Det gode billede? Det står omme på næste side! Det hænger lige rundt om hjørnet! Det gode billede skifter hele tiden ligesom vejret og landskabet. Det gode billede er ikke tegnet endnu. Eller rettere: Det gode billede bliver tegnet hele tiden. Hårdt arbejde For nylig tilbragte jeg fire dage i selskab med 'Det gode billede'. Sammen med tolv mennesker fra hele verden var jeg i en jury, der skulle finde det bedste billede blandt 2.966. Det billede, som skulle have den største pris ved illustratorudstillingen i Bratislava. Det var hårdt arbejde. Og tretten andre mennesker fra hele verden havde med garanti aldrig valgt Ali Reza Goldouzian fra Iran til en Grand Prix. Måske var han end ikke blevet bemærket. (Jeg har været med til sådan noget flere gange, og jeg plejer at trøste mine upræmierede bekendte i børnebogsverdenen sådan: »Hvis I vidste, hvor tilfældigt det er!«). Forskellige tungemål Men det er ikke et tilfælde, at 410 tegneres 2.966 tegninger gradvist og relativt ubesværet bliver reduceret til et par håndfulde. Her er en høj grad af enighed. Alligevel står det hurtigt klart, at der ikke kan sættes fælles ord på, hvorfor det skulle være netop dem. Der findes ganske simpelt ikke et sprog for smag. Eller rettere: Der findes mindst tretten! Tegneren fra Polen taler om lysindfald, ro og fylde. Bibliotekaren fra Tyskland bemærker den harmoniske konstruktion. Tegneren fra Brasilien siger: »Det kan jeg godt lide!«. Hans kollega fra Iran brummer i forskellige tonelejer. Jeg siger: »Det ligner Dupont og Dupond«. Ud med epigonerne Efter kort tids (sam)arbejde udvikler sådan en gruppe dog ét fælles sprog. Det er i henseende til epigoneri. Navne som Erlbruch, Sendak og Schröder (Binnette ikke Gerhard) er lig med en dødsdom. Andre ord bliver vi aldrig enige om. Stereotypt. Kitsch. Folklore. Sentimentalt. Fladt. Grafik. Hvad er der galt med det? Stereotyper er godt. Spørg bare folkeeventyret. Det behøver i hvert fald ikke at være noget dårligt. Og af angst for de store følelser er vi nok ofte tilbøjelige til at se dameblade og skovsøer, hvor disse ikke findes. Fravalget af perspektiv er ikke i sig selv negativt. Spørg blot Max Bjævermose! Og grafiske mønstre er tegnekunstens moder. Sjovt nok handler det meget sjældent om, hvorvidt et billede er for børn eller ej. Men de mest iøjnefaldende fallossymboler bliver dog hurtigt sorteret fra. Angst for alvor Nu står tretten voksne mennesker foran en række sort-hvide tegninger, hvis håndværksmæssige kvalitet er tårnhøj, og diskuterer, om det er til ægte tårer eller ej. Billederne fortæller om en lille pige og et par ældre mennesker. Det er nattebilleder. De er svøbt i vat. Uklare, hemmelighedsfulde og drømmende. Senere er der nogle livfulde billeder fra en fjern kultur. Jeg kan godt lide dem. Men så er der én, der råber »horror vacui« (= angsten for det tomme rum), og så er den ged punkteret. Angst for alvor og frygt for fremtiden. Det er på disse to punkter, at vandene skilles. Det seneste tiårs internationale badutspringeri med store hoveder og vilde armbevægelser er efterhånden ved at falde til ro. Det er dog ikke blevet til større inderlighed - endnu. Snarere til vellignende hygge omkring et veldækket kaffebord. Og på den anden led, så skal de nye, yngre, drengede tegnere ikke vente nogen nåde af sagkundskaben. Grove konturer og grimme gestalter; dieselmotorer, bodegavom og mekanik. Tegneserieagtigt! Det er ikke godt (nok). Der er ellers en hel del af dem rundt omkring i verden. Flere af dem er piger. Desværre vil kun meget få af disse gode Bratislava-billeder nå frem til Danmark. Formentlig ikke engang den iranske vinder. Sådan er markedet. Men vi kan også selv! Grafiske romaner Det gode billede ledsages normalt af ord. Dem tager man ikke stilling til i Bratislava. Her står tegningen helt alene. Og det er vel egentlig karakteristisk for det moderne gennembruds billedbøger - i hvert fald i Danmark - at billederne står alene, at ordene ikke er fulgt med. Hverken på den ene eller på den anden måde. Gode tekstforfattere - som Kim Fupz - hænger ikke på træerne. Og der er aldrig for alvor arbejdet med at udvikle en anderledes og energisk og velfungerende sammenhæng imellem ord og billede, selv om der har været mange forsøg. I denne tid tegner billedbogstegnerne sig opad i kundekartoteket og skaber grafiske romaner, som det kendes fra tegneseriens verden, for de større børn. Det kan blive en forløsende sammensmeltning af tekst, tegning og tidsånd. Det gode billede har regeret i Danmark, siden de unge tegnere (flest fra skolen i Kolding) for omkring ti år siden sparkede døren ind til børneværelserne med fynd og klem og sprælskhed. De kerede sig heller ikke om, hvorvidt 'det er for børn'. Der ligger nu en skattekiste af langtidsholdbare danske billedbøger i butikker og på biblioteket (mest det sidste!), så man kan på sin vis sige, at markedet er mættet. En bog som 'Bjørnen kommer' med debutanttegninger af Mette-Kirstine Bak er lige så bersærk og forårsfrisk i dag, som da den udkom i 1997 (med tekst af Lene Fauerby). Der er massevis af 'Det gode billede' på dansk i de hundredvis af nysudgivne billedbøger. Nu gælder det om at identificere og bevare et par håndfulde af dem. De bedste billeder. De skal være hos os længe.