Grusomme beretninger om prostitution er vigtig læsning

En hjælper med god vilje giver stemme til de afrikanske kvinder, der lever som prostituerede i Danmark.

Bøger

Kom bare indenfor, helt indenfor, helt ind bag facaden i en ellers lukket verden«, skriver Mogens Albert Pedersen i de allerførste sætninger i sin bog om det arbejde, han gennem de sidste otte år har gjort for afrikanske prostituerede kvinder.
Kan ikke lade være

Hans hjem er blevet til et Safe House, et tilflugtssted for de handlede og mishandlede, der kommer til ham for at få hjælp.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, og i begyndelsen er man lidt skeptisk over for al den godhed, men bogen overbeviser om, at Mogens Albert Pedersen, der hedder Christian i miljøet og i forlagsmeddelelsen præsenteres som forfatter, debattør, underviser og foredragsholder, faktisk gør sit arbejde af den enkle grund, at han ikke kan lade være.

LÆS OGSÅ

Først med sine egne penge som indsats, nu i samarbejde med en fond. Han tager imod kvinderne, huser dem og bespiser dem og prøver at få deres forhold ordnet med asylgodkendelse her eller i et andet europæisk land. Og han lytter til dem.

Syv grusomme beretninger
Det er de beretninger, der er blevet til bogen. Syv af de mange kvinder, der er gået gennem hans hus, fortæller, hvordan de landede her, og det er grusom læsning.

Der er Sivi, tvangsprostitueret, brændemærket, solgt og købt af forskellige handlere, før hun ender i Istedgade. Hvor tre danske mænd slår og voldtager hende så grundigt, at hendes mellemkød brister og hun bløder livsfarligt.

Hun vil under ingen omstændigheder på hospitalet og ender hjemme i Christians Safe House, hvor Mogens Albert Pedersen med en lægeven som rådgiver i telefonen syr hende sammen.

Senere sørger han for at betale den 'mama', som inkasserer Sivis indkomst, så hun kan få nogle dages ro og fred. I dag er Sivi i Spanien og i gang med at få lovligt ophold dér.

Ydmygelsen er det værste
Der er Tina, en stor og lidt klodset kvinde fra Nigeria, bortført fra sin landsby af gangstere, der holdt hende og nogle andre kvinder indespærret i en kælder, hvor de blev sultet, slået og voldtaget, indtil de gjorde, som der blev sagt. Så da de fik besked om, at de skulle til Europa og derfor fik nyt tøj, blev badet og friseret, sagde de taknemmeligt ja tak.

Hvorefter de landede hos en 'mama' i Madrid og blev fordelt til diverse europæiske hovedstæder.

Der er Libby fra Uganda, som så sin far få skåret halsen over af soldater og blev luder i deres lejr, da hun var gammel nok til det. »Ved du hvad? Det var ikke voldtægten, det var ikke alle de tæv, som jeg fik. Det var ydmygelsen. Mænd er nogle svin. Og fulde mænd er de værste«.
LÆS OGSÅ


Nu står de på gaderne i København. Eller befinder sig i et hus i Vestjylland, bundet af gæld til deres mamas og mellemhandlere og uden udsigt til nogensinde at få et normalt liv.

Fyldt med vilje og harme
Vreden over dette slaveri midt i vores pæne land er det, der gør 'En dag mere' værd at læse.

Og man tror på Mogens Albert Pedersen, når han refererer kvindernes spørgsmål til ham: Hvad får du ud af det? og svarer, at han synes, det er det, han skal gøre.

Han er i halvtredserne, skilt, men med en masse ægte og adopterede børn, og fyldt af god vilje samt en del harme mod indvandrermyndighederne, der går alt for hårdt til de bange, traumatiserede kvinder.

Et godt stykke arbejde
Han skriver ikke særlig godt, der er mange gentagelser og måske lige en anelse selvgodhed. Men skidt være med det: Han gør et godt stykke arbejde.

Det har Gyldendal til gengæld ikke gjort med hans bog. Der er så mange stavefejl og så mange grammatikalske bøffer, at man må græmmes. Er korrekturen død og borte.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce