0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Når jorden ryster menneskene

Haruki Murakamis noveller stråler af musik.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En kvinde er gået i baglås over jordskælvet i Kobe.

Hun sidder og stirrer på tv fem dage i træk, med sammenknebne læber uden at spise. Pludselig rejser hun sig og efterlader sin mand en besked om, at hun ikke kommer tilbage. For hende er han nu blot en klump luft. Hun har ingen familie i Kobe, ingen forbindelser dertil. Men noget er gået i stykker indeni, og så drager hun konsekvensen. Som de andre personer gør det i Haruki Murakamis mesterlige novellekreds, ’Efter Skælvet’. Men af forskellige årsager og med forskelligt resultat. Det eneste fælles er, at noget sker, af uvisse årsager, man ikke helt kan gennemskue. Man må prøve sig frem.

Den japanske forfatters fortælletalent er ekstraordinært. Hvordan han folder utrolige, mystisk forbundne begivenheder ud som en slags eksistentiel hverdagsrealisme, kan man læse i alle hans romaner og mest berømmet i de to store hovedværker ’Kafka på stranden’ og ’Trækopfuglens krønike’. Men i ’Efter skælvet’ kan man nu for første gang på dansk se, at hans enestående talent og forførende stemninger også omfatter novellens præcise kortform.

Det perfekte bål
Nogen helt vilkårlig samling noveller er det nu heller ikke. Alle fortællingerne finder sted en måned efter det store jordskælv i Kobe i 1995, og de kredser alle om dette centrum som en uudtalt fælles erfaring. Det være sig kunstneren, der inden skælvet forlod sin familie i Kobe for at bruge livet på at bygge perfekte bål af drivtømmer på stranden, bankmanden, der møder en frø i menneskestørrelse og bliver bedt om at hjælpe i kampen mod en regnorm, der vil ødelægge Tokyo, eller den midaldrende speciallæge, der på en ferie i Thailand indser, at døden ligesom livet er noget, hun skal begynde at øve sig på.

Personerne har ingen kontakt på tværs af novellerne, men de oplever alle en forandring, et skifte i deres liv. Rødder er blevet revet over. Som sådan får det store jordskælv en symbolsk betydning, men der er ingen generelle konklusioner at drage. Murakamis personer er skrøbelige, de brister og falder i deres egne afgrunde, eller de tager sig sammen og springer over, lærer at bage honningkage af den honning som tilværelsen har givet dem for meget af – som bjørnen Tonkichi i børnefortællingen inde i den afsluttende, rørende kærlighedsnovelle.

Venskab og kærlighed
Stemningskunst er det i høj grad, han udfører. For fortællingerne har nok temaer og anslår væsentlige strenge om venskab, kærlighed, sex og død, men de gør det som altid hos Murakami på en konkret og åben vis, hvor almene betragtninger eller noget så metafysisk gammeldags som ’en mening’ synes at undslippe. Vi er alle forskellige, og dit liv er ikke nødvendigvis som mit, selv om det ligner.

Murakami har et vidunderligt ligefremt, daglig