Der er ikke nogen helt magen til Peter Poulsen blandt tidens poeter.

Mange kan sætte vers sammen som han, men den sørgmuntre tone er han ene om. Og især en mild selvironi, der er tiltaget med årene og nu er så gennemført, at det er lige før, læseren bliver smittet af den. Måske er også jeg, tænker man, ligesom Peter Poulsen i evighedens perspektiv kun et støvfnug.