Der kom engang en div til en lille fattig landsby i Afghanistan.
En div er et kæmpestort jætteagtig væsen. Denne div kastede lange skygger og fik jorden til at ryste under sine fodtrin. Den havde krumme horn i panden, men det var ikke det værste. Det værste var, at den krævede et barn af hver landsby, den besøgte. Barnet tog den med sig bort, og man så det aldrig mere.
LÆS OGSÅ
Selvfølgelig tog diven i dette eventyr det mest elskede og sødeste barn, det barn af alle børnene, faderen i hemmelighed holdt allermest af. Den stakkels far blev gal og vanvittig og drog omsider ud for at finde sin lille søn og tænk, efter mange strabadser og lidelser fandt han ham, og diven sagde, han måtte tage drengen med sig hjem. Men gjorde den gode fader så det?
Spindelvæv af karakterer Khaled Hosseini indleder sin tredje roman med et smukt digt om det hinsides af sufipoeten Rumi. Dernæst kommer historien om trolden, faderen og det stjålne barn. Men vær ikke bange, Hosseini holder sig ellers i en faktuel verden uden overnaturlige væsener, dog bevæger han sig fra Afghanistan til Paris og Californien i en handling, som spænder over 50 år med mange mennesker. På et tidspunkt syntes jeg, der var for mange. Nu har vi lige lært en afghansk familie at kende og at holde af dem, så skal vi høre om en græsk læge og om hans gamle mor i Grækenland og hans bedste veninde. Men tingene hænger sammen, selv om de nævnte personer måske kun strejfer hinanden et øjeblik rent fysisk.
De indgår alle i en handling, som kredser om søskendekærlighed, den biologiske og den tillærte. Den ene er lige så stærk som den anden, med en lille overvægt på blodets bånd. Det er det, som binder drengen Abdullah til lillesøsteren Pari (som betyder fe). Han har passet og plejet hende, siden moderen døde ved barnets fødsel.
Drengen elsker sin søster. Deres liv er hårdt men ikke ubærligt. Men en dag gives Pari bort til en rig og egoistisk dame, og Abdullahs liv splintres. Det er deres onkel, der formidler bortgivningen af grunde, som ikke er kønne. Men på et tidspunkt må vi holde af denne onkel, for han udvikler sig til at blive en god mand.
Karakterdannende krig
'Og bjergene gav genlyd' handler om mennesker, der lærer at blive onde, og nogle, som lærer at blive gode. De mødes i Afghanistan, hvor mulighederne er åbne for både det ene og det andet. Hosseini skriver om bundløs fattigdom og ikke så meget om krigene. Men klart nok spiller de en rolle; de er virkelige, og de er akkumulator, både for mere udnyttelse og fattigdom og for mere rigdom og grådighed. Krigene kan være karakterdannende. Men de kan også vise menneskers sande natur.
LÆS OGSÅ Der er mennesker, jeg gerne ville have hørt mere om i denne bog, og nogle, jeg kunne have levet uden (den rige ensomme dreng, som indgår som biperson i den første families skæbne). Men hele vejen igennem skriver Hosseini medrivende og billeddannende. Kærligt og medfølende, meget langtfra omklamrende. Romanen er en bog, man om morgenen glæder sig til at stå op til. Indtil den er forbi, og man må nøjes med at møde personerne på den mark, som Rumi skriver om i sit digt: »Hinsides alle forestillinger/om rigtigt og forkert/ er der en mark,/ Der vil jeg møde dig«.
