selv, der er altid nogen, der er smukkere
