Dristig amerikaner skriver sin egen kulturhistorie

John Haskell skriver alternative tekster om kulturhistoriske ikoner i 'Jeg er ikke Jackson Pollock'.

Bøger

Forlaget Basilisk har et skarpt øje for at spotte litterære stemmer, der gerne essayistisk udtrykker sig i forskellige former for kortprosa.

Bøger af fyrtårne som Flaubert, Stendhal og Robert Walser, men også gerne introducerende nye navne. Som det aktuelt sker med svenske Jenny Tunedal og nu den 54-årige newyorker John Haskell, der introduceres på dansk med ’Jeg er ikke Jackson Pollock’.

Historierne er hverken noveller eller essays, men snarere en slags skæve eftertacklinger på kunstens og populærkulturens ikoner fra den mest berømte moderne amerikanske maler til for længst glemte fotomodeller, antikkens helte og skuespillere, der glitrede og falmede.

Virkelighed og fiktion
I sine historier går Haskell bag om de vedtagne sandheder, pirker til myterne og drager ret så friske konklusioner i sine gendigtninger og omfortællinger.

Haskell går den modsatte vej af journalistikken. I stedet for at adskille skuespilleren fra sin rolle smelter Haskell dem helt bevidst sammen, så rollen bliver en forvrænget forlængelse af skuespillerens personlighed og skuespiller og rolle tilsammen bliver et tidstypisk tegn på et fænomen.

Således hænger Orson Welles og hans Falstaff sammen, Janet Leigh bliver sine offerblondiner, og skuespillerinderne Hedy Lamarr, Anna Karina, Renée Falconetti og Mercedes McCambridge har alle en urolig skæbne eller et skønhedsmartyrium, som Haskell lader smelte sammen med den celluloid, de blev fanget på som fluer på et fluepapir.

I ’Drøm om rene linjer’ leverer Haskell en ’portrætnovelle’ om drypmaleren Jackson Pollock og hans kamp for at skære hul i det stof, der skilte ham fra at kunne male det ubevidste – »hans kamp gik ud på at rive hullet itu og åbne og gå ind i hullet, og det var det han gjorde. Og derindefra stænkede han sin maling ud på lærredet«.

LÆS OGSÅ

Her er man jo tæt på en kombineret værk- og psykoanalyse i en fortælling, der er det tætteste, bogen kommer på en levnedsbeskrivelse i novelleform. Noget lignende gælder ’Glenn Gould for seks stemmer’, hvor man trænger ind i den geniale pianists lettere autistiske verden.

I en slags fabel om vores afhængighed af de andres opmærksomme blik fletter Haskell tre umage skikkelser sammen. Elefanten Topsy, som blev filmet af Thomas Edison, mens hun blev henrettet med stærkstrøm.

Den såkaldte ’Hottentot Venus’ Saartjie Baartman fra Sydafrika, som blev udstillet i Europas saloner med sin store mås, og så den mytiske indiske elefantgud Ganeshas kranke skæbne.

I ’Psychos dom’ lader Haskell, som om Hitchcocks ’Psycho’ er en virkelig historie, skuespillerinden Janet Leigh har forvildet sig ind i.

Tager sig friheder

Flere af fortællingerne er en slags spejle, hvor tilsyneladende umage elementer kaster lys på hinandens fællestræk.

Fanny Brawne vil så inderlig gerne have et kys af digteren Keats, men han er for optaget af den romantiske idé til at ville besmudse den med et virkeligt kys. Over for det berømte par står den store japanske digter Basho, som higer efter at finde den perfekte harmoni med naturoplevelsen, men konstant bliver distraheret af sin egen bevidsthed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Både bevidsthedens bevidsthed om sig selv og bevidstheden om sin unge, mavesyge ledsager Soras distraherende uharmoniske og kun alt for virkelige prutter. Tredje hjul på giggen i dette setup er den svenske fotomodel Lisa, der opdager selvbevidstheden i mødet med fotografen Irving Penn og foran hans øje mister sin evne til bare at være smuk. Alt i alt en slags triptykon om selvbevidsthedens hindringer for at kunne agere frit i oplevelsen af virkeligheden. Således er historierne her en slags fænomenologiske sladderhistorier eller kulturelle lærestykker, hvor pointen hænger som et damoklessværd over hovedet på de intetanende figurer.



LÆS OGSÅ Det er elegant, og det er som regel skarpt set, men hvor nogle af fortællingerne leverer gedigne små strømstød af indsigt, virker andre lige lovlig udspekulerede og skråsikre i deres kobling af individuel skæbne og skæbnesvangre konsekvenser.

Koblingen af ’Psycho’ og ’Iliaden’ er mildest talt uortodoks, men Haskells insisteren på at udviske grænsen mellem person og figur bliver ret voldelig, når f.eks. den morderiske Norman Bates i ’Psycho’ hele tiden smutter over i skuespilleren Anthony Perkins med samme forræderiske lethed, som knivstikkeren Bates i ’Psycho’ smutter i sin døde mors kjoler.

John Haskell tager sig nogle gevaldige friheder, gør han! De fleste af dem er ham vel undt, resultatet taget i betragtning.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce