I min barndoms kommercielle piratradio, Radio Mercur, var der et reklamespot, jeg aldrig har fået eller får ud af mit hoved. Det lød sådan her næsten hele dagen ud af æteren: »Der skal to til en god kop kaffe, nemlig De og Deres købmand«. Allerede dengang kunne jeg ane sloganets forførende undertone, noget mere end kaffefilter, bønner og kogende vand. To til tango Også dengang kendte du udtrykket, at der skal to til tango. Og de to i teksten var helt klart en fornuftig hjemmegående dansk husmor og en købmand i brun kittel med friskmalet kaffe lige lukt ned i posen til fruen. Vi var vel i 1950'erne, dengang en rigtig husmor førte hus, og en købmand var en rigtig mand med egen kaffemølle. To til en god tekst Så grunden til, at jeg kan huske dette slogan - jeg er ikke den eneste af min generation, Dan Turèll var også fascineret af remsen - var færten af noget andet og mere forførerisk end forholdet mellem kaffe, købmanden og en ukendt kvinde. Mange år efter opdagede jeg det folkloristiske rim for samleje - 'kaffe og kage, frem og tilbage'! Med ét var reklamen fra fortiden på plads, dens forførelse blev til en anden forførelse, og både en kop kaffe og meget andet var noget ganske andet end før. Den ene tekst sagde goddag til den anden, og sammen fødte de sådan set endnu en remse, som jeg i hvert fald lever og læser efter: Der skal to til en god tekst, nemlig dig og din forfatter. Og med dig, alt hvad du ellers har med i bagagen af fortidens fiktion og erindringer om forne billeder fra nær og fjern. Forklædt husmor Et andet eksempel vil muligvis falde elskere af tysk litteratur i almindelighed og Goethe i særdeleshed slemt for brystet. Så Entschuldigung bitte! Men i klassikeren 'Den unge Werthers lidelser' er der en yderst berømt og skæbnesvanger scene for resten af brevromanen med et selvmord som punktum. Kunstneren Werther overværer, hvordan Lotte iført hvid kjole med blegrøde sløjfer, lige før hun skal ud til dansebal, som en god storesøster sørger for, at hendes mindre søskende får et stykke rugbrød. »Afpasset efter alder og appetit«, som der står så net i teksten. So oder so noch en husmor forklædt som ung pige, der står på tærsklen til en tur i byen og dog tænker rationelt og kærligt om sin familie. Dyden fik krop og ansigt Da jeg læste romanen i min ungdom, havde jeg lidt svært ved helt at forestille mig denne snusfornuftige og dog sensuelle Lotte som andet end en lidt fad dydig kvinde, som mestendels taler om et liv efter døden, og mon vi mødes igen hinsides? Men en aften fik hun med ét ansigt, krop og skikkelse ved gensyn med en børnefilm fra år tilbage. Goethes Lotte kom pludselig til at ligne den smukke Birgitte Price, dengang hun hed Bruun til efternavn og spillede Søs i de fleste af 'Far til fire'-filmene. Er De forarget? Jamen hvorfor dog? Storesøster Søs skriver jo romantiske digte, hvor hjerte rimer på smerte, sådan lidt Tove Ditlevsen-light, og vel er sheiken Ib Mossin hverken Lottes forlovede, den brave Albert, eller den ulykkelige Werther. Men også Søs lider jo af kærestesorg, jalousi og hjertekval, og alligevel sørger hun uselvisk for, at både Far, Mie, Ole og Lille Per får ordentlig mad hver dag. Fiktionens skove Den italienske forfatter og professor, Umberto Eco, som heldigvis lider af samme dårlige vane som jeg med at sætte høj- og lavkultur ind i samme reol, ville sige, at Lotte og Søs har sat hinanden stævne i den litterære skov, og dette træf overværer jeg fra mit læsende buskads. I en række berømte forelæsninger, udkommet på engelsk under titlen 'Six walks In The Fictional Woods' (Seks vandringer i fiktionens skove), beskriver Eco ikke kun grænselandet mellem klassisk litteratur og popkultur, men også det grænseland, hvor der kan være tale om forførelse fra det ene til det andet. At fare vild i skoven med lyst og derved lade sig henrive af de litterære skikkelser som herinde i skoven er lige så virkelige som de såkaldte virkelige udenfor. Eco erkender, at han har tyvstjålet metaforen om litteraturens verden som en stor skov med mange stierfra en anden stor forfatter, argentineren Jorge Luis Borges, som hele sit liv skrev om den litterære forlokkelse, dens dyder, mangler og laster. Labyrintisk bibliotek Borges så litteraturen som en labyrint, en have med forgrenede gange, du bør gå ad, også med fare for at fare vild og aldrig komme ud. Ja, han gik så vidt, at læseren