Brev sendt til skole i Åbenrå. Det relativt lille beløb, der kræves, samt dødningehoveder på kuverten, brevet var sendt i, antyder, at afsenderen kunne være en elev på skolen. Illustration fra bogen

Brev sendt til skole i Åbenrå. Det relativt lille beløb, der kræves, samt dødningehoveder på kuverten, brevet var sendt i, antyder, at afsenderen kunne være en elev på skolen. Illustration fra bogen

Bøger

Dumme og dybfølte trusselsbreve udgives

Efter succesen med at udgive en samling anonyme trusselsbreve kommer nu fortsættelsen 'Jeg tager bomben med når jeg går'.

Bøger

I fatted det åbnbart ikke føste gang, vi skrev. Mæn det var A-L-V-O-R!!! Nu magger i rat! Eller I kan køs jer selv gonat. Plus jeres liv (og ting). Årnlige mensker skrammer ikke hinanden for at få pænge (eller rat). Holt så op! Eller I blir udgivet i bog!

Venlig hilsen – Tratte Journalister.

Det er stadig ikke let at forfatte et troværdigt trusselsbrev. I fjor udkom ellers lidt af en manual udi kunsten.

En samling håndskrevne verbale karaktermord under titlen ’Jeg er bevæbnet og har tømmermænd’, samlet i Rigspolitiets arkiv af forfatterne Christian Lund og Robin Engelhardt og udgivet af People’s Press.

Overordentlig morsom En skatkiste af eksempler på den ukuelige optimisme, der hersker blandt små og store fisk i den danske berigelsesbranche, når det gælder om at true sig frem i livet. Da vi omtalte bogen, advarede vi læserne mod selv at eksperimentere med denne litterære form derhjemme. For det er ikke sjovt at modtage sådan et brev. Men, som vi med røde ører erkendte, ganske overordentlig morsomt at læse. Bogen solgte i 10.000 eksemplarer.

Stavekontrol til kuglepenne
Og nu er forfattere og forlag parate med en opfølger i ’Jeg tager bomben med når jeg går’ i god tid til mandelgaveindkøbet – denne gang med nye genrer som (mere eller mindre) udspekulerede trickbreve og bodfærdige tilståelser.

Vi burde ikke omtale bogen, men kan ikke nære os. Man kan godt have en svag karakter, selv om man kan stave. Og som forfatterne anfører i forordet:

»Om ikke andet kan man opleve, hvor usselt der somme tider kommunikeres, når solen er gået ned i dagens Danmark«.

Det er altså ikke for sjov det her, men et forsøg på at lodde folkesjælens dybder og hertil en opfordring til, at en eller anden opfinder en stavekontrol til kuglepenne.

Fantasifuldt raseri
Hvert tiende danske trusselsbrev havner hos Rigspolitiet, og det er betagende, hvad de har liggende fra de seneste 26 år af perfide mishagsytringer.

Og ikke mindre tankevækkende, hvilke attentater på retskrivningen, der følger, når man lader følelserne føre pennen.

Der er tale om en slags skriftlige brøl simpelthen. Med arrigskab som kreativ motor. Det ene eksempel mere rigt på fantasifuldt raseri end det andet.

Og hertil talrige lektioner i de vanskeligheder, det kan volde at omsætte et jævnt og frådende talesprog til let forståelig håndskrift.

»Måske er jeg bevæbnet«
Vi lægger klassisk ud med sedler forfattet til brug ved røverier i pengeinstitutter og lignende. Bare husk: Det er ikke Deres avis, den er gal med. Det er Deres medmennesker.

»Dette er et røveri«, stod der på en lap linjeret papir afleveret i et pengeinstitut for få år siden. Og, tilføjer vedkommende i næste linje: »Dette er et røveri«.

Det første var nok bare overskriften.

»Måske har jeg et våben«, bevæger teksten sig videre. Fulgt af det kryptiske:

»Måske ikke«.

