Det sære er jo, at vi blot er en samling omvandrende, tænkende og følende mineraler; lidt kulstof, der en tid er samlet i én form, kun for kort efter at blive spredt og på ny samlet i en anden form.

På den led er vi på den ene side en uhjælpeligt integreret del af universets muterende, kolossale fælleskrop af grundstoffer; men på den anden side er vi også adskilt fra de andre og fra verden ved hudens og bevidsthedens porøse, hullede og midlertidige grænse.