Jeg havde engang en tante, som spillede en lidt speciel rolle ved familiens festlige sammenkomster. Ligesom alle de øvrige gæster mødte hun op i pænt tøj, hilste på og satte sig også roligt ved et af bordene, når vi begyndte på suppe, steg og is.

Det var her, det som regel begyndte. Vi var sjældent kommet igennem suppen, før hendes stemme lød hen over hele selskabet, og hvis det gik rigtig godt, stod hun op på stolen, mens hun sang og lod latteren gjalde. Var det sjovt? Ja, for det meste. Var det også for meget? Det må man nok indrømme. Men ville man savne det, hvis traditionen blev brudt? Helt klart. Nogenlunde sådan har mange det med den årlige bogmesse, som i år bliver holdt for 20. gang. Forfatterne møder læserne Messen kan være rigtig underholdende. Man møder en masse, man kender i forvejen, for det er altid de samme, der kommer. Både gæster og optrædende. Og man kan hurtigt få lidt for meget af det hele, hvis man ikke passer på. Og det er uklogt at møde op med alt for store forventninger om dybe samtaler. Det er en messe, som er blevet kaldt alt fra tivoli til gedemarked, men efterhånden er det svært at opdrive forfattere, som konsekvent holder sig væk fra begivenheden. Det er her, forfatterne møder læserne – og hinanden – og det er her, bogen som medie viser, at den stadig ikke er blevet udkonkurreret i mediebilledet af hverken tv, film eller computere. De fleste af de faste deltagere i den årlige bogmesse har det imidlertid nogenlunde som Lars Boesgaard, som er administrerende direktør for Lindhardt og Ringhof. Han har deltaget på bogmessen de seneste 15 år som ansat i henholdsvis Gad, Gyldendal og nu L&R. »Lige så snart man kommer ind, synes man, at der er alt for varmt, og at der er alt for mange mennesker, så man næsten ikke kan komme rundt, men det er også en skøn messe. Kulturskribenter har skældt ud på messen gennem alle årene, fordi den er folkelig, men det er dejligt, at den er proppet med mennesker, og at den netop præsenterer alle mulige former for bøger«.