0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Her kommer Fridtjof med fanen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Klaus Rifbjergs roman om Fridtjof Nansen og Hjalmar Johansen er en fortælling, som måtte komme en dag; nemlig historien om hvordan deres kamp i isørkenen også udvikler sig til et kærlighedsforhold. Bogen har utvivlsomt romanens kvaliteter, og den må selvsagt læses og vurderes som netop det«.

Med dette halvkvalte forbehold forberedte norske Dagbladet tirsdag sine læsere på dagens stød under det personalhistoriske bæltested: Rifbjergs roman om 'Nansen og Johansen' i rollerne som »Elskere på polarisen«, som overskriften på den tilhørende reportage lød.

Norsk avisomtale af en dansk roman på udgivelsesdagen! Det var næsten som i Fridtjof Nansens velmagtsdage, dengang en ny Herman Bang-roman også var en norsk litterær begivenhed, ligesom en ny tekst af Ibsen eller Bjørnson var det i Danmark.

Dag Kullerud hedder Dagbladets anmelder, som trods anerkendelsen af fiktionens frihedsrettigheder ikke var lutter lovord:

»Det er tydeligt at Rifbjergs fornemmelse for sne, is og kulde ikke er lige så stærk som hans evne til at røre ved og beskrive et menneskesinds tanker. I biografierne er det ofte de ydre forhold som bestemmer handlingens løb. Romanen har en anden logik, her er is og kulde symboler«, anerkender Kullerud, som imidlertid har svært ved at fortrænge sin viden om virkelighedens Johansen: Dels den statue af manden, der stod ved hans barndomshjem, dels den tragiske skikkelses dramatiske liv som det er skildret i Ragnar Kvam jr.s »glitrende bog« 'Den tredje mann'.

Men uansett, som de siger: »Hjalmar er et ensomt menneske, og det er under polarhimmelen han oplever den grænseløse nærhed og selve frigørelsen. Ved dette punkt, efter godt hundrede sider, begynder romanen at leve og engagere. Herfra accepterer jeg fuldt og helt bogens præmisser, og jeg lader mig rive med i Hjalmar Johansens indre kamp på isen«. Men selv efter de sidste 44 sider konkluderer Kullerud akkurat kuldslået, at her »blandes livslykke, digtning og biografi på en måde, jeg ikke finder ord for«.

Mænd imellem
Måske derfor har han bedt Rifbjerg om selv at sætte ord på i den tilhørende reportage. Hvorfor overhovedet digte om på en virkelighed så dramatisk? Rifbjergs svar lyder sådan:

»Det er ikke noget nyt at berømte menneskers liv bliver omdannet til film, teater og romaner. Men selvfølgelig risikerer man at blive misforstået, og at nogen hænger sig op i spørgsmålet om homofili fremfor at se kernen i romanen, nemlig frigjørelse, både på det personlige plan og i større sammenhæng. Dette er et væsentligt tema, som præger hele mit forfatterskab«.

At hænge sig i homofilien kan man måske beskylde Informations Marie Louise Kjølbye for, når hun rubricerer vintereventyret under »Rifbjergs fornemmelse for mænd« og håndfast indleder: »Homo-temaet har altid simret i det Rifbjergske forfatterskab«. Men hun har også kvindens præcise blik for temaets mandlige selvudfordring:

Bogen dykker ikke blot i de to polarforskeres dobbeltsovepose, men »i førerskikkelsernes behov for menneskers beundring, ikke for deres følelser. I mænds forelskede fællesskaber, hvor det vigtige forbliver uudsagt, mens man kommunikerer i handling og bedrift, redder liv, skyder bjørne«. Der er, anerkender hun »stil over den ældre herres evne til at vende tilbage til forfatterskabets tilgroede stier og nyfortolke skjulte spor«.

Lykkeligt overmandet
Der er skarpe pletskud i bøssen, mener i hvert fald Berlingske Tidendes begejstrede, ja, rent ud »nedlagte« Per Theil: Vintereventyret er »lige så fantastisk som tragisk; kold og varm, viril og blid på én gang«. »Ud i naturen med onkel Rifbjerg! Det er på alle måder vild og ubetalelig læsning«, jubler han også, »lykkeligt overmandet«.

I Jyllands-Posten staver Erik Svendsen romanens moral sådan: »... at man først bliver voksen i det øjeblik, man accepterer alle de lag og tendenser man måtte rumme« og mener dermed, at Rifbjerg nu har vist, »at han også kan være en voksen forfatter«. Men ellers gør Svendsen mest ud af Jensen. Johannes V., altså, som han læser romanen som ét stort opgør med. Eller rettere: med Nansen som »den mandetype, som Johannes V. Jensen forherligede«.

Uden at nævne Jensen supplerer Jens Kistrup i Weekendavisen, hvor han først gætter på, at »romanen vil muligvis forarge, ikke mindst i Norge«, og derpå drejer kikkertsigtet lidt:

»Men også seksualiteten er for Klaus Rifbjerg lige så meget et billede som en realitet - et billede på den menneskelige civilisation i dens nuværende skikkelse, et billede på, hvordan to mennesker vandt verden (i dette tilfælde nåede Nordpolen (nej, dén nåede de nu netop ikke, red.)) og tog skade på deres sjæl (i dette tilfælde: ofrede kærligheden). Det er den store historie i den 'lille' historie om Nansen og Johansen. Man aner at begge historier angår Klaus Rifbjerg mere personligt, end han åbenbart vil være ved, den om venskabet-kærligheden-seksualiteten, den om den vundne-tabte erobring af verden. Også derfor er 'Nansen og Johansen' blevet en af hans bedste og væsentligste romaner«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce