Michael Strunge voksede op i Hvidovre, den inderste af de københavnske forstæder på vestegnen, hvor man blot skal overskride en stiplet linje, før man er i Københavns Kommune og i skarpt trav på vej ind i storbyen. En del år efter hans død – da kult var blevet til kanon – var der i Hvidovre ønsker om, at en plads eller en vej blev opkaldt efter ham. Han var født dér, og han levede dér sådan cirka 5/6 af det liv, der blev så kort. Men geografien, kronologien og poesien kom i konflikt, kan man sige: Hvor hører en digter til? Også i København ville nogen følge op på traditionen for at navngive lokaliteter efter danske forfattere og give Michael Strunge et navneskilt. En ufravigelig betingelse for at få en lokalitet i Københavns Kommune opkaldt efter sig er, at man er død – som Saxo, Holberg, Oehlenschläger, H.C. Andersen, Georg Brandes, Karen Blixen, Kaj Munk, Tove Ditlevsen, Onkel Danny … Det er gammel skik. Væbnet med vinger Alle har vel en forestilling om relationen mellem livets faser – opvækst, identitet og gennemslag: Man fødes et sted, vokser op, gør grundlæggende erfaringer – og man flytter derfra; ellers ville erfaringer nok aldrig blive til erkendelse. Man mindes, man ’nostalgiserer’ måske eller – det modsatte – stigmatiserer måske sine rødder. Navngivning handler også om følelser, som to korte artikler i Politiken i november 2002 illustrerer. Den første artikel – fra 13. november – slår fast, at Michael Strunges forældre, der bor i Hvidovre, ikke ønsker en navngivning her, men gerne i Københavns Kommune, også fordi Michael Strunge selv havde opfattet sig som en storbyens poet. Men i Københavns Kommune var projektet dog skrinlagt indtil videre på grund af Hvidovres planer om at realisere en Michael Strunges Plads. En uge senere handler en anden kort artikel om, at kommunen har en stor granitsten liggende, som det er tanken at gøre til en mindesten for Michael Strunge med inskriptionen ’Vi folder drømmens faner ud’, nedlagt i belægningen foran Hvidovre Bibliotek, centralt i kommunen – et sted, hvor den unge digter kom og i en periode havde deltidsarbejde. Her kunne der så blive tale om en Michael Strunges Plads. Men familien brød sig stadig ikke om idéen – »det ville være lidt for stærkt for os følelsesmæssigt, hvis Michaels navn skulle være på en plads her i byen, hvor vi har vores daglige gang«. Hvilke hensyn der end er blevet vejet mod hinanden på rådhuset, førte de til, at planerne skrinlagdes. Og bortset fra et enkelt lavsindet læserbrev i den lokale avis synes der ikke at have været nogen heftig debat om idéen. Da jeg her i foråret spurgte til sagen i informationsskranken på Hvidovre Bibliotek og måtte forklare, hvad der gemte sig bag navnet Michael Strunge og citatet »Vi folder drømmens faner ud«, tonede der en erindring frem i den unge bibliotekar – jo, han kunne godt huske, at de havde læst et eller andet i gymnasiet … Der er dog ét sted i det storkøbenhavnske bybillede, hvor man kan læse nogle af poetens ord. På hans smukke og velbesøgte gravsted på Assistens Kirkegård står der på stenen: ’Væbnet med vinger’. Forstaden som erfaring ’Vi folder drømmens faner ud’ er titlen på Michael Strunges digtsamling fra 1981 – den bog, der skabte hans og hans generations poetiske gennembrud. Det var, hvad de unge forstads-kids gjorde dengang – de foldede drømmens faner ud … Og flyttede ind til byen. En forstad er defineret ved at være en bebyggelse, der ligger foran en stad. Det ville være interessant, hvis man i moderne dansk digtning kunne dokumentere et særligt forstadsperspektiv – en synsvinkel, der så at sige kunne udgøre en (post)modernistisk pendant til dén ’ung mand kommer ind fra provinsen og ser alt det nye’-synsvinkel, som man finder hos det moderne gennembruds ’andengenerationsforfattere’ – Herman Bang fra Asserballe, Johannes Jørgensen fra Svendborg, Johannes V. Jensen fra Farsø og andre. – Forstaden, ikke som stof, ikke som tema, men som synsvinkel, hvorfra moderniteten karakteriseres … Forstaden er modernitetens hjemsted – sådan som storbykernen ’inden for voldene’ var det i industrialiseringens og urbaniseringens første fase fra 1870’erne og fremefter. Derfor er det også logisk, at Hvidovre, der kvantitativt og kvalitativt udviklede sig i årtierne efter Anden Verdenskrig, nu er udvalgt som en kommune, der repræsenterer et væsentligt stykke dansk kulturarv. Forbrugersamfund, fritidssamfund … det er modernitetens inkarnation. Her i forstadens almennyttige boliger og villa- og parcelhuskvarterer gik drømmene om velfærdsstat, velfærdssamfund, socialdemokratismens