Masseturismen hører ikke kun nutiden til.
Allerede i middelalderen var turismen en central økonomisk drivkraft. Ikke ferie- og oplevelsesturisme i moderne forstand, men i form af pilgrimsrejser. På Europas landeveje færdedes et stadigt større antal pilgrimme på vej mod valfartskirker og hellige steder. De fornemste mål var Det Hellige Land, derefter kom Rom med Peter og Paulus’ grave, men også Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien med de jordiske rester af apostlen Jakob, Kristi bror, og Monte Gargano i Syditalien, hvor ærkeenglen Mikael havde vist sig for nogle fattige hyrder og efterladt sin kåbe, tiltrak tusinder af pilgrimme.
Overalt i Europa var der større og mindre valfartsmål med minder om hellige mænd og kvinder. Langs pilgrimsruterne blev der bygget herberger og kroer til indkvartering og bespisning, måske også en borg til beskyttelse. Valfartsmålene tiltrak ikke alene fromme pilgrimme, handelen fulgte i pilgrimmenes fodspor. I tilknytning til større og mindre valfartskirker arrangeredes årlige markeder, hvor købmænd mødtes, og hvor den lokale elite kunne afsætte en del af deres produktion og selv erhverve prestigegenstande og kostbarheder. Rigdom og turisme
Pilgrimmene var sjældent ensomme rejsende, en fyrste på pilgrimsfærd kunne være ledsaget af et følge på hundreder eller endog tusinder af personer. Det fortæller lidt om, hvilke krav der blev stillet til logistikken langs pilgrimsruterne, men også om indtjeningsmulighederne. Ofte var det kirker og klostre, der drev herberger og kroer. En række af Europas mest spektakulære kirker og klosteranlæg finder vi da også langs de gamle pilgrimsruter; de er monumentale vidner om den rigdom, turismen kastede af sig.
For nogle år siden udgav radiomanden Jørgen Johansen en fascinerende bog om vejen til Santiago de Compostela, en indsigtsfuld og sanset beskrivelse af en vandring i pilgrimmenes fodspor. Med bogen gav han den kulturhistoriske rejse ny vitalitet som litterær genre. Siden skrev han om de gamle byer i Holland og Belgien, hvorefter han udvidede perspektivet i Gyldendals bog om pilgrimme og pilgrimsrejser, der ikke kun handlede om den kristne verden, men også om muslimer, buddhister og hinduer på vandring, et forsøg på at indkredse ikke alene de religiøse, men også de kulturelle og mentale forudsætninger for pilgrimmenes færden. I sin nyeste bog fører han os ad det middelalderlige Europas måske vigtigste vej, fra Nordsøen til Rom med hovedvægten på strækningen gennem Alperne og Italien, den såkaldte Via Francigena, den frankiske eller franske vej. Moderne pilgrimme
De fleste af Europas gamle veje er i dag udplanerede, skjult under asfalt eller reduceret til småstumper. I dag gælder det om at være hurtigt fremme med fly, tog eller bil, hvad enten det gælder forretning eller ferie. Men sjælen kan ikke flyttes så hurtigt som legemet, stadigt flere satser på den langsomme rejse til fods eller på cykel, hvor man indfanges af natur og kultur. På vejen til Santiago færdes i dag tusinder af moderne pilgrimme, mange steder renoveres gamle veje og nye anlægges for at imødekomme nutidens vandrere.
Der er en stigende forståelse for, at de gamle veje er en del af vor identitet – ved det forrige italienske parlamentsvej var et af Romano Prodis valgløfter at føre Via Francigena tilbage til sin oprindelige skikkelse. Prodi erklærede, at han så vejen som udtryk for Italiens kristne rødder, men for den europæisk indstillede Prodi har det også spillet en rolle, at Via Francigena var middelalderens kommercielle hovedvej, ad hvilken italienske købmænd transporterede deres varer til de store markeder i Champagne i Nordfrankrig.
I de fire messebyer Provins, Lagny, Bar-sur-Aube og Troyes er der dog ikke bevaret meget fra messetiden. Provins’ pittoreske bindingsværkshuse er fra renæssancen eller endnu senere, da Paris og de nederlandske byer for længst havde udkonkurreret Champagnemarkederne, men i Bar-sur-Aube er der bevaret et overdækket galleri, som beskyttede de handlende mod vejrliget.
Jørgen Johansen er som altid en fortrinlig rejsefører. Han fortæller vejenes historie og lader de vejfarende selv fortælle, bl.a. hører vi om ærkebiskop Sigeric af Canterbury, der i året 990 tog turen fra Canterbury til Rom, dengang et mærkværdigt syn, en by, der et halvt årtusinde tidligere havde været en metropol med mange hundredtusinde mennesker, men nu var reduceret til næppe meget mere end 20.-30.000 indbyggere.
Pejlemærker i ruinlandskabet
Mange af oldtidens bygninger, som i dag er væk, eksisterede stadig i mere eller mindre ruineret stand. Valfartskirkerne var pejlemærkerne i ruinlandskabet, og byen blev til dels holdt i live af pilgrimmene, der valfartede til apostelgravene og andre hellige steder. Sigeric så den store mosaik i den lille kirke Santa Pudenzuana, hvor Kristus troner omgivet af apostlene i romerske togaer.
