Hvad man i almindelighed ved om befolkningsmængden i mere præcise tal, strækker sig ikke mere end 200 år eller omtrent syv generationer tilbage. Man skønner, at befolkningen i, hvad der nu er Danmark, nåede en foreløbig kulmination i højmiddelalderen. Den store pestepidemi i midten af det 14. århundrede og adskillige følgende epidemier gav en nedgang i befolkningstallet, som antagelig ikke var forvundet før omkring 1800, da der var ca. én million danskere. Men så indtraf den demografiske revolution i den vestlige verden. I løbet af godt et århundrede blev den danske befolkning fordoblet to gange. Kun Storbritannien og Rusland havde større befolkningsvækst. En del af forklaringen er, at relativt få udvandrede fra Danmark. Fra og med 1960’erne skete der to væsentlige ændringer i Danmark såvel som de øvrige vestlige lande. Vi holdt op med at reproducere os selv, og en indvandring fra ikke-europæiske lande af et hidtil uset omfang tog sin begyndelse. Befolkningstallet opretholdes nu takket være denne indvandring.
Det er tvivlsomt, om vi altid har været så ens Prisen er opgivelsen af den etniske og kulturelle homogenitet. Rasmussen har ret i, at dette ikke blot er fortsættelsen af en århundredgammel tradition for indvandring. Den historiske indvandring har ikke været af et omfang, der har udfordret landets etniske enhedspræg. Så vidt ligger bogens hovedpointe på den åbne hånd. Rasmussen synes imidlertid at tage for givet, at den etniske homogenitet havde en kulturel parallel tilbage i tiden – det ligger bl.a. i titlens anvendelse af begrebet stamme. Det er tvivlsomt, om vi altid har været så ens, som vi var i det 20. århundrede. Den kulturelle sammenhængskraft, der nu er under pres, er muligvis ikke meget ældre end velfærdsstaten. Tidligere tiders svælg mellem land og by, almue og dannelse, fattig og rig, tyende og herskab var enorme. Det nationale og sociale integrationsprojekt, der blev sat i værk efter 1864, nåede vel lige knap at være virksomt i to generationer, før det blev udsat for erosion. Bogen bygger ikke på forfatterens egen forskning Forhenværende lektor, ph.d. Hans Kornø Rasmussen gør ikke noget forsøg på en gennemført forklaring på de store forandringer de seneste 200 år. Hvor der er tilløb, har de form af tilfældige indfald. Han skriver f.eks., at den store mængde af unge europæere i begyndelsen af det 20. århundrede var årsag til den teknologiske udvikling. Hvis argumentet holder stik, må det betyde, at Nordafrika og Mellemøsten i dag skulle danne udgangspunkt for en ny teknologisk revolution. Bogen bygger ikke på forfatterens egen forskning, og stort set heller ikke andres. Den støtter sig overvejende til gængse håndbøger og relativt få ældre undersøgelser, heriblandt en fra 1937, der citeres påfaldende ofte. Med al respekt for den historisk-demografiske forskning i mellemkrigstiden, er der sket et og andet på dette felt siden da.
Tydelig nok til at sætte brand i debatten Bogens mangler hænger sammen med, hvad man må kalde intellektuel dovenskab. Der citeres f.eks. fra en pressemeddelelse fra Danmarks Statistik af 5. februar 2007. Af den fremgår det ifølge Rasmussen, at antallet af 55-64-årige 1. januar 2007 var 38 procent højere end ti år før. Tilsvarende var gruppen af 20-29-årige faldet med 19 procent. Problemet er, at Danmarks Statistik ikke udsendte nogen pressemeddelelse på dette tidspunkt. En søgning på Danmarks Statistiks fortjenstfulde hjemmeside afslører, at oplysningerne stammer fra et nyhedsbrev den 13. februar 2006 og gælder for 1. januar 2006 og ti år tilbage. Den fejlkilde, der har sneget sig ind, er antagelig en artikel fra dagbladet Information i februar 2007 – skrevet af Hans Kornø Rasmussen. Det er ikke en hovedanke, at en statistik rammer et år ved siden af. Bogens ærinde kan heller ikke anfægtes. Tallene er måske upræcise, men tydelige nok til at sætte brand i debatten om efterløn, seniorpolitik og indvandring. Men det kan ikke passe, at det læsende publikum skal ulejliges med så overfladisk en bog om så vigtigt et emne.