allerinderligste vision i opfyldelse. Og hvad så? Det hører også med til forstadens væsen – ud fra en anden synsvinkel – at være kedsommelighedens inkarnation. Den synsvinkel anlagde nok de fleste forstadsunge og kunne være enige med Michael Strunge, da han begyndte at skrive i slutningen af 1970’erne: »Forstæderne som Hvidovre er sovebyer, det er arbejderkommuner, som bliver ødelagt. Altså Hvidovre, hvor jeg kommer fra, den er for det første dødssyg og grim, ikke. Der er ingen steder, hvor de unge kan gå hen«, som han sagde i et interview mange år senere. Forstaden som synsvinkel Når man læser de 1.105 sider i ’Samlede Strunge’, finder man ganske få digte, der har barndommen og ungdommen som tema; disse få digte, der aldrig bliver biografisk og topografisk private, fremstår som poetiske lysglimt i Michael Strunges digtning. Der er meget få konkrete billeder af forstaden og det utilpassede ungdomsliv dér. Men de ligger der som en synsvinkel, kan man sige. Enkelte steder direkte udtrykt, som når der i digtet ’Kort biografi’ står: »Jeg tager ind til byen med linie 10«. Men ellers er det overvejende indirekte, at digterens forstadserfaring kommer til syne. Professor Anne-Marie Mai, der kendte Michael Strunge personligt og kender hans forfatterskab ud og ind, har beskrevet det sådan: »Den mærkeligt øde og fremmede stemning i det udbyggede forstadskvarter med højhuse og villaer, parker, S-togs-stationer og butikscentre kan fornemmes i mange af Strunges digte, men den lykkelige anonymitet, de skiftende livsrytmer og det stærke lys i det vældige storbyrum, som forstaden åbner sig imod, er også genstand for fascination i hans digte«. Man ser dette abstrakte mentale bylandskab tegnet op i ’FORSTADSNAT’ fra 1980, nærmest et programdigt. Det begynder sådan her: DER ER INGEN FORBINDELSER MELLEM HUSENE OG TANKERNE I HUSENES RUM. DER ER INGEN FORBINDELSER I RUMMET. OG JEG VADER RUNDT I GADERNE GÅR OG GÅR MEN KOMMER INGEN VEGNE, DET HELE ER SÅ MONOTONT ENS. MENNESKENES RYGGE ER ENS HUSENES SPREDTE LYS ER ENS TOGLINIENS TO SKINNER ER ENS ENESTE ELEKTRISKE FORBINDELSE TIL AFSTANDE … HVORFOR ER JEG EGENTLIG HER? DE STORE GRÅ BETONKLODSER VÆLTER NED OVER MIG. JEG MÅ VÆK HERFRA. Ja, jeg må væk herfra … Storbyen, anonymitetens og rodløshedens rum, og forstaden, tryghedens og kedsommelighedens rum – det er en modsætning, som i al abstrakthed passede til den punkattitude, som Michael Strunge og mange andre forstads-kids i hans generation tog til sig: Nå! No future! Fuck! … Men det er mentale, ikke geografiske kategorier at tænke i: Storbyen er ikke sindssyg, og forstaden er ikke søvndyssende. Det er billeder på andre og indre psykiske rum end den fysiske omverdens. Og derfor kunne svaret på det eksistentielle spørgsmål: »Hvad vil jeg egentlig?« ikke blive konkret. Valget af storbyen som livsrum kunne ikke blive noget svar, men nok fortrænge spørgsmålet indimellem. Egentlig var efterkrigstidens åbne og grønne boligkomplekser og parcelkvarterer i en københavnsk forstad, Hvidovre f.eks., gode steder at vokse op, og det antyder Michael Strunge også i prosadigtet ’Spredte glimt fra mine første år’. Men i forstaden er der ikke noget på spil, det er altid både-og, livet dér er uden kant, der hersker en tilstand af ’Coma’, som et af hans digte hedder. Derfor bliver modbilledet, storbyen, en så massiv kendsgerning, at eksistensen kan spille bold op ad den. Få dage før sin 24-års fødselsdag, midtvejs i forfatterårene, flyttede Michael Strunge fra ’Hvidovre værst’ til København for alvor. Også til hverdag blev han nu den storbydigter, han hidtil havde været på papiret. Et par år senere sagde han i radioen: »Jeg holder meget af storbyen, og jeg tror ikke, jeg kunne leve andre steder, jeg kunne i alt fald ikke leve i Hvidovre, forstaden. Men altså, jeg tror også i virkeligheden, at den sociale opløsning i 80’erne, den er meget større i forstæderne. Det er da mit indtryk«. Uanset om dette indtryk er rigtigt eller ej: Min fortælling om, hvordan jeg bryder ud af min barndoms ramme må have en sociologisk-historisk legitimering for at kunne blive formuleret, så den får betydning. I den proces er behovet for at lægge afstand stort; det skal være stort, for ingen identitet kan opstå uden om det behov. På det behov for at lægge afstand skabte Michael Strunge et forfatterskab, som strakte sig over mindre end ti år, men som fylder meget, også i historien om den moderne digtning i Danmark. Torsdag 19. juni udsender Borgens Forlag: Anne-Marie Mai og Jørgen Aabenhus (red.): En bog om Michael Strunge, 277 sider, 299 kroner.