Hvilket, kunne man mene, måske var et spørgsmål, den kloge røver burde se at få forhandlet på plads med sig selv, før han skred til skranken, men kan også være en sproglig sikring, som på samme tid skal stemme kassereren i den rette rædsel og lægger fundamentet til en strafnedsættelse, i fald man bliver fanget.

Tænker forud
Flere brevskrivere tænker faktisk adskillige træk frem. Også den tyv, som på bagsiden af en notesblok fundet i en villa efter et indbrud efterlod en hilsen:

»Fuck dig svin! Tror du der står någet sjovt her? Så tro om!!!!!!!!!! Fuck dig, fuck dig. Nej det gør der ikke!«.

Lang næse til ordensmagten.

Og nu vi er i gang med tyveknægte med lettere forhøjet selvfølelse, kan følgende seddel nævnes, efterladt af en indbrudstyv: »Tror du at du kan narre os med fire låse din bums. Hilsen ta’ selv biksen«.

Lydfølsom bombe
Men indimellem overraskes man. Eksempelvis af dette brev, som rent teknisk tangerer manualens saglige syntaks. Forfattet af en røver på skrivemaskine og med versaler på bagsiden af en konvolut.

»Posen som står ved den anden side er der en bombe i og den går af ved meget støj og efter 3 minutter eller hvis jeg skyder på den eller jeg bare råber lidt«.

Med følgende gulerod til personalet:

»Er du hurtig tager jeg bomben med når jeg går«.

Hvorefter man bare må håbe for røveren, at banken ikke ligger ud til en stærkt trafikeret gade eller anden larm, som kunne bringe kuppet til en brat og næppe helt gennemtænkt afslutning.

Staver ad H til
Og hvad kan man så lære af alt det her?

Jo, folk med ondt i sinde skriver ofte formskrift, staver generelt ad H til og arbejder hyppigt ud fra den optimistiske devise, at den ordblinde narrer den mindre ordblinde.

Men som antydet ovenfor er disse sprogligt og følelsesmæssigt udfordrede medborgere en sammensat skare og bør granskes kategori for kategori.

Og den første, vi skal se på, kunne vi kalde personer med forkærlighed for på skrift at brøle håndplukkede ukvemsord.

Som i denne hilsen, sendt til en politimand, der tog del i de voldsomme sammenstød med demonstranter efter afstemningen om Maastricht-aftalen i 1993:

»Dit hjernedøde SVIN. Om kort tid er dit dumme grimme ækle fjæs knust, så du kan godt købe din kiste dit ækle perverse voldsdyr«, står der med blokbogstaver.

»FES DEN IND«, fortsætter brevet med fede avistyper, før afsenderne slår tilbage i håndskrift for som finale at demonstrere deres humoristiske nuancerigdom med følgende subtile og i sig selv nærmest kriminelt originale iagttagelse:

»Nåh Nej. Du har jo ingen Hjerne«.

»Andres Fogh!!«
Det har tidligere statsminister Anders Fogh heller ikke, mener en vis Maria.B, som i et håndskrevet brev, hvor hun ganske vist kalder ham »Andres Fogh!!« uden svinkeærinder skrider til evalueringen af hans indsats i embedet:

»Jeg synes du er den dårligste stastminister, der nogen sinde har rediger i DK.... Fucking møgsvin!«.

Herefter følger et par analyser af partiet Venstre (»lorte parti«) og dets allierede (»I sidder bare og Piller næse og tørrer røv i skolens penge... Fucking møgsvin alle sammen«).

Et snarligt besøg og en lille gave stilles i udsigt, før Maria.B til slut springer med følgende gode politiske råd:

»Går af din post eller du kommer, til at fortryde det perker svin«.

Men mon ikke det alligevel kom en smule bag på hende, at han fulgte rådet.

Jaloux rival
Også institutioner er gode at afreagere på.

