Duften af din kvindelighed
er en lumsk tilføjelse
til min personlige historie.

Irakerne brummer, nikker bekræftende. Danskerne lytter andægtigt og lader i højere grad ordene flyve om ørerne som blomsterblade; æstetik, men ikke nødvendigvis et udsagn, man skal være enig eller uenig i. Begæret
der slukkede mig
befriede mig for mit
navns slaveri.

Endnu et digt, der afføder det samme mønster, tilsyneladende nationalt, kulturelt bestemt. Irakerne synes at tænke: Yes, been there - done that. Brummer og nikker. For danskerne er det måske mere nydelsen af digtets rytmik, vokalernes skønhed, den meget implicitte hentydning til en autoritær virkelighed, vi kun kender fra aviserne. Litteraturens vilkår De otte digte, der reciteres på både irakisk og dansk, er skrevet af lyrikeren og journalisten Salam Sarhan, der selv er i København i forbindelse med de dansk-irakiske kulturdage, der varer til og med tirsdag, og som denne søndag eftermiddag har taget form af et seminar i PH Cafeen på Halmtorvet i København. De forskellige reaktioner på oplæsningen af det samme digt kunne være et udgangspunkt for en slags referat. Hvor dansk digtning i visse årtier - ingen nævnt, ingen glemt - har brystet sig af en utvetydig og kras politisk dagsorden, så har irakisk lyrik af indlysende grunde en anden historie. Alligevel formår digte uden nogen let aflæselig social eller politisk agenda at få lytterne til at samstemme. Hvor repræsentative de end viste sig at være for forskellene mellem irakere og danskere, så var digtene ikke, hvad seminaret handlede om, og de blev da heller ikke nævnt. De var der for at pynte på en eftermiddag, der risikerede at blive knastør. En eftermiddag, hvor emnet var 'Litteraturens, forfatternes og ytringsfrihedens vilkår i Irak - før og nu', og hvor værterne var Dansk PEN, Sammenslutningen Assununu m.fl. Mor er bekymret Litteraturkritikeren Fadhil Thamir, formand for den irakiske forfatterforening, var den finurlige gæst i det ene ringhjørne, en nobel mand i sort jakkesæt med en rød og grå trøje med V-udskæring indenunder, en grå slipseknude og en hvid skjorte. En slags finkulturens noblesse oblige. Interessant nok var det den anden gæst, der var repræsentanten for det officielle Irak: en yngre mand, Aqueel Al-Mandelawi, i briller og sweatshirt, og med bedekransen rullende mellem fingrene i ledige stunder. Al-Mandelawi er embedsmand, chef for det irakiske kulturministerium. I samme sekund Al-Mandelawi, der ligner en alvorsmand, skal til at begynde sit oplæg, ringer hans mobiltelefon, højt og bimlende. Han tjekker, hvem det er - og med et grin henvendt til forsamlingen: »Det er min mor. Hun ringer altid til mig. Når jeg er i Irak, bekymrer hun sig meget om min sikkerhed«. Men vi er ikke i Irak nu. Vi er i Danmark, og den lidt pauvre forsamling af tilhørere er fra begge folkeslag, og så den blandede, der opstår under totalitære regimer, når dissidenter og folk, der på anden måde er truet på livet, flygter fra styret i deres hjemland. Saddam Hussein skabte titusinder af dem verden over. Ifølge Fadhil Thamir, hvis forfatterforening tæller 1.500 medlemmer, handler irakisk litteraturdebat om æstetik: »Om litterære tendenser, om hvorvidt litteraturen skal være moderne eller klassisk, om romanen kontra novellen. Om smuk og elegant poesi. Om smuk medmenneskelighed, om at tilskynde til liv og skønhed. Det er ikke sloganer, vi har brug for i litteraturen«. Under overfladen To år efter den amerikanske invasion af Irak er der ikke sket det store på litteraturfronten, siger Fadhil Thamir: »Under Saddam blev digterne tvunget til at skrive lyrik, der hyldede krigen med Irak og siden den irakiske invasion af Kuwait. Hvis de nægtede, kunne de blive smidt i fængsel eller blive henrettet«. »Forfatterne blev gode til at udtrykke sig ved hjælp af visse 'huller' i deres digte eller romaner. De 'huller' fordrede, at læserne fandt på nye måder at fortolke litteraturen på, for hvad var det, som digteren undlod at skrive«. »Det var Hemingway, der sagde, at den gode tekst kun viser en lille smule på overfladen, som et isbjerg - hele resten gemmer sig under vandet, i det usagtes verden«. »Irakisk digtning har altid haft denne dialektik mellem det tilstedeværende og det fraværende, og det var læsernes opgave at indsætte de ord, der var udeladt. Det har efterladt os med en litteratur, der ofte er splittet, fragmenteret og marginal«. Friheden er en byrde Og det værste er, at to år efter Saddams fald er situationen nøjagtig den samme. I dag kan alt siges. Alt. Men kunstnerne lider af granatchok, af en ekstrem perpleksitet, der forhindrer dem i at »implementere deres nyvundne frihed«, som Fadhil Thamir udtrykker det: »Frihed er blevet en byrde for disse forfattere. De mange års tyranni har i den grad påvirket deres måde at tænke og skrive på, at de stadig skriver på samme måde og om de samme emner. Censurens spøgelse lurer over dem, og det er på tide at begynde at komme til kræfter igen efter det enorme psykiske chok, som invasionen var«. »Men nu er der kommet en ny form for undertrykkelse, nemlig terroristernes. Hver dag eksploderer der bomber i Bagdad, og de går ikke længere kun ud over udlændinge«. »Da en arabisk tv-kanal for nylig begyndte at vise en serie af kontroversielle udsendelser, der hed 'Vejen til Kabul', fik de trusler fra al-Qaeda, der ville bombe deres kontorer, og så indstillede de serien. Religiøse grupper spreder nu skræk i nord, syd, øst og vest. Overalt. Og de overfalder frisørsaloner, kvinder og piger uden slør, studerende, der læser bøger, de ikke må læse ...«. »De bygger deres eget kongerige af død og ødelæggelse«, siger Thamir med lyrisk eftertryk. Religionens grænser Kulturministeriets direktør er mere forsigtig i sine udtalelser, bl.a. fordi han mangler alderens frygtløshed. Han synes, det hele går rigtig godt, at kulturlivet blomstrer, at der er plads til alle i det: kommunister, islamister, fundamentalister, nationalister osv. Han er fra en akademisk familie, der gemte sin bogsamling af frygt for Saddams 'sikkerhedsstyrker', og han begræder, at mange intellektuelle foretrak at blive tømrere; »en tragisk situation«. »For mig betyder konceptet 'frihed', at jeg har lov til at gøre, hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det«, siger Aqueel Al-Mandelawi, og retorisk spørger han, om der findes grænser for friheden. »Ja«, svarer han selv, og mere end én etnisk dansk ryg retter sig i salen: Hvad skal vi nu høre? »Ja, der bør være grænser for friheden. Grænser bestemt af religion«, og dét bliver ryggene ikke mindre stive af, »af loven og af kulturelle traditioner. Derfor kan friheden aldrig strømme frit«. Irak i dag har, ifølge Al-Mandelawi, 100-150 aviser og magasiner, og hundreder af tv- og radiokanaler. Sprogene, der under Saddam var begrænset til arabisk, er nu endvidere tyrkisk, kurdisk, »ja, selv persisk«. Men han har yderligere en pointe, der nok kan vække genklang i et dansk demokrati, der har sine tilbagevendende problemer med at tillade - eller forbyde? - ytringer fra danske nazister eller fra Hizb-ut-Tahrir: »Alle kan i dag kritisere regeringen alt det, de vil. Man kan skrive om alt. Og vi har brug for en lov om informationer, for i Irak har vi i dag 10-20 medier, der er kontrolleret af terroristerne, og det er vi nødt til at tage os af, når den nye regering træder til. Det er en udøvelse af ytringsfriheden, som vi må og skal regulere. Når det er sagt, har ingen irakere i dag nogen rimelig grund til at være bange«. Dit æsel! Det er velgørende at mærke den løse, frie tone i salen. Da forfatterformand Thamir bekender, at han er »ekskommunist, men liberal«, lyder det fra salen: »Vel er du så kommunist«, men i al godmodighed. Thamir har været på banen for at svare på dansk kritik over sin udtalelse lidt tidligere: »Jeg kan ikke lide amerikanerne. De er kolonialister og imperialister«. »En af mine venner, en kvinde der er ansat i Akademiet for De Skønne Kunster i Bagdad, blev engang brutalt verfet væk af en amerikansk soldat: »Tilbage, dit æsel!«, råbte han til hende, og den tone oplever vi hele tiden«. »De skyder op i luften for at komme igennem menneskemængder, og de udviser mildt sagt ikke civiliseret adfærd, når de går rundt i gaderne. Jeg kan stadig ikke acceptere, at vi blev befriet af amerikanerne, jeg kan ikke have det i mit hoved. Hvis nogen skulle befri os, skulle det være os selv!«. Kulturdirektøren, Aqueel Al-Mandelawi, vil gerne modificere. Det er de uuddannede, primitive amerikanere, som er svære at holde af. Han smiler tolerant, når han fortæller om en amerikaner, som han møder tit i embeds medfør, og som har lært sig at omfavne Al-Mandelawi på irakisk vis, hver gang de ses. Lidt som når jyder begynder at kysse deres mor i Århus på begge kinder, når de har boet i København et par år. »Det er så blevet omgangstonen mellem os«, siger Al-Mandelawi, og Fadhir Thamir supplerer: »Ikke dårligt - især da ikke hvis det er en kvinde!«. Det er typisk, at der begynder at gå kvinde og venskabelig lummerhed i den, når et emne er ved at være uddebatteret. Foreløbigt uddebatteret. De irakiske gæster kan vende tilbage til deres hjemlands vemodige mad i forlængelse af de shawarmaer, de delte, inden seminaret begyndte. Vi andre - vi andre kan gemme os i vintermørket, som vi plejer. Gilgamesh
som mistede livets urt
forstod ikke at 'nuet'
er lig med evigheden.