selv kunne blive læst ind i en historie og aldrig finde udgangen igen! Drastisk, men dragende tanke om dette labyrintiske bibliotek med de mange, mange bøger. Om alt muligt mellem himmel og jord, løgn og latin, men allermest med fortællinger som fortryllende fører os ind i andre tankebaner. Det diabolske spørgsmål er så, om det i grunden netop og præcis er, hvad fiktionen altid skal gøre for sine gæster. Beværte dem, så de glemmer tid og sted. To slags historier Jeg er opdraget af to fraskilte kvinder, min mormor mestendels, og så min mor, som siden dog blev lykkeligt og varigt gift, men da var jeg allerede voksen og følsom og på vej ud på min egen dannelsesrejse. Mit overmoderlige hjem var fuld af historier, og muligvis er det derfor, at jeg altid bøjer litteratur i hunkøn. Min mormor læste op for mig af både Cervantes' 'Don Quixote', Robert Louis Stevensons 'Skatteøen' og Selma Lagerlöfs 'Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige'. Der var ingen smalle steder, og smagen var derefter, bred og broget, men altid lystigt opløftende, grusomt gysende og inderligt underholdende. Min mor derimod fortalte altid historier fra sin egen verden, hvor hun arbejdede som alenemor og single. Sludder og sladder, rygter og skrøner om bekendte, venner og nu og da kærester, fyret eller skredet. Men ofte med et design og et plot, som synes mere at være hentet som brænde fra Ecos litterære skov end stykker af en naturlig historie fra den virkelige virkelighed. Min mors selvforståelse lå et spøjst sted mellem Stalins historiske billedalbum og Scarlett O'Hara fra 'Borte med blæsten'; folk forsvinder fra fotografier, men i morgen er der atter en dag. Jeg er derfor fra barnsben af samspilsramt med hensyn til kunne skelne helt konkret mellem rigtige hændelser og iscenesatte og opdigtede 'kendsgerninger'. Men det gør ikke så meget, bare du erkender din skavank, forstår at skelne ud fra konteksten og kender den rigtige pris på det meste. Forsvarstale for en båtnakke Eco mener imidlertid, at vi fra litteraturen henter ikke kun en dybere fortolkning af livet, men også en intrige, personer og sågar klicheer for at sætte vort liv i et genkendeligt system, som måske kan signalere, hvorfor vi blev født, hvorfor vi lever. Nogle gange vil vi gerne forføres ind i en kosmisk historie og læser så Dantes 'Den guddommelige komedie' eller (gen)ser George Lucas' 'Stjernekrigen'. Andre gange vil vi have den personlige historie, det intime kammerspil. Vi trænger til at gense unge Goethes Lotte som skærer rugbrød for øjnene af Werther, eller forfatteren Jane Austens Elizabeth som forsvarer den arrogante Darcy over for sin far i 'Stolthed og fordom'. »Han er forfærdelig rar, du kender ham ikke rigtig, så vær sød ikke at tale om ham på den måde«, klynker hun og giver ekko af min egen datters forsvarstale for en båtnakke ved middagsbordet. Thi en datter gør enhver far til sicilianer, som det hedder i det hjørne af skoven, som hedder Balzac. Og det er jo vigtigt at vide, det er ikke kun Hans og Grete, som forsvinder mellem eventyrets træer. Fiktion og virkelighed Du kan ikke blive forført, hvis du ikke vil forføres. Sådan lyder den gamle devise, men det kan diskuteres, og mon alle Don Juans forførte kvinder vil skrive under? I hvert fald gælder det for den litterære forførelse, vilje skal rime på velvære. Så intet formynderi, du skal selv trænge ind i skoven med din egen lyst og nysgerrighed som vandrestave. Det er forfatteren og hendes fortælling, som skal være fælden uden vold og tvang. Men husk at se dig for. Ikke al forlokkelse er heldig, den kan være hæslig. I en af de omtalte forelæsninger sporer Umberto Eco nazismens moderne antisemitisme og racisme til diverse spektakulære konspirationsteorier, som mere hører hjemme i romaner af Alexandre Dumas end i nogen form for historisk og autentisk realitet. I min bog om verbale forførere og deres lige så forføreriske forfattere har jeg kun taget de gode kærlighedsaffærer udi i litteraturen med, den helsebringende læsning, som du altid kan finde sporet af igen og igen. Sådan er det jo heldigvis i fiktionens skove i modsætning til den rigtige forførelse ude i storbyen. I teksten nok forført, men aldrig aldeles forladt. Bogen ligger der stadigvæk med siderne som stier, du kan gå ad uden at føle dig ensom og helt fortabt. Bag dig er der altid en forfatter med en ræv bag øret.