Nordisk Råds Litteraturpris-kandidat er indstillet af to lande

Højst usædvanligt er Beate Grimsrud indstillet af Norge og Sverige til Nordisk Råds Litteraturpris.

Bøger

Som barn var Beate Grimsrud overbevist om, at mennesker kom i par.

Med tvillingebroderen som konstant nærværende faktor tænkte hun, at hvis folk var alene, måtte den grusomme sandhed være, at deres tvilling var død.

Også siden har hun opfattet livet som bestående af to forbundne dele, for eksempel den svaghed og styrke, som hun skildrer i sin nyeste roman ’En dåre fri’, der handler om en norsk/svensk skizofren forfatter.

LÆS ANMELDELSE

Så det passer fint ind i Beate Grimsruds verdensbillede at være indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris af både sit fødeland Norge og af Sverige, hvor hun nu har boet i de seneste over tyve år.

I bilradioen på vej ud til forfatterens arbejdsværelse i kulturhuset Slaktargården på Söder i Stockholm afsløres det, at hun er indstillet til endnu en pris, Sveriges Radios Romanpris, og da jeg fremme ved gårdens aldrende, skæve indgangsdør siger til lykke med indstillingen, smiler Beate Grimsrud tak med et af sine, skal det vise sig, sjældne smil.

»Jeg har faktisk fået at vide, at jeg får den pris, du taler om, og på torsdag modtager jeg Kritikerprisen i Norge«.

Endnu en gang er Sverige og Norge enige om Beate Grimsruds litterære kvaliteter.

Priserne betyder penge, opmærksomhed og anerkendelse, og Beate Grimsrud synes, det er fantastisk at være dobbeltnomineret til den største af dem alle.

»Det er første gang i prisens 50-årige historie, det er sket, og jeg tror aldrig, det kommer til at ske igen. Så jeg tager det som en stor sejr at blive dobbeltnomineret og regner ikke med at få selve prisen«, siger hun beskedent, selv om hun bestemt er en af favoritterne.

Svensk idyl
Den flere hundrede år gamle Slaktargården ligner noget, der er skrevet af Astrid Lindgren.

Om sommeren bruges gårdspladsen bag det røde gærde som mødeplads for de forfattere, film- og radiofolk, der holder til her, peger Grimsrud ud ad vinduet. Og her i det kolde stockholmske forår sørger antikke kakkelovne i kunstnerkamrene for bulderbystemningen inden døre.

Grimsruds arbejdsværelse ligger mod gaden, og forårssolen vælter ind i rummet, der er pakket med pc, bogskabe, kakkelovn, billeder og en lammeskindsdækket briks. På den sætter hun sig i skrædderstilling og siger, at det er her, hun ligger og tænker, når hun ikke lige skriver. Hun elsker at skrive, men det er hårdt arbejde, og når hun begynder, aner hun ikke, hvor hun lander.

»Jeg følger ikke nogen plan, jeg tramper stien, mens jeg går«.

Hvor meget romanens psykisk syge hovedperson Eli Larsen og forfatteren Beate Grimsrud har til fælles, gør hun klart, at hun ikke vil tale om: »Det har tabloidaviserne i Norge vadet nok rundt i«.

Men selv om ’En dåre fri’ ikke er nogen en til en-beskrivelse af et liv, som i landsmanden Karl Ove Knausgårds romanprojekt ’Min kamp’, er der ingen tvivl om, at hovedpersonen Eli har biografiske og kunstneriske træk til fælles med virkelighedens Beate: Som Beate flytter Eli fra Oslo til Stockholm for at gå på forfatterskole, hun skriver de samme bøger, som Beate har skrevet, er ordblind som hende, instruerer de samme film, får de samme priser osv.

Vi kommer ind på den selvbiografiske trend, der tilsyneladende har bidt sig fast i nordisk skønlitteratur. At man mere eller mindre tydeligt skriver om sig selv og andre virkelige personer under dække af, at der står roman på titelbladet.

»Jeg tror, at man kan nå verden ved at skrive om sig selv. Man kan sige noget om det store ved at beskrive noget af sig selv og digte videre,« siger Beate Grimsrud, som dog er i tvivl om, at der er tale om en ny trend.

»Knausgård er utrolig stor i hele Norden. Men det er ikke det samme, som at det er nyt at skrive om sig selv. Der findes mange kvindelige forfattere i Norge, der har skrevet om sig selv i årtier, men som ikke har fået samme opmærksomhed, Vigdis Hjort for eksempel. Jeg tror altid, forfattere har skrevet om sig selv, til dels i al fald«.

Selv passer hun på ikke at bringe navne på virkelige personer i sine bøger.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det jeg ser og oplever, skriver jeg ned, og jeg bruger ting fra mit eget liv, men jeg ville aldrig skrive virkelige personers navne. Jeg har altid tænkt, at en roman er fiktion, uanset hvad den kaldes. Bare det at huske sin barndom – allerede der digter man. Jeg tror ikke, minder er nøjagtige, sådan som fotografier er. Minderne lyver, men det, der er så fint ved at være forfatter, er, at man har lov at lyve. Og jo længere siden en ting er sket, jo bedre bliver det, for jo tykkere lag kan du smøre på. Man husker kun det, der stikker ud, det interessante«.

Da jeg skulle oversætte den til norsk, blev jeg mere berørt af indholdet.



I Norge, siger hun, har man været meget optaget af, om ’En dåre fri’ er selvbiografisk, mens man i Sverige mener, at en roman er en roman.

»Det er også sådan, jeg mener: Man har lov til at skrive fakta og fiktion i samme bog. At skrive er en forvandlingsproces, hvor du tryller med dine minder. Jeg tror ikke på, at litteratur er sandheden«.

Det, bøger kan, mener Grimsrud, er at så nye tanker.

»I nat, da jeg lå og ikke kunne sove, skrev jeg en sætning: Livet er den bedste opfindelse, som er gjort. For i livet er der både det dagligdags og så alt det, vi ikke kan forstå, det som trigger os og får fantasien til at løbe løbsk. Da vi er så heldige at være udstyret med tanker, behøver vi gode ting at tænke på, spændende ting, nye ting. Det er det, bøger kan, og det er mit mål med at skrive; at give læserne en tanke, som de ikke havde haft, hvis de ikke havde læst de sætninger, jeg har skrevet«.

Beate Grimsrud giver et eksempel:

»En dame fortalte mig, at hun, dagen efter at have læst ’En dåre fri’, sad i S-toget og lagde mærke til, at hun så med helt nye øjne på menneskene omkring sig. Nå jeg hører sådan noget, føler jeg, at jeg har opnået noget, for jeg vil gerne give folk et nyt blik på verden. Jeg skriver sådan, som vi ville sige på norsk: Er du født i går, eller hvad?«, siger hun og klinger stemmen helt op i dens norske toneleje. »Selv er jeg lidt sådan, så mine hovedpersoner er også ’født i går’. De ser på verden med nye og store øjne og tænker på, hvordan det kan være, at ting er, som de er«.

Gal og genial
Hovedpersonen i ’En dåre fri’ hedder som sagt Eli, og hun hører stemmer. Den første, Espen, støder til, da Eli som seksårig sættes til at spille prinsessen – og ikke Espen Askeladd, som hun gerne vil – i et skolestykke. Siden kommer der flere røster til i Elis hoved: Den truende Erik, der opfordrer til vold og selvmord, den blide Emil og den kreative, indkøbslystne prins Eugen.

Men der er ikke noget galt i at høre stemmer. Det gale er først, når stemmerne tager magten, og psykologen Jonathan prøver at lære Eli, at hun skal være rytteren i sit eget liv, ikke hesten.

Samtidig med at Eli er alvorligt psykisk syg, står det også klart, at hun er succesfuld kunstner, skarp foredragsholder og rap i replikken. Risikerer man ikke – når man skriver om en gal person, som er så kvik og kreativ – at romantisere galskab?

»Jeg gør meget for ikke at romantisere. For er man psykisk syg, behøver man ikke også være et geni, det ville være at forvente for meget. Psykisk syge mennesker er heller ikke mere kreative end andre, men jeg tror, at alle innovative og kreative mennesker er lidt gale«.

Romanen er blevet rost i hele Norden (se også anmeldelsen af ’En dåre fri’ side 5) , men enkelte anmeldere har haft den indvending, at det også ville være politisk ukorrekt at kritisere en bog om en psykisk syg person, skrevet af en forfatter, der måske selv har en rem af huden.

»Jeg har godt læst det, men det er noget sludder, man kan godt kritisere, og Eli er ikke mig«, siger Beate Grimsrud.

Egentlig behøver man ikke bruge termerne syg eller rask, argumenterer hun .

»Af og til er man den hjælpende, og af og til er man den, der må have hjælp – sådan kan det veksle gennem et langt liv for alle mennesker. Jeg har valgt at skrive om et menneske med en stor sårbarhed og en stor styrke. I perioder er Eli syg, men i andre vældig frisk. Hun identificerer sig ikke som en, der er syg. Der er bare perioder, hvor hun ikke behersker tilværelsen. Mit mål med bogen var at skrive om, at det går an at være både stærk og svag samtidig, og at der bør være hjælp til dem, som behøver hjælp«.

