Mysterier er der åbenbart mange af i Sverige og endnu flere politifolk til at opklare dem. En god gammeldags privatdetektiv får ikke en gummisko til jorden på svensk grund. I hvert fald hvis vi skal tro de romaner, der oversættes til dansk: I Ystad og omegn blomstrer kriminaliteten ifølge Henning Mankell trods kriminalkommissær Kurt Wallanders utrættelige indsats mod 'Mordere uden ansigt' og en halv snes romaner mere (Klim). Ligesådan i kommissær Erik Winthers og forfatteren Åke Edwardsons hjemby Göteborg, i foreløbig seks romaner (Fremad). Og i Håkan Nessers syv bind (Modtryk) om den filosofiske kommissær Van Veeterens sisyfoskamp mod svensk kriminalitet. Striben af strømere, hvis meritter ikke engang er oversat til dansk, er betydelig længere - også bagud i litteraturhistorien til den nutidige svenske politiromans mor og far, Maj Sjöwall og Per Wahlöo, og deres problembarn Martin Beck. Er det hans skyld, svenske kriminalforfattere netop skriver politiromaner? Er Martin Beck den skyldige? Ja, det er Leif GW Persson ikke utilbøjelig til at mene, og han må vel vide det? Ikke alene har han netop fået romanen 'Mellem sommerens længsel og vinterens kulde' ud på dansk (Modtryk), han kender også korpset indefra: Han er kriminolog, professor i faget politiefterforskning på Polishögskolan. »1970'ernes amerikanske tradition for politiromaner har måske, foruden Sjöwall og Wahlöö, påvirket svenske forfattere, men jeg har læst for få af dem til at udtale mig om det. Personligt beskriver jeg nok det miljø, jeg selv har arbejdet i, men ellers er der ikke megen dokumentarisme i det, mit hovedsigte er at underholde. Det samme gælder vel de andre forfatteres romaner: De forbrydelser og møder med forbrydere, der skildres, kender vi jo sjældent i kriminalpolitiets dagligdags efterforskning, der i langt højere grad foregår ved skrivebord og computer. Der var også en anmelder, der undrede sig over de betydelige mængder blod, der spildes i svenske krimier«. Tanken om en sammenhæng mellem politiromanerne og en vis politiskepsis i den svenske befolkning, f.eks. oven på efterforskningen af mordet på Olof Palme og nu senest på Anna Lindh, er Persson helt fremmed over for. Et skær af latterlighed, som vi kender det lige fra betjentene Kling og Klang i 'Pippi Langstrømpe' og frem til denne sommers filmkomedie 'Kops', hviler der heller ikke over svensk politi, mener Persson, heller ikke hos forfatterkolleger uden ansættelse i korpset: »Henning Mankell og Åke Edwardson er ikke ukritiske over for politiet, men i dem af deres romaner, jeg har læst, er hovedpersonerne positivt skildret som ret uundværlige politifolk. De dårlige politifolk er kun bifigurer«, påpeger Leif GW Persson, der udgav sine første romaner flere år før Palmemordet. De klonede kommissærer Kan kriminologen i Stockholm ikke løse mysteriet om overvægten af svenske politiromaner, lyder det helt modsat, når man spørger Willy Josefsson, producent ved Sveriges Radio og forfatter til kriminalromanen 'Erindringen om en morder' m.fl. (Lindhardt og Ringhof): Hvorfor er der så mange svenske politiromaner? »Fordi der et hemmeligt sted i Sverige befinder sig et laboratorium, der kloner kriminalkommissærer af én ganske bestemt art - udelukkende til romanbrug. Derfor er de så ulideligt ens og formentlig helt ubrugelige til virkelighedens politiarbejde, som de fleste af deres ophavsmænd næppe aner ret meget om. Her undtager jeg Nesser, Edwardson og Mankell, som så at sige 'kom først' med deres figurer og derfor ikke bare har overtaget en kliché«. Men er hans egen hovedperson, Martin Olsson, måske ikke kriminalassistent? »Han er førtidspensioneret politimand, men først og fremmest er han en midaldrende svensk mand, ligesom jeg selv. Jeg betragter snarere Olsson som noget i retning af 'den sidste folkhemssvensker', der er noget 'hygge' ved hele miljøet«, siger Josefsson, der med bopæl i Malmø er fortrolig med danske begreber og lader sine forbrydelser foregå langs Øresunds kyst. I vores vestlige ende af Øresundsbroen er det jo ikke ualmindeligt at tillægge svenskerne en særlig autoritetstro, også over for ordensmagten; kan netop fiaskoer som Palmeefterforskningen ikke omvendt have efterladt en skuffelse, der så munder ud i politiromanernes kritik af brutale eller ligefrem latterlige strissere? »Jeg vil ikke afvise, at der kan være lidt om det, men de danske forestillinger om svensk mentalitet, 'Forbudssverige' osv., de er nok ofte temmelig antikverede og ude af takt med nogen virkelighed. Ha ha, nej - hvis der kan hvile et latterligt skær over svensk politi, skyldes det næppe afsmitning fra Kling og Klang! Så snarere den latterlige ensartethed ved de kriminalkommissærer, der befolker den svenske kriminallitteratur«, slutter Willy Josefsson, der er stolt af sågar at have en kvindelig præst til at opklare mysteriet i en af sine romaner, 'Den fjärde punkten'. Men den er ikke oversat til dansk.