Og det var, hvad der skete, da DR i 1980’erne førte en licenskampagne, hvilket udløste dette brev til DR’s medarbejdere i Valdemarsgade, hvori man forlangte at »disse infame overgreb på dele af den danske befolkning« ophørte og truede med at detonere en sprængladning.

Også menigmand tilbydes jævnligt håndfast anonym vejledning. Engang i 1990’erne modtog en kvindelig medarbejder på et apotek således dette brev fra en jaloux rival:

»Ruth. Michaels og mit forhold må du ikke ødelægge denne gang. Vi holder det skjult indtil videre. Det har været strengt at få udleveret nervepiller af dig på (strøget, red.) Apotek. Det rager ingen jeg får dem. Du har fortalt det videre. Jeg har klaget over dig til (strøget, red.) Hansen. Jeg vil ødelægge alt for dig på (strøget, red.) Apotek«.

Og endelig, dødsstødet:

»ps: Jeg handler nu på et andet Apotek«.



Valgfri straf
For andre er løbet kørt. Som den kvinde på en tankstation i Vangede, som i et brev blot fik sin straf udmålt: »Vi kommer og slår dig ihjel mandag aften, din lede, dumme, arrogante tøs.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi er dødtrætte af at blive dårlig behandlet af dig. Du er under observation indtil du dør«. (Hvilket fremstår som en overskuelig opgave, da arbejdet må formodes afsluttet bemeldte mandag aften).

Så tilstår forfatterne til et langt brev til en ældre herre deres offer en anderledes grad af indflydelse på sin skæbne.

Han skal ganske vist lægge 15.000 kroner i bunden af sin opgang, men kan så i øvrigt vælge mellem følgende modydelser: 1. Rusmidler. 2. Tøser 15-18 år. 3. Kvinder 19-45 år. 4. Sprut.

At afkrydse. Og kan på særlige streger sågar nærmere præcisere »ønsket alder«.

I samme genre finder vi et brev skrevet til et medlem af den nynazistiske gruppe White Pride i forbindelse med kritiske artikler om gruppen i Århus Stiftstidende. Her gælder valgfriheden dog kun den metode, han skal modtage sin straf på.

»Hvad har du lyst til:*Brækket kæbe/arm/? knæskal/fingre/?? *Generel tæsk. *Hjemmebesøg. *Natbesøg (opgangen er jo åben!)«.

Svært at være anonym
Bogen præsenterer også eksempler på de lidelser, anonymiteten påfører brevskriverne.

For eksempel for »bombe manden-kvinden fra skanderborg«, som i 1980’erne i et brev til Århus Stiftstidende og politiet underskrevet »man-of-war« (hvilket for den nidkære læser kunne antyde, at der næppe er tale om en kvinde) lader meddele, at han(/hun?) »ikke kan li’ at i ikke skriver om mig jeg står bag den bombe der sprang på morten børup skolen den 8/8 82«.

Herefter følger en række andre tilståelser, ligesom det oplyses, at skrivemaskinen er bortskaffet, fingeraftryk fjernet og brevskriveren ikke registreret hos politiet.

Som vedkommende konstaterer: »det er jeg for smardt til ha ha (den der ler sidst ler bedst). Og så sættes der ellers trumf på med et: »alle fejl i brevet er måske lavet med vilje«.

Et røgslør, vi overvejer at annektere her på avisen.

Respekt for autoriteter
Og så er der brevet til »Hr. politimester« i Rødby fra en borger, der er utilfreds med, at politimesteren ikke agter at foretage noget strafferetsligt i anledning af brevskriverens »gennem et par år fast indarbejdede Praksis at hilse uniformeret politi med nazihilsen«.

En grad af tolerance, vedkommende finder krænkende, hvorfor han fortsætter: »Jeg udbeder mig hermed oplysning om, til hvilken myndighed jeg indgiver klager over denne disposition«.

Respekten for autoriteter er i det hele taget stor, og nogle opererer tydeligvis med et udvidet uniformsbegreb. I hvert fald vælger en brevskriver af alle øvrighedspersoner i kongeriget at sende sin advarsel om en farlig terrorist til en ... bademester.