’En dåre fri’ kan altså også læses som en politisk roman og har været med til at rejse debat om psykiatrien i Sverige og Norge.

»Min bog er politisk på den måde, at den handler om, hvordan vi behandler vores psykisk syge, og hvordan det er at være psykisk syg i vores samfund. Der findes vældig mange hårdtarbejdende, empatiske mennesker i psykiatrien, det, der ofte ødelægger det, er systemet og de manglende ressourcer«, siger Grimsrud, der mener, at det vigtigste i psykiatrien er at møde empatiske personer og have kontakt til de samme hele tiden. Om tvangsmedicinering siger hun, at det er let at få medicinen, men svært at få lov at komme af den igen.

»Man forsøger jo at spare i psykiatrien, så der kommer mere medicin og mindre samtaleterapi«.

Samfundskritik er en nordisk dyd
Det at skrive om samfundet ser Beate Grimsrud som en nordisk dyd.

»Vi har det samfundskritiske i vores litteratur – og det nationsbyggende. Måske især i Norge, hvor vi har haft det, vi kaldet klasserejsen, fordi Norge på bare en generation gik fra at være et af Europas fattigste lande til at blive et af verdens rigeste. Den udvikling, der er sket i Norden, har været enorm. Fra dyb fattigdom til stor rigdom på en eller et par generationer. Det er vældig specielt«, siger hun og taler for fuld bevarelse af velfærdsstaten på trods af, at modellen er under pres.

»De nordiske samfunds styrke er, hvordan vi behandler de svageste. At vi forsøger at løfte alle op på et så højt niveau som muligt. Man siger, at man ikke bliver lykkelig af penge, men undersøgelser viser, at hvis syge og fattige fik bare 500 kroner mere om måneden, blev de lidt lykkeligere, fordi de måske kunne gå i biografen eller gøre ting, som de ikke ellers kunne gøre. Det er vigtigt at få alle op på et godt niveau, så velfærdsstaten må vi beholde«.

Hun nævner også den nordiske måde at skrive på.

»Jeg kommer til at tænke på Ingmar Bergmans film, når jeg læser nordisk litteratur, vi har det her psykologiske blik på tingene og vemodet«.

Ordblindhed ingen hindring

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Beate Grimsruds bedsteforældre var også forfattere, de skrev børnebøger, fortæller hun og fletter sig ud af skrædderstillingen på briksen for at vise et af billederne på væggen frem: en fin forside til en norsk børnebog fra 1920. I familien var der fuld opbakning, da hun som ung ville være forfatter. Lidt problematisk var det dog, at hun er ordblind. »Det er vældig upraktisk. Og nu er der ydermere det, at jeg ikke skriver mine bøger på mit modersmål. Jeg skriver dem på svensk og oversætter dem derefter til norsk. Egentlig behersker jeg hverken norsk eller svensk længere, men det holder til at skrive bøger, og er der noget, der er meget af i bogbranchen, er det da folk, der kan stave«, siger hun rapt. På trods af den rå beskrivelse af de hårrejsende ydmygelser i tvangsindlagte Elis liv er ’En dåre fri’ skrevet med skarp og morsom pen. Bruger Beate Grimsrud humoren til noget bestemt? »Nej, det sker bare når jeg sidder og skriver, det er naturligt for mig. Til mine oplæsninger ler folk meget, selv om det er en bog, som også består af noget, som er trist«. Kommer du selv til at grine en gang imellem, når du skriver noget? »Nej, men jeg kan blive vældig berørt. Det var egentlig meget lystbetonet at skrive ’En dåre fri’ på svensk. Men da jeg skulle oversætte den til norsk, blev jeg mere berørt af indholdet. Jeg kan ikke forklare hvorfor«. Mens vi har talt, er Beate Grimsrud blevet mere og mere norsk. Vi begyndte på en blanding af svensk og norsk – mest svensk faktisk, og er nu landet i et syngende norsk. Netop som hun lukker mig ud ad døren, er en kollega på vej ind. Man fornemmer, de passer på hinanden her i kulturhuset Slaktargården. Til afsked taler vi lidt mere om litterære priser, og Beate Grimsrud siger om Nordisk Råds: »Jeg håber, jeg får den, men det bliver svært, der er mange, som fortjener den«. ’En dåre fri’ udkommer på dansk på Gyldendal 3. juni 2011. Titlen bliver den samme som på norsk.

















Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden