Ung forfatterinde afsøger sorgens sære cirkler

Interessant, skarp treer fra Amalie Smith, som undersøger forholdet mellem kærlighed og adskilthed.

Bøger

Det sære er jo, at vi blot er en samling omvandrende, tænkende og følende mineraler; lidt kulstof, der en tid er samlet i én form, kun for kort efter at blive spredt og på ny samlet i en anden form.

På den led er vi på den ene side en uhjælpeligt integreret del af universets muterende, kolossale fælleskrop af grundstoffer; men på den anden side er vi også adskilt fra de andre og fra verden ved hudens og bevidsthedens porøse, hullede og midlertidige grænse.

Det er lige nøjagtig på grænsen mellem det, der hverken er helt ude eller helt inde, mellem samlethed og spredthed, at Amalie Smiths ’I civil’ placerer sig, og det både i henseende til kærligheden, til jeget og til verden.

Kærligheden og undtagelsestilstanden
Først er der en ramme i sort, fra september til september, der er antydningen af et forløb: Et kærlighedsforhold er opløst, samlingen af to kroppe er forbi, og samtidig er den flertydige ’samling’ af ’I civil’ fuldbragt:

»Jeg indrømmer: Jeg bevæger mig i to retninger på samme tid. Jeg arbejder mig ud af den sammenvoksede tilstand, han og jeg befandt os i, og samtidig på at se mig selv som en del af en sammenhæng, som en af mange viljer i et socialt økosystem, påvirkende og påvirket af verden«.

Ind imellem den sorte rammes sitrende nulpunkt er der fem ekspanderende, koncentriske cirkler. Inderste cirkelindleder med en kækt korrigerende hilsen til T.S. Eliots ’April is the Cruellest Month’:

»April er den smukkeste/ af de 48 måneder,/ vi har kendt hinanden«. Indercirklen er gennem kortprosa og lyrik en fremvisning af parret og dets intime kærlighed, det er kroppene i sengen, det er åndedrættene, der udveksler oxygen og kuldioxid, men der sluttes af med mineralsamlingen på Naturhistorisk Museum i Wien.

Anden cirkel befatter sig med kærestens kræftsygdom, celledelingen, graden af entropi i et lukket system og i et åbent system som kroppen. Og her registreres sorgens sære arbejde, på afstand af kæresten, i sygdommens rum, som er undtagelsestilstanden.

Abjekter
Tredje cirkel kredser om hukommelsens og erindringens problem – hvad skal med i samlingen af erindringer, hvad ikke? Hvad bibeholdes, hvad udstødes? I familiens erindring, i fotoalbum, i små samlinger af mælketænder f.eks.

Der rundes af med psykoanalytikeren og teoretikeren Julia Kristevas idé om det abjekte, dvs. det der hverken er subjekt eller objekt, men svæver midtimellem, og som er udstødt og dødt, f.eks. som afklippede negle eller snot eller urin.

Abjekter bør udstødes, men Smith inkluderer dem udtrykkeligt, f.eks. ved sort-hvide fotos af en mindre samling gamle mælketænder. Fjerde cirkel undersøger, hvorledes og om samlingen kan udgøre et fællesskab med egen identitet, som f.eks. en bisværm, eller celler:

»Jeg vover/ at kalde det dig,// dette forbund af celler«.

Apostrofisk drømmende utopi Femte og sidste cirkel tager jeget alene på rejse ned til Middelhavet, og:

»Snart forlader jeg alt det, som er mit liv, og det vil fortsætte uden mig. Jeg ser for mig en skuespiller, en hovedrolleindehaver, forlade scenen og stå i kulissen, i civil, uden andet i tankerne end: Hvad sker der på scenen«.

Her er ’jeget’ atter blot navnet på en statist, en hovedrolleindehaver, der har aflagt sig skuespillets gevandter, og som står i kulissen, på grænsen mellem inde og ude, og ser sit liv som en tom scene. Det er afskeden med den kræftsyge kæreste og med 48 måneders liv som fælleskrop med kæresten. Men også en fint apostrofisk drømmende utopi:

»Jeg kan lide at tænke på: Vores kærlighed, frit svævende rundt i galaksen til evig tid, en lykkelig lille sky. Åh! Gid jeg var der til at se den«.

Selvfortællingen er også andres
Så er vi tilbage i rammens september, med en essayistisk refleksion over opgivelsen:

»Hvis jeg fortsat skal se gennem mine egne øjne, må den jeg-du-forbindelse, som jeg hele sommeren har slået større og større cirkler om, afbrydes«.

Jeget må blive privat, i forstanden afskåret fra den anden og de andre. Men modsat implicerer henvendelsen, f.eks. ’I civil’s henvendelse til læseren, en forbundethed med de andre, at det er umuligt at være privat i betydningen komplet distanceret fra stoffets og socialitetens bånd.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og selvfortællingen er heller aldrig selv ens egen, den er også delvis uigennemsigtig og filtreret gennem de andres fortællinger om ’mig’ – denne pointe henter Smith fra den amerikanske kønsteoretiker Judith Butler. ’Jeget’ er da stadig vidnet til den tomme scene, hvor:

»Der er viljer, der muterer og forgrener sig i mig. Jeg skriver dette med udsigt til en åben plads«.

Vigtigt værk

’I civil’ har sin egen tørt koncentrerede, ordknappe intensitet.

Den yderste grad af patos er rammet ind med faste, finurlige og teoretisk avancerede greb, i en klog og meget berørende undersøgelse af forholdet mellem samling og spredning, mellem kærlighed og adskilthed, mellem isolation og fælleskrop.

’I civil’ er grafisk smuk og behagelig. ’I civil’ er et vigtigt værk fra en meget talentfuld, egenartet forfatterinde og fotograf.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce