Den vigtigste erkendelse i den tysk-jødiske kulturkritiker Walter Benjamins ’Lille fotografihistorie’ (1931) er, at fremtidens analfabet bliver den ’fotografi-ukyndige’. Det gælder for enhver pris om at kunne aflæse billeder, hvis man vil kunne forstå, hvad der sker i verden.
Benjamin var både samler og tænker. Optaget af både genstande og ideer og mest af den måde, som den moderne verden med ham selv som fascineret iagttager og fortolker kom til at afløse den gamle verden. Fra baggårdsarkitektur og marxisme i Berlin, hvor han selv voksede op, til surrealisme og arkader i Paris, er hans forfatterskab fuld af tankevækkende overvejelser.



