Enerverende problem: Man har fået en hjernerystelse og må ikke læse, men begærer og behøver at læse fra morgen til aften. Hvad gør man? Hybridkunstneren Amalie Smith gjorde det, at hun forfattede en samling ’læsenoter’ – noter over, hvad det at læse egentlig er for noget. Og så satte hun en konceptuel ramme, som gik fra 1. til 31. maj i år, hvor vi i hæftet ’Læsningens anatomi’ derfor blot har en talrække fra dag 1 til 31. Hver dag får vi da de fortløbende noteringer, Smith gør sig. På venstre side et beskedent antal uddrag fra de få kilder, det trods alt lykkedes hende hjernerystet at læse; på højre side fåmælte, dagbogsagtige beskrivelser af dagens gang og gøremål.

LÆS OGSÅ Ung forfatterinde afsøger sorgens sære cirkler

Uefterlignelig

Det interessante er, at det lykkes Smith at forvandle sit traurige, private handikap til en frugtbar mulighedsbetingelse for værket. På den ene side mobiliserer Smith indsigter hentet fra f.eks. Paul Saengers ’Space Between Words’ og Rasmus Fleischers ’Boken & Biblioteket’.

Og på den anden side får vi så Smiths karakteristisk tyste og fine noteringer: »Tænker på Barthes – skærer han virkelig forbindelsen mellem sprog og verden over? Et voldsomt snit«, eller: »A og R glider gennem skumringen henholdsvis på og i en sølvfarvet Christianiacykel, vi vinker til hinanden«, og den afsluttende, tørre registrering: »Sen aftensmad (kl. 23)«.

Parret med fine, sort-hvide gengivelser af f.eks. Hammershøis ’stående læsende’, og isprængt opregning af de mange private læsetips, Smith modtager af venner og bekendte gennem maj måned.

På sin egen, uefterlignelige og fuldkommen usentimentale måde formår Smith ad disse veje, noternes, citaternes og det privates, at etablere et finurligt rum for overvejelser over denne sære, livsvigtige aktivitet: at læse.

Sådan kan hjernerystelsens enerverende læseforbud altså blive til et avanceret læseeksperiment, det er fornemt!