Hvis han havde ønsket det, kunne J.D. Salinger have solet sig i succesen med sin debutroman ’The Catcher in the Rye’ på 57. år.
Men offentlighedens søgelys har Salinger undgået de seneste mange år.
Selv om fans og pressefolk med stor ihærdighed i årevis forsøgte at få ham i tale eller i det mindste få ham at se i den lille by Cornish i New Hampshire, hvor han har boet siden 1953.
Til sidst opgav de fleste at trænge sig ind på forfatteren.
Ikke engang hans naboer har man kunnet få et ord ud af. De har klappet i for længe siden, skrev Charles McGrath fra The New York Times forleden i en artikel om litteraturens store tavse mand.
Ikke fotograferet i årtier
1. januar fyldte Jerome David Salinger 90 år.
Om det blev fejret og i givet fald hvorledes, får vi næppe nogensinde at vide.
Og skulle man komme forbi Cornish, kan man næppe genkende manden, der skrev en af efterkrigstidens mest populære og omdiskuterede generationsromaner, som på dansk kom til at hedde ’Forbandede ungdom’ i 1953.
For han er ikke blevet fotograferet i årtier.
Faktisk har han levet så hemmelighedsfuldt, at det ikke er forfærdelig langt ude at tvivle på, at han overhovedet stadig er i live.
Seneste værk er fra 1965
Det vil i så fald blot være et af mange gætterier om ham i de sidste 40 års tid. Sidste gang han optrådte på tryk som forfatter, var i juni 1965.
Dengang kunne man læse hans novelle ’Hapworth 16, 1924’ i The New Yorker.
Han har ikke talt med en journalist siden 1970’erne, og da den britiske kritiker Ian Hamilton ville citere fra Salingers breve i en biografi i 80’erne, lagde forfatteren sag an. Og vandt.
Tavsheden har sat gang i fantasien blandt Salingerologerne. Teorierne er talrige. Nogle mener, at han ikke har skrevet et ord siden 1965.
Andre tror, at han har reoler og skabe fyldt med manuskripter, som han først ønsker trykt efter sin død. Andre igen er overbeviste om, at han har fortsat med at skrive, men har brændt alle sine tekster.
'Hapworth 16, 1924'
Siden han trak sig tilbage, har fans spekuleret i, hvordan man skal fortolke ’Hapworth 16, 1924’, som aldrig er blevet trykt i bogform.
Den har cirkuleret i mere – og mindre – original version fra fan til fan. I 1997 gav forfatteren et forlag lov til at udgive den, men senere trak han tilladelsen tilbage.
Historien har dog nået så vid udbredelse, at den har været genstand for stadig diskussion om, hvorvidt den indeholder tegn på Salingers fremtidige planer.
’Hapworth 16, 1924’ er et meget langt brev fra karakteren Seymour Glass, der i historien er syv år gammel og på lejrskole, hvorfra han skriver til sine forældre om sine religiøse tanker, sin forelskelse i en kvinde og sine tanker i det hele taget.
»Om det er intentionen eller ej, synes han at være en projektion af sin skaber«, skriver Charles McGrath.
Indespærrede kvinder?
Guder og kvinder er da også temaer, som fylder meget i teorierne om Salingers liv siden midten af 1950’erne.
Zenbuddhisme, hinduisme, kristendom, Scientologys forfader Dianetics, homøopati, makrobiologi og meget andet nævnes på ikkeeksperternes site Wikipedia, hvor man ikke skal tro på alt, man læser.
At Salinger i 1955 giftede sig med studenten Claire Douglas står til troende.
De blev skilt i 1967. Angiveligt fordi hun var træt af nærmest at være spærret inde i hjemmet i Cornish.
Det skulle i hvert fald fremgå af en bog, som deres datter har skrevet om sin barndom og om forældrenes ægteskab. ’Dream Catcher: A Memoir’ siges at beskrive Salingers horrible kontrol over sin kone.
Samliv med yngre skribent
Da Claire Douglas var flyttet, fandt Salinger en anden kvinde.
Ligesom han havde fået sin første hustru til det, fik han muligvis også overtalt den unge, talentfulde skribent Joyce Maynard til at opgive sin karriere og holde sig hjemme i Cornish.
I hvert fald holdt Maynard skrivepause i nogle år, hvor hun boede sammen med Salinger.
Var han en tyran, tog hun nogen revanche i 1998, hvor hendes erindringer udkom.
Notesbøger
Ifølge hende havde hun i løbet af deres forhold set masser af notesbøger på hans reol og troede, »at der var mindst to nye romaner låst inde i en boks«, som The New York Times skriver.
Nok så interessant kan Maynard ikke dokumentere, at der har stået noget i de notesbøger, hun har set, mens hun delte tag med Salinger. I princippet kunne bøgerne bestå af blanke sider.
Det ville være en skam. Som Charles McGrath skriver, er Mark Twain den eneste anden amerikanske forfatter, som med stor præcision har brugt humor i sine beskrivelser af det banale i det prætentiøse i storbyliv
Og i mange årtier var det ret svært at være teenager i en folkeskole uden at skulle igennem ’Catcher in the Rye’.
I Amerika havde romanen i 70’erne den tvivlsomme ære at være både en af de mest brugte bøger i undervisningssystemet og den oftest censurerede. Mange steder fyrede man lærere, der opmuntrede eleverne til at læse den.
Medmindre det bare er endnu en skrøne om Salinger?
fortsæt med at læse
