0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Man kan godt få succes uden litterære akrobatnumre

Khaled Hosseini har tryllebundet millioner af vestlige læsere med historier fra et land, der ellers er kendt for terrorisme, fundamentalisme og kaos. Fra sit hjem i San Francisco fortæller han om, hvordan hverken han eller Muhammedtegnerne kan forvente at bryde tabuer, uden at nogen føler sig trådt over tæerne.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den afghansk-amerikanske forfatter Khaled Hosseini er et fænomen.

Som ingen anden er det lykkedes for ham at gøre millioner af mennesker i den vestlige verden interesseret i Afghanistan. Ikke som stedet, der er hjemsted for Talebankrigere, som slår danske soldater ihjel. Ikke som hjemsted for moderne, muslimsk terrorisme. Læserne af hans to romaner ’Drageløberen’ og ’Under en strålende sol’ er interesseret i Afghanistan som et land med interessante menneskeskæbner. Et land med historier om levende mennesker, der ikke ses som talende burkaer eller muslimske fjendebilleder.

I Danmark er Khaled Hosseini så populær, at begge hans bøger jævnligt er blandt de mest sælgende i landet, og i Sverige var ’Under en strålende sol’, hvis fokus er afghanske kvinder, blandt de ti mest solgte romaner i 2007. Alle øvrige bøger i top-10 var svenske.

»Ærlig talt er det også lidt af et mysterium for mig selv. Det er altid lidt af et mysterium, når en bog pludselig rammer en universel følelse. Hvorfor lige den bog, og hvorfor sker det lige nu?«, siger 43-årige Khaled Hosseini fra sit hjem i San Francisco.

Fra den amerikanske vestkyst får han også fortalt, at man ikke behøver være dansk karikaturtegner for at træde muslimer over tæerne, og han får samtidig fortalt, hvad han egentlig mener om Muhammedtegningerne, der nu i to omgange har sat sindene i kog. Men det vender vi tilbage til.

Først til historien om, hvordan det er lykkedes Hosseini at gøre noget så fjernt som afghanske problemer til populær litteratur. Selv mener han, forklaringen på hans succes måske endda kan forklares med noget af det, nogle anmeldere har kritiseret ham for.

»Du kan være svensk eller dansk og stadig forstå dilemmaet mellem drengene i ’Drageløberen’. Begge mine bøger har været meget åbne, følelsesmæssige oplevelser og meget intense. De er samtidig drevet af en historie, som er en lidt gammeldags ting i moderne skønlitteratur. Jeg skriver ikke på den mest sofistikerede og stilfulde måde, men der er en meget klar fornemmelse af historie i begge bøger. Og jeg tror, at vi glemmer, at alle elsker, når nogen sætter sig ned og fortæller en fængende historie. Samtidig er der også en vis interesse for Afghanistan som følge af de aktuelle, geopolitiske realiteter i verden. Men det er nok ikke hovedårsagen. Den slags betyder, at en bog udkommer, men ikke at den holder sig i live i tre-fire år«.

Amerikanske kritikere har nævnt, at dine personer ofte er gode eller onde. Er dine lidt firkantede historier måske en forklaring på din succes?

»Ja, det tror jeg. Der er efter min mening mindre af det i min anden bog end i den første. Her er mine personer lidt mere nuancerede, håber jeg da, men jeg tror, det spiller en rolle. Men det subtile og spidsfindige er ikke en af mine kvaliteter. Det beklager jeg ikke, for det, historierne mangler af litterære akrobatnumre, henter de i hjem i kraft af en stor inderlighed og uforknyt åbenhed på det følelsesmæssige område«.

I ’Drageløberen’ valgte du at fortælle om afghanske mænd og drenge. I din nye bog ’Under en strålende sol’ beskriver du livet ud fra afghanske kvinders synsvinkel. Hvordan kan du det, når du er mand og bor i USA?

»Det var også derfor, det tog næsten tre år at skrive bogen, hvorimod ’Drageløberen’ kun tog et år. Jeg tænkte, at kvinderne i Afghanistan virkelig havde fortjent at få deres egen bog. Jeg måtte smide mange forsøg væk i begyndelsen, fordi jeg simpelthen ikke på det tidspunkt forstod mine personer. Jeg fokuserede så meget på køn, at jeg glemte at se personerne som mennesker. Men efterhånden som jeg forstod, hvorfor de frygtede det ene eller ønskede noget andet, så blev det meget nemmere, fordi personerne ligesom selv gav svaret«.

Researchede du hos afghanske kvinder?

»Jeg var i Kabul, året før jeg begyndte at skrive. Det var af private årsager, men da jeg alligevel var der, talte jeg med mange, mange mennesker og fik en klar fornemmelse af, hvordan det var at leve i Kabul i de dage. Hvordan det var at være kvinde, og hvordan det er at leve et hverdagsliv, mens raketterne flyver hen over hovedet på dig. Hvordan det er at miste venner, der er i flygtningelejre, og paranoiaen, man føler, når man går hen ad gaden med en bog under armen. En masse af de oplevelser og anekdoter, jeg hørte om i Kabul, kom med i bogen«.

Er din ambition at åbne vestlige læseres øjne, eller har dine bøger en mission i Afghanistan?

»Mit primære mål er at fortælle en historie. Jeg er hverken historiker eller polemiker. Jeg skriver historier, jeg finder på. Men hvis mine historier betyder, at folk får en bedre forståelse af Afghanistan, mere nuanceret, eller at de oplever, at landet ikke er spækket med terrorister, men faktisk har en egen kultur, så er det da skønt. Det er da godt, hvis læserne ser, at afghanerne har de samme menneskelige håb, som de og de fleste andre også har. Jeg tror, Afghanistan har brug for at komme ud af denne konstante anonymitet eller at være synonym med Taleban. Jeg glemmer aldrig en oplæsning, hvor en kvinde sagde til mig, at hun først ved at læse mine bøger fandt ud af, at der faktisk er træer i Afghanistan. I tv så hun altid kun ørkenen og bjergene, og der spiller romanerne da en rolle. Men det er ikke mit primære mål. Hvis man skifter perspektiv, ender man med en elendig historie. Hvis målet er at fortælle en god historie, kan man håbe, at det andet naturligt følger med«.

Hvordan er det for dig at se på Afghanistan i dag?

»Jeg ser med blandede følelser, men jeg hælder til den ret bekymrede side. Der har været to studier fra uafhængige tænketanke, som ser en ret alarmerende udvikling. Der har da været forbedringer, men det er et afgørende tidspunkt for Afghanistan. I syd og øst er der narkoproduktion, korruptionen er voldsom, og der foregår massive menneskeflytninger, samtidig med at fattigdommen er kolossal. Afghanistans problemer er store, og jeg er ret glad for, at man i dag i Europa og Canada taler om, at man skal ændre fokus på Afghanistan og forhåbentlig med det resultat, at man forpligter sig yderligere«.

Danmark har soldater i landet, og flere af dem er blevet slået ihjel af Taleban. Kunne du som forfatter beskrive livet set fra en Talebankriger?

»Jeg tror, man kan skrive en historie fra en hvilken som helst persons synsvinkel, men du må have en kerne i den person, som du væver hele historien omkring. Jeg har aldrig kunnet se mig selv i deres sted, så det ville være noget af en udfordring. Meget sværere end at beskrive Afghanistans kvinder. Det ville kræve en del research, og jeg er ikke sikker på, jeg ville have lyst til at tage til Peshawar eller andre steder og blive der i en længere periode«, siger Khaled Hosseini.

Han har i dag svært ved at forestille sig, at Afghanistan igen skulle blive et roligt sted i verden. Landet har rigeligt at gøre med at komme på fode igen efter 30 år med kaos og krig. Under alle omstændigheder kan han ikke se noget, der minder om en rolig fremtid i løbet af det kommende tiår.

Den sunde kritik
Kunne du se dig selv bo i Afghanistan?

»Det er svært at forestille sig. Jeg har været tilbage i landet to gange, og forhåbentlig kommer jeg igen mange gange endnu og bliver måske involveret i nogle områder af genopbygningen, men jeg er 43 år og har boet her i USA, siden familien kom for 27 år siden. Jeg har to børn på fem og syv år, så jeg kan ikke forestille mig at rykke dem op fra deres ståsted her for at flytte til et sted med selvmordsbomber. Det ville være uansvarligt«.

Det er langtfra alle, der læser i Afghanistan, men får du respons fra dem, der faktisk læser dine bøger?

»Ja, mest positiv. De ser deres eget liv, og ofte føler de også en national stolthed, fordi personer fra deres land optræder i en bog, som læsere i f.eks. Danmark læser. Men der er også kritik, og det skulle der også være. Det er sundt«.

Hvad går kritikken på?

»’Drageløberen’ beskriver emner, som er relevante, men meget ømtålelige i Afghanistan. Eksempelvis etniske rivaliseringer og seksuelt misbrug af børn. Det er emner, man ikke taler om offentligt, men som man godt ved findes. Men min bog beskriver det på en meget åben måde. På afghanere kan det virke, som om man smider en spand koldt vand i hovedet på dem. Det har da givet hævede øjenbryn og ofte på den kritiske måde. Andre har til gengæld beundret det. Når man sætter den slags ting på tryk, vil der uundgåeligt komme kritik«.

Og så Muhammedtegningerne ...
Da du skrev ’Drageløberen’, var det i perioden med angrebene 11. september 2001. Det gav konflikter mellem muslimer og resten af verden, og for to år siden kom Danmark i fokus, fordi en avis trykte tegninger af Muhammed. Nu er konflikten blusset op igen, fordi der ifølge politiet har været mordplaner mod en af tegnerne, og aviserne har trykt tegningerne igen. Betyder den fornyede konflikt noget for verdens syn på Danmark?

»Generelt vil jeg sige, at der en vis spænding mellem dele af den muslimske verden og Vesten. Og det begyndte vel for alvor med den iranske revolution. I dag ser vi begivenhederne i forbindelse med Muhammedtegningerne, men det er ikke en isoleret hændelse. Alt dette hænger sammen. Det er bare endnu et eksempel på det sammenstød, der foregår mellem to kulturer, der ikke forstår hinanden. Der er masser af misforståelser mellem dem. Jeg tror ikke, nogen karikaturtegner sætter sig ned og siger: ’I dag vil jeg fornærme den muslimske verden. Jeg vil virkelig pisse dem af’. Det er svært for mig at tro, at nogen skulle gøre det. Jeg ønsker altid at tro, at folk har en fornuftig mening med det, de foretager sig. Jeg støtter folks ret til som kunstnere, at de må udtrykke sig på den måde, de nu ønsker. Men hvis man gør det, så må man også forvente, at der kommer reaktioner. Det kan jeg jo se hos mig selv. Jeg vidste, at jeg i ’Drageløberen’ var i færd med at skrive noget, som ville medføre, at folk i min egen kreds ville blive oprørte. Jeg vidste, at bogen ville skabe et vist postyr, men jeg følte, at det tjente et formål. Personligt er jeg skuffet over, at den muslimske verden ikke har bevæget sig«.

Mod reformer?

»Ja, så moderate muslimer kunne blive talspersoner for den muslimske verden i stedet for, at folk som Osama bin Laden og andre tegner den muslimske verden«.

Du savner de moderate stemmer?

»Ja, og selvfølgelig findes de. Der er over en milliard mennesker i den muslimske verden, og hvor mange af dem er terrorister? Hvor mange af dem vil sprænge bygninger i luften og dræbe folk, fordi de har tegnet en karikaturtegning? Men af den ene eller den anden grund bliver disse moderate stemmer ikke hørt, men derimod dem, som vil hidse folk op. Det er noget, vi må gøre noget ved«.

Men du siger også, at når man udtrykker sig på skrift eller med tegninger, må man forvente reaktioner?

»Du kan ikke være naiv og gøre noget og derefter være chokeret over reaktionerne. Jeg siger ikke, at