Livet kan tage den mærkeligste drejning, som det hedder i Sveriges nye magasin, Filter. Og en drejning tog det for en mand ved navn Charles Moore, kaptajn på den gode 50 fods katamaran Alguita, cirka 130 sømil nord for Hawaii. Det var 3. august 1997. Moore så sig om. Alguita lå midt i en subtropisk hvirvel, som allerede havde et dårligt rygte blandt sejlere. Men det, der vendte op og ned på hans liv, var ikke stilheden og ikke vejret, men det svineri, som omgav båden. Gamle net, dunke, presenninger, badelegetøj, dæk, overalt. Pludselig var det som at sejle gennem en flydende losseplads – dér, hvor havet skulle være allermest sig selv. Hvor pokker kom al dette plastik og ragelse fra? Og hvor kommer Filter fra? Göransson vil filtrere Begge dele skyldes vel en fiks ide. Plastik blev opfundet for 144 år siden, og svineriet nord for Hawaii beviser i bedste fald, at det ikke forgår så let, i værste fald, at det er umuligt at blive af med. Og Filter er et splinternyt magasin ’For dig som vil vide mere – først’, som det dristigt hedder. Modig mand, Charles Moore, som siden er blevet maritim miljøfreak. Og modig mand, Mattias Göransson, chefredaktør for dette eksklusive filter af tidens stort og småt. Hvor tidens samfund vil smide ud, vil Göransson filtrere og samle vigtigt op. Hans hippe magasin er på størrelse med Anders And & Co, skønt det sikkert hellere vil sammenligne sin størrelse med National Geographic. Det har også en and på forsiden, men det er en badeand med rød kyssemund og mere end rumpen bar. Hovedrubrik: »Plastik angriber os – Sådan blev badeanden din værste fjende«. Umiddelbart turde det vel berolige, trods alt. Her gik man og troede, at fattigdom, klimahelvede og et spirende atomkapløb i Mellemøsten var det, der skulle true vores nattesøvn. Og så viser det sig, at en badeand er ved at blive vores værste fjende. Et magasin for eftertanke Men når Filter går på gaden med historien om plasten og Stillehavets losseplads, er det med sænket alvorsfuld røst, og hvis vi er i tvivl, skal vi bare se et billede af en albatros, som fik dårlig mave. Det tror pokker. Maven var stuvende fuld af affald og ikke så lidt plastik (se billedet). Værsgo, måske vi andre skriver om ftalater ved særlige lejligheder. Filter sætter modigt svineriet øverst på sin nye dagsorden. Et nyt magasin? Hvis man frygtede, at internettet og nye tv-formater var ved at overtage dagsordenen for enhver debat, er det jo vederkvægende, at en flok svenskere vil give den velfortalte historie, de gode interview og de flotte billeder en ny chance til sofakrogen eller en stille dag på oceanet. Af billedet at dømme ligner chefredaktør Göransson sin generations mediedrenge. Kronragede og glatbarberede på de sort/hvide portrætter. Det, der startede som et mønsterbrud, er blevet en uniform, som det nu går med den slags. Men Filter er på sæt og vis gammeldags. I andre medier skal det efterhånden gå stærkt og stakåndet. Filter er et magasin for eftertanke. Et magasin, som tør skrive langt, men ikke død og pine skal tvære al ting ud over halve og hele timers læsning. Det er småt som tegneserien, men eksklusivt som de fedeste newyorkermagasiner, på én gang. Troede vi, at gode billeder pr. definition kræver plads som hvirvlen nord for Hawaii, viser Filter, at gode billeder snarere kræver ro – selv på den lille side står de stærkt. Og de behøver ikke handle om krig og død og sex, selv om det nu også kan være interessant. Tid til at beskrive virkeligheden På Filter kan de skrive. De kan også fotografere. Begge dele med reportage i fokus, virkeligheden er interessant nok til, at man ikke behøver vride den af led for at få en historie ud af den. Reporterne skal ud i livet, ud at møde nogle mennesker, som har en historie at fortælle. En gammel opskrift på journalistik. Filter vil rendyrke metoden. Det er det gode. Filter tager sig tid til at beskrive virkeligheden. Det afstår fra kommentarer, om end det ikke afspejler holdningsløshed. Det interviewer Kerstin Ekman om jagt og krybskytteri og manuskriptet til filmen ’Varg’ (Ulv), som havde premiere forleden. Interviewer reklamefilmsinstruktøren Jesper Kouthoofd om hans designeventyr med tøjmærket Acne. Og møder Carl Lundström bag websiden Pirate Bay. Stille, roligt, også fascineret – og mener ikke meget selv. Så er der det knapt så gode: Bevares, det er da opmuntrende, at det nye magasin gerne står til søs – eller gerne køber en fremragende amerikansk reportage om plastikaffaldets maritime hvilested – for at stille verden til ansvar for sig selv. Og det er da også opmuntrende, at revselse af USA ikke igen-igen er opskriften på intellektuel selvtilfredsstillelse, som medievaner nogle gange kunne give anledning til at tro. Men når verden nu adskillige steder står i brand … når religiøse galehoveder er travlt optaget af at sætte såkaldte civilisationer op imod hinanden … og når vi hævdes at stå konfronteret med vores egen klodes klimamæssige ødelæggelse – så var det måske ikke for meget forlangt at forvente lidt refleksion over de dele i et nyt tænksomt magasin? Det er flot at holde tilværelsen ud i strakt arm. Men det kan blive lidt tamt at tabe forbindelsen. Indholdet giver sig selv En af ideerne med Filter er ifølge redaktør Göransson, at læseværdige fortællinger findes overalt. Men er det opfindsomt eller endnu et vink om disse overflodssamfunds hang til at bruge ufattelige mængder af tid på mad, inklusive snak om mad, at Göranssons første indfald er at følge en kok på »en svedig aften« i hans rysten og bæven for, at Guide Michelin kommer på besøg? Er det virkelig så smart – eller rigtig klogt – at kanalisere så meget intellektuel hjernekraft ud i, hvordan vi i sidste ende fylder bugen? Ja, det er åbenbart smart – også i Filter, også i Sverige, som på mindre end en generation har bevæget sig fra trøstesløse statslige restauranter til mad, man åbenbart kan være bekendt at spise, med eller uden Michelin-stjerner. Filter er for den nysgerrige. Men det er sorteret stof, det giver sig selv – og også kritisk stof. I den faste sektion om Bøger, film, mad&drikke, medier, musik, rejser, stil og teknik, betvivles sandhedsværdien i Ismael Beahs bog ’Den lange vandring’ om livet som barnesoldat i Sierra Leone. Der stilles spørgsmålstegn ved, om den italienske olivenolie altid er lavet af oliven. Og der spørges til kvaliteten af det blæk, tatovører prikker ind i arme, som givetvis satses på at høre til læserkredsens univers. Lader læserne tænke selv I en række interview præsenterer Filter os også for forskeren Fredrik Hären, som flyttede til Kina for at lære kineserne at blive mere kreative. Nu er han, som Filter skriver, »tilbage i Sverige – for at lære svenskerne at blive mere kinesiske«. Vi møder Miljøpartiets Maria Wetterstrand, der tog til Afrika og blev fascineret af giraffer, senere ændrede det hendes holdning til dét, Filter beskæftiger sig mest med: livet derude. Og vi møder en Amnesty-aktivist, der ved check-in til Kina-flyet runddeler et specielt kort over Beijing og det kinesiske systems forbrydelser i byen. Det er noget af det tætteste, vi kommer en social indignation i bladets miks mellem kort og langt. ER det velskrevet? Ja, vel er det så, og mange af Filters historier skyldes endda én reporter, Arik Almquist, skønt bladets redaktion også omfatter andre fremragende skribenter som Ivar Ekman, der nu har sat sig på en af bladets redaktørstole. Idealet er klassisk. Vis verden, som den ser ud. Påstå ikke, at du nødvendigvis ved, hvorfor. Gør rugbrødsarbejdet. Lad læserne tænke selv. Vi takker for tilliden.