En helt ny kategori, forfatterne har fisket ud af Rigspolitiets arkiver, er de rene svindelnumre. Som den kortfattede maskinskrevne besked – med en sirlig overskrift udført i hånden – hvor der står:

»Døgnboksen er beklageligvis under reparation. Benyt venligst brevsprækken«. Med autoritativ underskrift i versaler: »Venlig hilsen VORDINGBORG BANK«.

En metode, som i flere tilfælde har lokket kunder til at lægge deres penge i en boks opstillet – og senere samvittighedsfuldt afhentet – af brevskriverne.

Sans for kundepleje
Samme sans for kundepleje udviste en røver i 1980’erne, da han – efter at have bundet købmanden i kælderen – satte et skilt i døren: »Lørdag d. 31/12 - 8 kl 9.30 har jeg måtte lukke resten af dagen på af sygedom. Vi åbner igen mandag. Venligst hilsen købmanden«.

Ved større operationer kan det selvsagt være nødvendigt at give sig ud for lidt mere end købmand, og i et brev til en kvinde på Østerbro på Forsvarets Oplysningskontors brevpapir, lod man hende i 1985 vide, at man i forbindelse med indlogering af et større »kontinent« udenlandske enheder under »den store Nato-øvelse Blue Express« så sig nødsaget til at beslaglægge hendes bolig og bad hende stille til orienteringsmøde i Valby Kulturcenter.

Andre har anlagt mere civile strategier for at forhindre, at de retmæssige ejere gik i vejen, når man havde arbejde at udføre på deres matrikler.

Samvittighedsfuld blotter
En borger i Hillerød modtog i 2001 i et brev skrevet på kommunens papir, hvori hun blev frarådet at være hjemme i et nærmere angivet tidsrum, da der ved reparation af en læk i et biogas/fjernvarmerør var risiko for »underjordiske rystelser samt explotion«.

At det gode også lejlighedsvis sejrer over det onde, ses af et brev fra en blotter, der angrer sin afklædte kravletur ind på en kvindes altan og derfor sender en buket blomster:

»Jeg burthe nok have gjort dette noget før men jeg har ikke kunne få mig selv til at tag mig sammen, så jeg håber at De vil tag i mod en pænd undskylning og modtag dette puket«. Underskrevet »Den Flove«.

Angeren møder man nu i sin reneste form i et brev, hvor en person udtrykker sin skam over at have nolet en skoleklasses opsparing til en udflugt for selv at få råd til at sende familien på ferie:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg vil aldrig, kan aldrig tilgive mig selv...Derfor får I nu alle pengene tilbage og jeg håber derved ikke hele jeres ferie og ture er aflyst«, står der, hvorefter vedkommende slutter på det høje C:

»I skal vide, at jeg elsker jer, som var I mine egne«.

Knap så morsom som forgænger

Og at heller ikke hjælpsomheden mellem fremmede blev helt afskaffet med ungdomsoprøret, beviser denne besked på et stykke ternet papir fra 1997 om:

»Hej Søren Dit store fjols! Her har du din pung igen. Jeg tog de 614,25 kr. Til gengæld sender jeg pungen med det samme. Pungen lå og flød ude midt på Herlev Ringvej lige ved posthuset«, skriver den hjælpsomme og tilføjer:

»P.s: Jeg tog også klip-kortet«.

’Jeg tager bomben med når jeg går’ er måske knap så morsom som sin forgænger. Og det kan jo heller ikke blive ved. Ingen bliver glade af anonyme trusselsbreve. Ud over måske i glimt en forstyrret bog- eller avislæser. Derfor:

Fat det nu, Pikfjæs! Trusler skrives af desperate, ensomme, innebrænte stakler. Og er ikke nær så morsomme at modtage som at skrive. Derfor: Nu styre du dit nærvsambrud! Ellers...

... udgiver de bare en bog til.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce