0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Euston-manifestet For en fornyelse af progressiv politik

Euston-manifestet er forfattet af en gruppe britiske demokrater på venstrefløjen. Initiativtagerne er bl.a. Norman Geras, Damian Counsell, Alan Johnson, Shalom Lappin, Nick Cohen, Francis Wheen og Marko Attila Hoare. På nuværende tidspunkt har knap 3.000 personer skriftligt tilkendegivet deres støtte til manifestet, der er oversat til en række sprog. Vi bringer her en oversættelse fra tidsskriftet Kritik.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

A. Forord
Vi er demokrater og progressive. Vi fremlægger her en ny politisk dagsorden. Mange af os tilhører venstrefløjen, men de principper vi lægger frem, lukker ingen ude.

Vi rækker snarere ud over den socialistiske venstrefløj mod egalitære liberalister og andre med en umisforståelig demokratisk indstilling.

Den omkalfatring af den progressive holdning, som vi stræber mod, involverer i særdeleshed en skelnen mellem de kræfter på venstrefløjen, der forbliver tro mod dens autentiske værdier, og de strømninger, der på det seneste har vist sig at være for bøjelige angående disse værdier. Den gør fælles sag med genuine demokrater, uanset om de er socialister eller ej.

Nærværende initiativ har sine rødder i og har fundet opbakning gennem internettet, især ’blogosfæren’. Det er imidlertid vor opfattelse, at denne opbakning på andre områder er underrepræsenteret – i store dele af medierne og andre fora for det aktuelle politiske liv.

Den brede fremlægning af principper, der følger, er en hensigtserklæring. Den opretter et nyt website, der skal tjene som ressource for den bevægelse, den håber at repræsentere, og de forskellige grundlæggende blogs og andre sites, der står bag denne opfordring til en progressiv nyorientering.

B. Principper
1. For demokrati. Vi er forpligtet på demokratiske normer, procedurer og strukturer – ytrings- og forsamlingsfrihed, frie valg, adskillelsen af lovgivende, udøvende og dømmende magt og adskillelsen af stat og religion. Vi værdsætter traditioner og institutioner i de lande, hvor liberale, pluralistiske demokratier har slået rod, og deres erfaringer for god regeringsudøvelse.

2. Intet forsvar for tyranni. Vi afviser at undskylde eller overbærende at ’forstå’ reaktionære regimer og bevægelser, for hvem demokrati er en hadet fjende – regimer, der undertrykker deres egne folk, og bevægelser, der tilstræber sådanne handlinger. Vi trækker en skarp linje mellem os selv og de venstreliberale stemmer, der i dag er hurtige til at tilbyde en undskyldende forklaring for sådanne politiske kræfter.

3. Menneskerettigheder for alle. Vi anser de grundlæggende menneskerettigheder, der er nedlagt i den Universelle Menneskerettighedserklæring, for at være netop universelle og bindende for alle stater og politiske bevægelser, ja, faktisk for hver enkelt.

Overtrædelse af disse rettigheder skal fordømmes ligeligt, uanset hvem der er ansvarlige for dem og uanset kulturel kontekst. Vi afviser de dobbeltstandarder, som megen selverklæret progressiv opinion aktuelt opererer med, idet de finder mindre (om end alt for virkelige) overtrædelser af menneskerettighederne tæt på hjemmet, eller som er bestemte kritisable regeringers ansvar, mere forkastelige end andre overtrædelser, der er radikalt værre. Vi afviser også den kulturrelativistiske holdning ifølge hvilken disse grundlæggende menneskerettigheder ikke passer til visse lande eller folk.

4. Lighed. Vi støtter en generelt egalitær politik. Vi tilstræber fremskridt i forholdet mellem kønnene (indtil fuld køns-lighed er realiseret), mellem forskellige etniske grupper, mellem tilhængerne af forskellige religioner og dem der ikke har nogen, og mellem folk med forskellig seksuel orientering – såvel som bredere social og økonomisk lighed.

Vi lader stå åbent – som noget, om hvilket der er forskellige synspunkter blandt os – spørgsmålet om, hvad der er de bedste økonomiske former for denne bredere lighed, men vi støtter overalt arbejdende folks interesser og deres ret til at organisere sig i forsvaret for disse interesser.

Demokratiske fagforbund er de basale organisationer for forsvaret for arbejderinteresser og udgør en af de vigtigste kræfter, der arbejder for menneskerettigheder, udbredelse af demokrati og egalitær internationalisme. Arbejderrettigheder er menneskerettigheder.

Den universelle antagelse af de Internationale Arbejder-organiseringskonventioner – der aktuelt rutinemæssigt ignoreres af regeringer verden over – har høj prioritet for os. Vi er forpligtet på at forsvare børns rettigheder og på at beskytte mennesker mod seksuelt slaveri og alle former for institutionaliseret misbrug.

5. Udvikling til frihed. Vi står for global økonomisk udvikling-som-frihed og imod strukturel økonomisk undertrykkelse og miljøødelæggelse.

Den aktuelle udvidelse af globale markeder og frihandel må ikke tjene de snævre interesser hos en lille erhvervselite i den udviklede verden og deres partnere i udviklingslandene.

Fordelene ved storskala-udvikling i udvidelsen af verdenshandelen må fordeles så bredt som muligt for at tjene arbejderes, bønders og forbrugeres økonomiske interesser i alle lande. Globalisering må betyde social integration og en forpligtelse på social retfærdighed.

Vi støtter radikale reformer af de centrale institutioner for global økonomisk styring (WTO, den Internationale Monetære Fond, Verdensbanken) med henblik på disse mål, og vi støtter fair trade, mere ulandshjælp, eftergivelse af gæld og kampagnen Make Poverty History.

Udviklingen kan udløse vækst i livsforventningen og livsglæden, idet den letter tungt arbejde og afkorter arbejdsdagen. Den kan bringe frihed til de unge, mulighed for at udnytte livet til de midaldrende og sikkerhed til de ældre.

Den udvider horisonter og mulighederne for at rejse og kan gøre fremmede til venner. Den globale udvikling må foregå på en måde, der er i overensstemmelse med bæredygtig vækst.

6. Imod antiamerikanisme. Vi afviser uden videre den antiamerikanisme, der aktuelt inficerer så megen venstreliberal (og en del konservativ) tænkning.

Det betyder ikke, at vi ser USA som et forbillede. Vi er bevidst om dets problemer og mangler. Men de deles i et eller andet omfang med hele den udviklede verden.

USA er et stort land og nation. Det er hjemstedet for et stærkt demokrati med en ædel tradition og varige forfatningsmæssige og sociale resultater knyttet til sit navn. Dets folk har frembragt en levende kultur, der er millioners glæde, reference og genstand for misundelse.

At amerikansk udenrigspolitik ofte er gået imod progressive bevægelser og regeringer og har støttet regressive og autoritære styrer, retfærdiggør ikke en generel fordom mod hverken landet eller dets folk.

7. For en tostatsløsning. Vi anerkender både det israelske og det palæstinensiske folks rettighed til selvbestemmelse inden for rammerne af en tostatsløsning.

Ingen fornuftig løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt kan underordne eller eliminere de legitime rettigheder og interesser hos nogen af stridens to parter.

8. Mod racisme. For liberale og venstreorienterede er antiracismen axiomatisk. Vi vender os mod enhver form for racistisk fordom eller adfærd: anti-indvandrings-racismen hos det yderste højre; racisme mellem stammer eller etniske grupper; racisme mod folk fra muslimske lande eller deres efterkommere, især under dække af Krigen mod Terror.

Den nylige genopdukken af en anden, meget gammel form for racisme, antisemitismen, er endnu ikke tilstrækkelig erkendt i venstrefløjs- og liberale kredse.

Nogle udnytter det palæstinensiske folks legitime problemer under den israelske besættelse og skjuler fordomme imod det jødiske folk under formlen ’antizionisme’. Vi er også imod denne form for racisme, som det ikke skulle være nødvendigt at understrege.

9. Forenet imod terror. Vi er imod alle former for terrorisme. Det bevidste angreb mod civilpersoner er en forbrydelse ifølge international lov og alle anerkendte regler for krigsførelse, og den kan ikke retfærdiggøres ved det argument, at den udføres i en retfærdig sags tjeneste.

T
errorisme inspireret af islamistiske ideologier er udbredt i dag. Den truer demokratiske værdier og menneskers liv og frihed i mange lande. Dette retfærdiggør ikke fordomme mod muslimer, der er dens hovedofre, og blandt hvem nogle af dens modigste modstandere findes. Men som al terrorisme er den en trussel, der skal bekæmpes og ikke undskyldes.

10. En ny internationalisme. Vi står for en internationalistisk politik og for reform af international lov – i den globale demokratiserings og udviklings interesse. Humanitær intervention er, når den er nødvendig, ikke et spørgsmål om at krænke suverænitet, men om at realisere dette inden for alle folkeslags ’fælles liv’.

Hvis en stat i en eller anden minimal forstand beskytter sit folks fælles liv (hvis den ikke torterer, myrder eller slagter sine egne borgere og den tilfredsstiller deres mest basale livsfornødenheder), må dens suverænitet respekteres.

Men hvis staten forbryder sig imod dette fælles liv på forkastelige måder, må dens fordring på suverænitet afvises, og det internationale samfund har pligt til intervention og hjælp. Når tærsklen til inhumanitet først er overskredet, er der ’forpligtelse til at beskytte’.

11. Kritisk åbenhed. Idet man må lære af lektien fra den katastrofale venstrefløjsstøtte til stalinismens og maoismens forbrydelser såvel som mere nylige begivenheder af samme art (visse af reaktionerne på 9-11-forbrydelserne, undskyldningerne for selvmordsterrorisme og de skammelige alliancer med antiliberale teokrater, der for nylig er blevet indgået inden for ’antikrigs’-bevægelserne), afviser vi den ide, at vi ikke har nogen modstandere på venstrefløjen.

Vi afviser tilsvarende den ide, at der ikke må foretages nogen åbning mod ideer og personer til højre for os. Venstrefløjsfolk, der gør fælles sag med eller undskylder antidemokratiske kræfter, må kritiseres i klare og ligefremme termer.

Tilsvarende interesserer vi os for liberale og konservative stemmer og ideer, hvis de bidrager til at styrke demokratiske normer og praksisser og kampen for menneskeligt fremskridt.

12. Historisk sandhed. Idet vi knytter os til de oprindelige humanistiske bestræbelser i bevægelsen for menneskeligt fremskridt, understreger vi den pligt, som ægte demokrater må have til at respektere historisk sandhed. Ikke kun fascister, holocaustbenægtere og lignende har forsøgt at fordunkle historieskrivningen. En af venstrefløjens tragedier er, at dens eget ry i denne henseende er blevet massivt kompromitteret af den internationale kommunistiske bevægelse, og visse har endnu ikke lært denne lektie. Politisk ærlighed og ligefremhed er en første forpligtelse for os.

13. Ytringsfrihed. Vi opretholder den traditionelle liberale ytringsfrihed. Det er mere end nogensinde nødvendigt i dag at slå fast, at folk må have friheden til at kritisere ideer – inden for de sædvanlige begrænsninger angående bagvaskelse, injurier og opfordring til vold – endda hele idekomplekser, som andre føler sig tilknyttet.

Dette inkluderer friheden til religionskritik: både af bestemte religioner og af religion som sådan. Respekt for andre indebærer ikke at tie om deres trosforestillinger, når de må anses for mangelfulde.

14. Open source. Som del af den frie udveksling af ideer og for at opmuntre til fælles intellektuelle præstationer støtter vi den åbne udvikling af software og andre kreative produkter og modsætter os patenteringen af gener, algoritmer og naturfakta. Vi er imod den tilbagevirkende udvidelse af love om intellektuel ejendom til fordel for økonomiske copyrightindehaveres finansielle interesser.

Open source-modellen er kollektiv og konkurrenceorienteret, samarbejdsorienteret og meritokratisk. Den er ikke noget teoretisk ideal, men en velprøvet realitet, der har skabt fælles goder, hvis styrke og robusthed er blevet bevist gennem årtier.

Faktisk har de bedste kollegiale idealer i det videnskabelige forskningsfællesskab, der har skabt open-source-samarbejdet, tjent menneskeligt fremskridt i århundreder.

15. En værdifuld arv. Vi afviser frygt for moderniteten, frygten for frihed, irrationalismen, kvindeundertrykkelsen; og vi hylder de ideer, der inspirerede de store bevægelser i 1700-tallets demokratiske revolutioner: frihed, lighed og broderskab; menneskerettigheder, the pursuit of happiness.

