Ulden brændte i ansigtshuden, og Theis rystede. Han stod på Svineryggen ved den halvcirkelformede plads ned mod Gl. Kongevej. Klokken var halv syv om morgenen, og han havde allerede været der en time. Han ville se, hvem den idiot til en brevdue var. Tage ham på fersk gerning. Men da klokken blev syv, smertede kulden i tæerne, og han belavede sig på at løbe hjem. Da var det, han så brevet ligge svøbt i en pose med en sten i på den trappe, som forsvandt ned i søen. Theis bandede, da han læste citatet: »Eller: Eftersom det narcissistiske menneske for tidligt er blevet rodløst og utrygt, så ved det ikke ret meget om sit eget selv, sit eget væsen. Asper«. Det der siger i hvert fald ikke noget om min afhandling, tænkte han. Senere sad han i kantinen sammen med Katrine. Han havde glemt at barbere sig, og håret virkede sært uglet, som om alting skete for hurtigt. Katrine tog fat på den overdådige portion pastasalat foran sig, men Theis skubbede sin mad væk. »Du plejer da altid at spise«, sagde hun og så undrende på ham. Theis så sig rastløst omkring. »Jeg føler mig ikke helt rask«, sagde han. »Du er også lidt bleg«, sagde Katrine og nikkede. »Hvad fejler du?«. Theis sukkede. »Nej, syg er jeg vel egentlig ikke. Bare ...«. »Hvad?«, spurgte hun. Theis gned øjnene. »Forvirret«, sagde han. Katrine skubbede den tomme tallerken væk. »Det er en frugtesløs følelse«, sagde hun. »Den fører ikke til noget«. Det blæste koldt og mørkt udenfor, og Theis så ikke andet end sit eget hvide ansigt, når han kiggede ind i ruden. Så dukkede en mail op. Fra kandufoelgemighotmail.dk. Det trak i hans mave. Der stod: »Jeg er foran dig. Hele tiden. Men du ser mig ikke«. I morges kom jeg i hvert fald for sent, tænkte Theis. Så rejste han sig. Katrine, slog det ham. Det må være hende. Hun har jo været foran mig hele dagen. Og hun mener vel også, hun er foran mig i kapløbet om professoratet? Han bøjede sig mod skærmen. »Men du ser mig ikke«. Jeg ser dig sgu hele tiden, tænkte han.