I løbet af de seneste år er der udkommet en stribe klassiske filosofiske hovedværker i dansk oversættelse.
På dansk kan vi nu læse både Hegel og Kant, Hobbes og Schopenhauer, Heidegger og Sartre, Hannah Arendt og mange andre. Og det er jo dejligt, at forlagene sådan vil gøre det filosofiske pensum tilgængeligt for et bredere dansklæsende publikum.
Man kan imidlertid godt tvivle lidt på, om en kompliceret sag som f.eks. Heideggers ’Væren og tid’ vil blive læst af andre end akademikere, der jo faktisk er forpligtede til at henvise til den tyske originaltekst, men om ikke andet har ikke-tyskkyndige i hvert fald nu muligheden for at give værket en chance.
Præsentation af værkets tanker
Den seneste filosofiske klassiker på dansk er den jødisk-hollandske filosof Baruch de Spinozas (1623-1677) posthumt udgivne ’Teologisk-politisk afhandling’, eller på latin ’Tractatus theologico-politicus’.
Filologen Niels Henningsen har stået for oversættelsen, der må siges at være mere end bare almindelig vellykket. Sproget er let og flydende, nærmest hverdagsdansk, hvilket formentlig ikke havde været muligt, hvis ikke Spinozas egen tekst i forvejen var særdeles pædagogisk og veldisponeret.
Henningsen har – som det jo forventes ved denne type udgivelser – også skrevet en indledningsartikel, der præsenterer værkets tanker og sætter dem ind i en historisk kontekst.
Modernitetens fødsel
Spinoza levede og virkede i Amsterdam, der havde en jødisk ghetto, var et driftigt handelscentrum, men som samtidig også var præget af ortodokse calvinisters lovfromhed og intolerance.
Intolerancen mærkede Spinoza også fra sit eget jødiske samfund, der smed ham ud af synagogen, fordi hans holdninger mere og mere fjernede sig fra den jødiske tro.
Spinoza var fritænker og rationalist og har om nogen være med til at præge oplysningstænkningen, især den tyske udgave, som vi finder hos Leibniz og Kant.
Noget af det mest interessante ved ’Teologisk-politisk afhandling’ er, at den giver et usædvanligt klart billede af de problemer, de europæiske eliter tumlede med i forbindelse med modernitetens fødsel.
Oplysningstænkerne havde erkendt, at feudalismen, kirkelige autoriteter og religiøse traditioner ikke længere kunne fungere som grundlag for samfundet; der måtte derfor findes et nyt grundlag og en ny måde at tænke forholdet mellem religion og politik på.
Det er netop disse emner, der optager Spinoza i nærværende afhandling.
Forsvar for 'religionen'
’Teologisk-politisk afhandling’ er religionskritisk i den forstand, at det gør op med en række traditionelle religiøse forestillinger, der særligt florerede blandt menigmand og den klasse, Spinoza uden nærmere specifikation kalder »teologerne«.
Men Spinoza afviser samtidig diverse beskyldninger om, at han skulle være ateist. Han gør op med »overtroen«, men forsvarer samtidig »religionen«.
Den religion, han når frem til, er – naturligvis – en universel, rationel religion, der i bund og grund ikke er andet end moral. Gud forstår han som mønsteret eller forbilledet for det gode liv, og hensigten med Bibelen er at lære menneskene at være lydige imod den universelle moral, der er indskrevet i den menneskelige natur.
Religionen har dermed ikke noget at gøre med sandhed og viden, men udelukkende med moral.
Læsevenlighed
Samtidig forfægter Spinoza en radikal forståelse af ytringsfrihed, hvad han også kalder »friheden til at filosofere«.
Ethvert menneske må ved fornuftens hjælp danne sig sine egne meninger om Gud, troen, sandheden osv., og der må i det nye demokratiske samfund, Spinoza ser for sig, være religionsfrihed, en udstrakt tolerance og total ytringsfrihed.