Disse inspirerende ideer blev givet os alle i arv af de socialdemokratiske, egalitære, feministiske og antikolonialistiske forandringer i det 19. og 20. århundrede – af stræben efter social retfærdighed, udviklingen af velfærd, alle mænds og kvinders broderskab og søsterskab.

Ingen skal udelukkes, ingen lades bagude. Vi er disse værdiers partisaner. Men vi er ikke farisæere. For vi hylder også den fri forsknings værdier, den åbne dialog og den kreative tvivl, omhyggelighed i bedømmelsen og en sans for hvad der ikke kan forandres i verden.

Vi vender os imod alle fordringer på en total sandhed, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved, eller som ikke kan spørge.

C. Uddybninger
Vi forsvarer liberale og pluralistiske demokratier mod alle, der bagatelliserer forskellene på dem og totalitære og andre tyranniske regimer.

Men disse demokratier har deres egne mangler og problemer. Kampen for udviklingen af mere demokratiske institutioner og procedurer, for mere magt til dem, der står uden for indflydelse, uden stemme eller med få politiske ressourcer, er en konstant del af venstrefløjens opgave.

De sociale og økonomiske fundamenter, som de liberale demokratier har udviklet sig på, er præget af dybe uligheder i velstand og indkomst og i videreførelsen af ufortjente privilegier.

På næste niveau er de globale uligheder en skandale for menneskehedens moralske samvittighed. Millioner lever i forfærdende fattigdom. Uge efter uge dør titusinder – især børn – af sygdomme, der kunne forhindres.

Ulighed i velstand, både mellem individer og mellem lande, fordeler livsmulighederne på tilfældig vis.

Disse ting udgør en standende anklage mod det internationale samfund. Vi på venstrefløjen kæmper i medfør af vore traditioner for retfærdighed og et anstændigt liv for enhver. I medfør af disse samme traditioner må vi også kæmpe mod de magtfulde kræfter i totalitære tyrannier, der igen er i fremgang. Begge disse kampe må udkæmpes samtidig. Den ene må ikke ofres til fordel for den anden.

Vi afviser den måde at tænke på, ifølge hvilken begivenhederne den 11. september 2001 var Amerikas velfortjente straf eller var ’forståelig’ i lyset af legitime anklager forårsaget af amerikansk udenrigspolitik.

Hvad der skete den dag var et massemord, motiveret af odiøs fundamentalistisk tro, og kan ikke retfærdiggøres af noget som helst. Ingen skånsom omskrivning kan skjule det.

Denne erklærings grundlæggere og støtter havde forskellige synspunkter på den militære intervention i Irak, både for og imod.

Vi anerkender, at det var muligt på fornuftig vis at være uenig om det retfærdige i interventionen, den måde hvorpå den blev gennemført, planlægningen (eller manglen derpå) af opfølgningen og mulighederne for den succesfulde implementering af forandringen til demokrati.

Vi er imidlertid enige i vort syn på Baath-regimets reaktionære, semifascistiske og morderiske karakter, og vi anerkender kuldkastelsen af det som en befrielse af det irakiske folk.

Vi er også enige om det synspunkt, at den rette holdning hos ægte liberale og venstrefløjsfolk efter den dag, hvor dette fandt sted, burde have været kampen for at opbygge en demokratisk politisk orden i Irak og genopbygge landets infrastruktur, efter tiår af brutal undertrykkelse at skabe et liv for irakere som det, de der lever i demokratiske lande, tager for givet – snarere end at fluekneppe omkring diskussionerne for og imod interventionen.

Dette stiller os i modsætning ikke kun til dem på venstrefløjen, der aktivt har udtalt sig til støtte for de bander af jihadistiske og baathistiske bøller i den såkaldte irakiske modstand, men også i modsætning til andre, der evner at finde en måde at anbringe sig imellem sådanne kræfter og de kræfter, der forsøger at bringe nyt demokratisk liv til landet.

Vi har heller ingen overbærenhed med tendensen til at foregive, at man støtter disse mål, alt imens man anvender det meste af sin energi på kritik af politiske modstandere i hjemlandet (der hævdes at være ansvarlig for ethvert problem i Irak), og iagttage en delikat tavshed eller næsten-tavshed om de dystre kræfter i det irakiske ’oprør’.

De mange venstrefløjsmodstandere af et regimeskifte i Irak, som er ude af stand til at forstå de overvejelser, der førte andre på venstrefløjen til at støtte det, forråder de demokratiske værdier, de h