Jeg tror ikke, folk kan lide kriminalromaner, fordi der er mord i dem, eller fordi de udtrykker den endelige (intellektuelle, sociale, legale og moralske) ordens triumf over kaos. Men fordi kriminalromanen i sin reneste form er en historie om formodning«. Sådan skrev den semiotiske professor, middelalderekspert og italienske bestsellerforfatter Umberto Eco for over 25 år siden. I et berømt essay 'Kriminalromanens metafysik', som i et efterord til Ecos egen succesroman 'Rosens navn' både var en forklaring på, hvorfor en lærd intellektuel skrev en munkekrimi og i det hele taget beskæftigede sig med et så tilsyneladende underlødigt fænomen som kriminalromanen. Fy - skriver De kriminalromaner? Her i begyndelsen af 80'erne var det endnu visse steder god tone at rynke på næsen ad krimilitteratur. Det var triviallitteratur, kiosklekture og masselæsning, noget du muligvis kunne læse på en varm julidag i sommerhuset i mangel af bedre, men ikke noget, du flagrede med under PH-lampen hjemme i det kulturradikale eller konservative patricierlejlighed med klaver. Nok blev krimigenren taget alvorligt i det store udland som seriøs kultur, men her i Danmark, så tæt ved dannelseskulturens Tyskland og så fjernt fra krimiromanens kuvøser, var den generelle holdning stedt et sted mellem overbærende skepsis og decideret afvisning. Selv om svenskerne Maj Sjöwall & Per Wahlöö op igennem1970'erne havde opnået en både folkelig og kritisk succes med deres ti bind om politimanden Martin Bech og co. og det svenske samfund som en stor forbrydelse, var der endnu kritikere, som bebrejdede lyrikeren Ole Sarvig, at han engang skrev kriminalromaner. Endelig på vej ind i varmen Formasteligt og siden har en anden digter Henning Mortensen såmænd fået både ros og pris for sine uforlignelige krimiromaner. Dog er der den dag i dag stadigvæk små mennesker, som mener, at en rigtig digter ikke kan bedrive en krimiroman uden at sælge ud af poesibogen. Helt absurd, når der blandt genrens historiske forsvarsadvokater findes store poeter såsom Charles Baudelaire, og T.S. Eliot. I virkeligheden var professorens ord et symptom på, at han og andre (post)strukturalister i Frankrig og omegn længe havde beskæftiget sig med kriminalromanen som et litteraturvidenskabeligt emne. Frem for alt den franske litteraturforsker Tzvetan Todorov, som i 1966 i sit værk 'Prosaens poetik' helligede et skelsættende kapitel til krimiromanens typologi. Så med Todorov og siden Eco og mange andre forskere kom krimien langt om længe fra kulden og ind i anerkendelsens varme stue. Opklarelsen Umberto Eco skriver, at krimien handler om formodning i et essay, hvor han desuden taler om dens metafysik. Det lyder religiøst. Og det er det, både-og. Det metafysiske er jo fornemmelsen for, at enhver krimi helt klart har sin egen gud, forfatteren, som har konstrueret et plot og en historie, hvor læserens formodning om sammenhæng enten tilfredsstilles eller skuffes. Men set i et større perspektiv gælder det jo for al litteratur. Når vi læser 'Stolthed og fordom' eller 'Den kroniske uskyld', foretager vi samme læserpsykologiske vandring. Vi formoder, at vi ved vejs ende i en bog er blevet beriget med noget andet og mere, end da vi begyndte på første side. Den firkantede forskel mellem krimien og så mange andre tekster er, at vi her mener at vide, hvad vores formodning skal ende ud i. At forbrydelsen opklares, kriminaliteten afsløres, og morderen enten uskadeliggøres eller i det mindste arresteres. »Forget it, Jake, it's Chinatown« Alligevel, sådan er det jo ikke altid i genren. I nogle romaner slipper forbryderen væk, og nogle gange er forbrydelsen så indviklet i et politisk og moralsk system, at opklaring ikke kommer på tale. Endelig kan krimien være som et dårligt gudsbevis, så opklaringen bliver til ren retorik, beviset til en tynd fernis over noget, som skulle være bragt lovligt i orden, men ud fra gustne omstændigheder ikke blev det. Denne kyniske realisme er essensen i den sidste sorte sætning i Roman Polanskis film noir og filmpastiche over den hårdkogte krimiroman fra mellemkrigstiden 'Chinatown'. Nemlig de efterhånden klassiske ord »Forget it, Jake, it's Chinatown«. Den hårdkogte kriminalroman skrev jeg ovenfor, og det er vel efterhånden den mest anerkendte i genren. George Simenon, Dashiell Hammett og Raymond Chandler er overalt kommet ind i de officielle litteraturhistorier og kanoner for lødig litteratur. Sådan var det ikke altid. Arabesker og labyrinter I 1920'erne og 30'erne var de store navne de to dronninger, Agatha Christie og Dorothy Sayers. Ganske vist nød de ikke dengang den akademiske verdens store interesse, men anerkendte forlag som vort eget Gyldendal udgav dem da med ren samvittighed. Disse klassiske og britiske krimier kalder vi i modsætning til de amerikanske og franske for 'blødkogte'. Men det er noget af en tilsnigelse. Tæller du lig, blod og vold og sådan set med tiden også sex i denne del af genren, er de blødkogte mindst lige så hårdkogte som, ja - de såkaldt hårdkogte. På baggrund af Todorovs teorier om krimien og Ecos syn på denne som en labyrint vil jeg hellere lancere en anden og mere sigende opdeling, ved at benytte de to stilfigurer, arabesk og labyrint. Groft sagt er en arabesk et mønster i en tegning, du kun kan opdage ved at træde lidt tilbage fra denne, holde afstand og gøre synet nøgternt. Sådan er den distancerende deduktion hos den klassiske detektiv à la Sherlock Holmes og Hercule Poirot, mestertænkere, som er udenfor og derfor kan se den rette sammenhæng i den intime kriminalitet; se plottet som en snedig arabesk. Derimod er den amerikanske privatdetektiv à la Sam Spade og Philip Marlowe nødt til at gå ned ad storbyens onde gader og personligt trænge ind i kriminaliteten som en labyrint. Maskuline rødder Det gode danske ord for en labyrint er irgang, som langt bedre signalerer, at privatdetektiven ikke kun nu og da tager fejl, men også tillader sig at fejle, fordi han undervejs er blevet involveret så meget i sagen, at han ikke kan eller ikke ønsker at se klart. Forelsker sig fatalt i den morderiske kvinde, lader sig bestikke eller endnu værre erkender, at han er i den bydel, hvor forbrydelse betaler sig. Igen Chinatown. Kort fortalt er kriminalromanens historiske rødder yderst maskuline. Edgar Allan Poe og ikke mindst Arthur Conan Doyle bliver gerne udstukket som genrens oldefædre. Men man kan såmænd også pege på 1700-tallets oplysningsmænd som Voltaire og Schiller, 1800-tallets romanforfattere som Balzac, Dickens og Dostojevskij, bygmestre af genrens dunkle katedraler over bristede illusioner og store forventninger, som alt sammen ender i forbrydelse og straf. Kvinderne på banen Men fra tiden lige efter Første Verdenskrig overtages genren sådan set ved en feminin paladsrevolution. Agatha Christie bliver kejserinden over den klassiske whodunnit, hvem-gjorde-det-krimien, og i hendes kæmperige ser vi andre monarker såsom Dorothy Sayers, Ngaio Marsh og Margery Allingham, der i naturlig arvefølge og i vor tid bliver afløst af P.D. James og Ruth Rendell. Siden er der kommet amerikanske regenter til såsom Elizabeth George, Marcia Muller, Sara Paretsky og Sue Grafton. De tre sidste navne adskiller sig imidlertid fra de øvrige kvindekrimiforfattere ved at skrive romaner, hvor detektiven er en bevidst og selvstændig kvinde, nu og da endog en markant feminist. Femikrimi og gynokrimi I USA begyndte man derfor at skelne mellem de traditionelle femikrimier - Sayers og co. - som selvfølgelig godt kunne accentuere kvindelige værdier og synspunkter, men helst gjorde det igennem en mands øjne, en aristokratisk lord eller politimand, og de såkaldte gynokrimier, som er kriminalromaner skrevet af og med opdagende kvinder i plottet, spøjst nok en genre, som blev opfundet af den divine Agatha Christie med hendes Miss Marple-krimier efter Anden Verdenskrig. Personligt overværede jeg engang på en krimikongres, hvorledes begrebet gynokrimi blev opkastet af selveste Sara Paretsky i hendes forsvar for sin detektiv Victoria Warshawski og dennes månedlige blødning. I hidsig infight over for et panel af mandlige kolleger, som helst og hadsk kun ville have blod fra et skudsår i en hårdkogt krimi. Jagten på menneskeligheden Siden har vejen ad hvilken ind i genrens nyeste udviklinger være kvindelige. Alene i Norden kan vi bryste os af de ypperste repræsentanter for den moderne kvindekrimi: Kerstin Ekman, Karin Fossum, Kim Småge, Anne Holt, Unni Lundell, Karin Alvtegen, Liza Marklund, Camilla Läckberg og vor egne Kirsten Holst, Gretelise Holm. Elsebeth Egholm og Sara Blædel. Hvorfor er det sådan, dette rykind af kvinder i en genre, som vel umiddelbart må siges med et rask slag af politistaven er typisk maskulin på grænsen til karlekammerets voldsromantik. Ja, men er den nu også det? Kriminalromanens udvikling afspejler selv kriminalitetens historie, skriver en anden krimiteoretiker, økonomen Ernest Mandel i sit standardværk 'Frydefulde mord'. Men hermed afspejler den vel også en anden historisk uretfærdighed, overset og dog mere en del af dagligdagen end det sensationelle mord, nemlig den kønsmæssige ulighed og samfundsmæssige skævhed mellem mænd og kvinder. Der findes en anden menneskejagt end den med politi og tyve. Just den moderne jagt på enhver menneskelighed som forsvinder, når en forbryder blot mere bliver en brik i et spil og en kvinde en genstand, sexobjekt og faktotum i en mands verden. Dette er spændende, og det behandles forskelligt af kvindelige forfattere, hvad enten de er femi- eller gyno-kriminelle. Formoder jeg, siger manden metafysisk sammen med Umberto Eco og andet højpandet karlfolk med æggehoved og drengerøv.