Som en kompasnål, der peger mod nord, vil en mands anklagende finger altid finde en kvinde«.
Intet sted i verden passer denne talemåde bedre end i Afghanistan under Talebanregimet. Hvad udsagnet i praksis indebærer, kan man erfare ved at læse Khaled Hosseinis nye roman ’Under en strålende sol’. Den afghanskfødte forfatter og læge dedikerer sin bog til de afghanske kvinder, der har udholdt så meget ikke bare under, men også før Taleban tog magten i 1994 efter en årrække med mujahediner, der bekrigede hinanden og terroriserede befolkningen efter årelang russisk besættelse. Han forankrer sin roman i beretningen om to kvindeskæbner, Mariam og Laila. Mariam er en harami, et uægte barn af den forbitrede Nana, der var tjenestepige i den rige Jalils hus, indtil han gjorde hende gravid og hun blev smidt ud af ham og hans tre koner. Henvist til at leve i en hytte i bjergene uden for Herat opdrog hun Mariam i isolation, kun afbrudt af mullahens og Jalils ugentlige besøg. Dem ser datteren frem til. Hun vil gerne i skole, men det vil moderen ikke have. Sådan en som hende har kun brug for én ting: tamahul, at udholde. Det bliver da også Mariams lod i livet. Da hun som 14-årig opsøger faderens hus, afvises hun. Moderen hænger sig i bitterhed over datterens svigt, og hvad stiller Jalil så op med hende? Bortgifter hende til en gammel skomager i Kabul, en enkemand, der har brug for et avlsdyr. Men Mariam aborterer gang på gang. To kvinder under Taleban Hosseini skriver med en sansemættet detaljerigdom og den enestående varme, vi kender fra hans forrige roman, ’Drageløberen’. Denne gang om en kvinde, der er offer for umenneskelige æresbegreber. Skred i hendes tilværelse kommer der i 1992, hvor krigen rykker fra provinserne ind i Kabul.
