Vil du skrive et stykke om Jensen?«, syntes jeg, spørgsmålet i telefonen lød. »Hvem Jensen?«, spurgte jeg en anelse distræt. »Johannes V.«, lød svaret. »Nå, den Jensen«, svarede jeg, »men det kan man ikke«, fortsatte jeg, for jeg vidste tilstrækkelig meget om nobelpristageren med de skarpe kanter til at vide, at det nok ikke ville være muligt. Men da livet har fortalt mig, at man aldrig skal sige nej til noget, før man er sikker på, at man virkelig ikke vil eller ikke kan, sagde jeg, at jeg ville se på sagen. Og mens jeg slingrede væk fra telefonen over til den frelsende sofa, for forespørgslen havde ramt et eller andet i mig, gled mine erindringer om møder med Johannes V. Jensens tekster gennem mig. Faktisk mødte jeg ham ret tidligt. Min far elskede nemlig sangen om Kannibalen, den der begynder med linjerne »Vi kom til Porto Riccos kyst/ og fik med kannibaler dyst«, så den kunne jeg på linje med 'Jeg en gård mig bygge vil' og andre kedelige børnesange.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce