En kvinde er gået i baglås over jordskælvet i Kobe.
Hun sidder og stirrer på tv fem dage i træk, med sammenknebne læber uden at spise. Pludselig rejser hun sig og efterlader sin mand en besked om, at hun ikke kommer tilbage. For hende er han nu blot en klump luft. Hun har ingen familie i Kobe, ingen forbindelser dertil. Men noget er gået i stykker indeni, og så drager hun konsekvensen. Som de andre personer gør det i Haruki Murakamis mesterlige novellekreds, ’Efter Skælvet’. Men af forskellige årsager og med forskelligt resultat. Det eneste fælles er, at noget sker, af uvisse årsager, man ikke helt kan gennemskue. Man må prøve sig frem. Den japanske forfatters fortælletalent er ekstraordinært. Hvordan han folder utrolige, mystisk forbundne begivenheder ud som en slags eksistentiel hverdagsrealisme, kan man læse i alle hans romaner og mest berømmet i de to store hovedværker ’Kafka på stranden’ og ’Trækopfuglens krønike’. Men i ’Efter skælvet’ kan man nu for første gang på dansk se, at hans enestående talent og forførende stemninger også omfatter novellens præcise kortform. Det perfekte bål Nogen helt vilkårlig samling noveller er det nu heller ikke. Alle fortællingerne finder sted en måned efter det store jordskælv i Kobe i 1995, og de kredser alle om dette centrum som en uudtalt fælles erfaring. Det være sig kunstneren, der inden skælvet forlod sin familie i Kobe for at bruge livet på at bygge perfekte bål af drivtømmer på stranden, bankmanden, der møder en frø i menneskestørrelse og bliver bedt om at hjælpe i kampen mod en regnorm, der vil ødelægge Tokyo, eller den midaldrende speciallæge, der på en ferie i Thailand indser, at døden ligesom livet er noget, hun skal begynde at øve sig på. Personerne har ingen kontakt på tværs af novellerne, men de oplever alle en forandring, et skifte i deres liv. Rødder er blevet revet over. Som sådan får det store jordskælv en symbolsk betydning, men der er ingen generelle konklusioner at drage. Murakamis personer er skrøbelige, de brister og falder i deres egne afgrunde, eller de tager sig sammen og springer over, lærer at bage honningkage af den honning som tilværelsen har givet dem for meget af – som bjørnen Tonkichi i børnefortællingen inde i den afsluttende, rørende kærlighedsnovelle. Venskab og kærlighed Stemningskunst er det i høj grad, han udfører. For fortællingerne har nok temaer og anslår væsentlige strenge om venskab, kærlighed, sex og død, men de gør det som altid hos Murakami på en konkret og åben vis, hvor almene betragtninger eller noget så metafysisk gammeldags som ’en mening’ synes at undslippe. Vi er alle forskellige, og dit liv er ikke nødvendigvis som mit, selv om det ligner. Murakami har et vidunderligt ligefremt, dagligdags sprog, der konstant formår at prikke hul i virkeligheden og åbne et unikt litterært univers – selv om en novelleforfatter i den sidste fortælling netop ironiserer over det begreb, ’litterært’, man taler jo heller ikke om, at en vellavet sukiyaki er ’kødagtig’, vel. Og det kan han jo have ret i. Det kræver sin oversætter at følge Murakamis originale musik, men Mette Holm er lydhør over for stilen. Det er et held, at vi har så stor en oversætter på et sprog- og kulturområde, kun meget få har ekspertkendskab til herhjemme. Det er en fryd at læse Murakami på dansk, og jeg glæder mig allerede til at tage bogen op igen og nyde den i ro og mag.
