Hvorfor skal vi gudløse være forment det hellige?

Sådan spurgte den norske psykiater Finn Skårderud i sin bog om det moderne menneskes ’Uro’ (1999) og forklarede: Det hellige er et rum, som ved grænser er adskilt fra hverdagen. Og det kan enhver vel have brug for, troende eller ej.

Jørgen Johansen, forfatter, kritiker og ikke mindst kendt som radiomedarbejder i DR Kultur, citerer Skårderud til forklaring på den virkning, som domkirkeruinen i Hamar på bredden af den norske sø Mjøsa har på ham.

Eller rettere sagt: virkningen af den ny ’værnebygning’ af glas og stål hen over ruinen, til værn mod vind og vejr. Her opstår »den sakrale stemning«, når tilskueren under ’drivhuset’ mærker sin »oplevelse af tilstedeværelse i universet« mødes med ruinens »erindring om tro uden tvivl«.

Den passage er, tror jeg, det nærmeste, vi kommer forfatterens egen oplevelse af det hellige, for Johansen modtager vist ikke åbenbaringer og trænger sig i hvert fald ikke på med dem eller med sin egen person. Hans rejser i middelalderpilgrimmenes spor – tidligere har han udgivet ’Vejen til Rom’ og ’Vejene til Santiago’ – er lærd og indlevet kulturessayistik. Drevet af videbegær og forundring, ikke af forkyndelse.

Steders betydning

Stederne selv og deres betydninger i fortid og nutid er hans emne: forfaldne kapeller og stolte stavkirker, bevarede helligkilder, herberger og ’sælehuse’, fauna og flora under Nordens himmel. Ad vor egen hærvej fra Hedeby til Aalborg og videre ad søvejen via Tønsberg og Bergen, eller ad bjergstierne op gennem Sveriges og Norges floddale og fjeldvidder fører den oplysningsmættede beretning os frem til Kristkirken i Nidaros, nu Trondheim.

Ved det nærliggende Stiklestad mødte Olav Haraldsson i 1030, hjemvendt efter et års eksil, sit Waterloo i kamp med lokale høvdinge. Olav var ikke meget frommere end vores Knud eller svenskernes Erik den Hellige.

Den brutale tvangskristning af norske bønder kunne næppe kaldes næstekærlig, men efter Olavs død sprang en kilde frem på Nid-elvens sydlige bred, syge blev raske, og kun et år efter døden blev kongens (stadig vellugtende!) lig genbegravet og helligkåret.

I en murniche til højre for alteret i den store Nidarosdom så jeg selv denne sommer den hellige kilde. Udtørret er den, men ikke som indtægtskilde: et lille bjerg af mønter ligger der bag gitteret, som i en ønskebrønd; og vi tilrejsende lægger større beløb i byens hoteller og restauranter for at studere Norges kroningskirke og museet i ærkebispegården ved siden af.

På den berømte vestfacade står bispe- og helgenskulpturerne på rad i flere etager, de fleste (gen)skabt i 1900-tallet: Olav, Sunniva, Birgitta af Vadstena, Frans af Assisi og Martin af Tours. Øverst knejser ærkeenglen Mikael med Bob Dylans ansigtstræk i bronze, en markering af figurernes tidløse funktion: Vi har altid haft brug for superstars.

Europæisk kulturvej

Hele nettet af gamle europæiske pilgrimsruter får i disse år fornyet opmærksomhed, Olavsvejene i 2010 udnævnt til »europæisk kulturvej«. Som nyreligiøse ømfodsprøver eller snarere modgift mod moderne historieløshed, det meget omtalte kollektive hukommelsestab?

Nå, rejse har vi nu altså gjort altid, så Johansen er i godt selskab med gamle kronikører som svenske Olaus Magnus, islandske abbed Nikolaus og engelske kardinal Breakspear såvel som med hellige Birgitta og senere Sigrid Undsets romanfigurer.

Som bogens titel antyder, ligger midlet mod moderne ’uro’ næppe ved rejsens mål, men på vejen ad hvilken det nås.

Jørgen Johansen taler om ’Veje til Nidaros’ fredag 7. november kl. 12.00, Tranescenen 1.

fortsæt med at læse

Klog bog tegner et fuldendt billede af en landsforræder