Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Houellebecq. Michel Houellebecq er storfavorit til Prix Goncourt. Prisen kritiseres i medierne for at handle mere om penge end om kunstnerisk kvalitet. Arkivfoto: Jakob Carlsen.

Houellebecq. Michel Houellebecq er storfavorit til Prix Goncourt. Prisen kritiseres i medierne for at handle mere om penge end om kunstnerisk kvalitet. Arkivfoto: Jakob Carlsen.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Frankrigs største litteraturpris mistænkes for korruption

Frankrigs mere end 2.000 litterære priser er genstand for heftig debat.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hele det litterære Frankrig syder og koger i disse dage.

Det er nemlig tid for uddelingen af de litterære priser, der i Frankrig er en institution på lige fod med Michelin-guidens gourmetrestauranter og Tour de France.

Mediedækningen af opløbet inden uddelingen af den største pris, Prix Goncourt, er intens, og igen i år lyder spørgsmålet i medierne, om det hele handler mere om penge end om kunstnerisk kvalitet.

For mange tvivler på, at det går ærligt til, når medlemmerne af Goncourt-prisens jury i dag offentliggør navnet på vinderen af prisen, der sikrer store salgstal og dermed mange penge til både forlag og forfatter.

Prisvinder fik mangedoblet salg
For eksempel havde vinderen af sidste års Goncourt-pris, Marie NDiayes ’Trois femmes puissantes’ (’Tre stærke kvinder’), umiddelbart før tildelingen af prisen i begyndelsen af november solgt 79.000 eksemplarer.

Ved årets udgang havde bogen, der allerede dagen efter tildelingen af priserne lå i bogladerne udstyret med det røde bånd, Prix Goncourt, solgt 515.000 eksemplarer.

»Det er påfaldende, at de samme tre forlag har vundet prisen i de seneste mange årtier«, lød det forleden fra en af tilhørerne ved en debat om de kontroversielle priser, der var organiseret af biblioteket på Pompidou-centret i Paris.

Som Bruce Springsteen
En ung ekspedient i kultursupermarkedet FNAC’s afdeling i La Défense uden for Paris forklarer fænomenet på denne måde:

»Selvfølgelig er der tit tale om gode bøger. Men det røde bånd med indikationen af, at bogen har fået en af de store priser, får mange til automatisk at gribe ud efter den. Det er ligesom med Mozart eller Bruce Springsteen. Man kan ikke gå helt galt i byen«.

LÆS OGSÅ Det gennemsnitlige salgstal for en Goncourt ligger på godt 300.000 eksemplarer, mens tallet for vinderne af de mindre priser som Renaudot, Femina, Interallié og France Inter er mindre. Men selv en af de over 2.000 små litterære priser i Frankrig kaster ekstra salg af sig, viser branchens statistikker. Litterær mafia styrerDe store salgstal er blevet den væsentligste årsag til alt postyret om de store litterære priser, mens forfatterne efterhånden træder i baggrunden, lyder en del af kritikken. Og kritikken af, at en litterær mafia knyttet til enkelte forlag og store medier styrer uddelingen af priserne med hård hånd, lever i bedste velgående.

Eksempelvis er forfattere knyttet til de tre traditionelle ’vinderforlag’ rigt repræsenteret i de største litterære prisers juryer, hvilket en af Frankrigs mest markante forlæggere gennem 30 år, Claude Durand, beskriver i en satirisk roman med titlen ’J’ aurais voulu être éditeur’ (’Jeg ville gerne have været forlægger’).

Det er svært at skelne mellem jurymedlemmerne, der næsten alle selv er forfattere, og de forlag, der udgiver deres bøger. Der er en klar risiko for interessekonflikter. For måden, jurymedlemmerne, der ofte udpeges på livstid, bliver rekrutteret på, er meget uklare, hvilket gør dem naturligt mistænkelige

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



En af hans forgængere i den franske bogverden, Jacques Brenner, beskriver i sine erindringer i detaljer, hvorledes de tre store forlag, Gallimard, Grasset og Le Seuil, i bogstaveligste forstand køber jurymedlemmer til at promovere og stemme for deres bøger, og i årevis aftalte forlagene indbyrdes fordelingen af priserne.

Jacques Brenners erindringer dækker perioden op til 1993, og de udløste et ramaskrig af indignation, da de udkom i 2001. De store forlag afviste beskyldningerne, men i 2005 tog selveste justitsministeriet de litterære priser under behandling.

Gengangere fra medierne
»Det er svært at skelne mellem jurymedlemmerne, der næsten alle selv er forfattere, og de forlag, der udgiver deres bøger. Der er en klar risiko for interessekonflikter. For måden, jurymedlemmerne, der ofte udpeges på livstid, bliver rekrutteret på, er meget uklare, hvilket gør dem naturligt mistænkelige«, hedder det i en rapport fra ministeriets afdeling for korruption.

Flere af juryerne udpeger selv nye medlemmer med risiko for kammerateri, og flere sidder på centrale stillinger i medieverdenen.

Forfatteren og journalisten Franz-Olivier Giesbert er for eksempel medlem af Prix Renaudots jury. Han har et litterært program på en af de store tv-stationer, han er chefredaktør på ugemagasinet Le Point – og han skriver selv (fremragende) bøger.

Derfor anbefaler kritikere af systemet, at jurymedlemmer kun kan sidde i en begrænset periode, og radiostationen France Inter, hvis pris har udviklet sig til at blive en af de mest respekterede, sammensætter hvert år en jury af lyttere.

Men ifølge forskeren Sylvie Ducas, der deltog i debatten om de litterære priser på Pompidou-centrets bibliotek, har der i de senere år fundet en vis oprydning sted.

Houellebecq er favorit

Men helt godt er det stadig ikke, siger forfatteren og forlæggeren Jean-Marc Roberts til avisen Le Monde. »Selvfølgelig sker der stadig mærkelige ting. Nogle jurymedlemmer foretrækker bøger fra forlag, der udgiver deres egne. Men den tid, hvor forlagene selv bestemte, hvem der skulle have hvad, er forbi«. Men hvem får så årets Goncourt? Storfavorit er den også i Danmark kendte Michel Houellebecq med romanen ’La Carte et le Territoire’ (’Kortet og territoriet’), der er blevet fint modtaget af både publikum og anmeldere.



LÆS ANMELDELSE

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden