Byrde. Skuespilleren Hassan Preisler skriver medrivende om den splittede identitet.
Foto: Kasper Løftgaard

Byrde. Skuespilleren Hassan Preisler skriver medrivende om den splittede identitet.

Bøger

Klingende skæg og skarp debutroman revser godhedsindustrien

Hassan Preislers 'Brun mands byrde' udstiller idioterne på tværs af kulturelle, sociale og religiøse skillelinjer.

Bøger

Forestil dig, at du går hen mod en dør.

Du tager i dørhåndtaget, trykker det ned, drejer og åbner døren – og i samme sekund bliver du blæst bagud af det overvældende tryk fra vandmasser, der med stor kraft fosser ud af en brandslange.

Nogenlunde sådan er det at åbne første side i Hassan Preislers debutroman, ’Brun mands byrde’. Misforstå mig ret: Det er mærkeligt nok ikke ubehageligt, men tværtimod foruroligende opkvikkende.

LÆS OGSÅ

’Brun mands byrde’ er, med sit omslag, der elegant og vittigt hilser på Helen Bannermans politisk ukorrekte klassiker ’Lille sorte Sambo’s grafik, skrevet som en bevidst omvending af Rudyard Kiplings berømte og berygtede digt fra 1899 ’Den hvide mands byrde’.

Ifølge én hævdvunden læsning af digtet opfordrer det den amerikanske stat, der netop havde invaderet Filippinerne, til selvopofrende at tage imperialistens tunge byrde på sig, dvs. fastholde invasionen og påtage sig det lange, møjsommelige og utaknemmelige arbejde at opdrage de indfødte og gøre dem civiliserede.

Mildt sagt et aktuelt og relevant digt, med tanke på krigene i Irak og Afghanistan.

Bittersød satire
Hassan Preislers lige så enkle som genialske manøvre består i at vende digtet på hovedet. For måske er det i virkeligheden Preisler selv og hans ligesindede, der skal påtage sig den civilisatoriske byrde at opdrage danskerne og alle de andre hvide, der endnu ikke for alvor kan finde ud af, at vi lever i en mangefarvet verden?

Provokerende er det, at målet for Preislers satire ikke primært og ulidelig forudsigeligt er Dansk Folkeparti, men langt snarere hele godhedsindustrien, alle de velmenende kommunalchefer og ngo’er, der åh så gerne vil integrere.

Og som her kvæler Hassan i repressiv tolerance, øser midler ned over hans teaterprojekter, råt æder alle hans hule floskler ved luksuriøse skatteyderbetalte konferencer.

Du må skam godt være fremmed, blot du er og lever nøjagtigt ligesom os

Men idet Preisler til endnu en konference oppe i Norge stiller det tabubelagte spørgsmål: »Præcis hvordan skal vi egentlig gøre noget ved tingene?«, ja, da breder den forlegne tavshed sig omkring ham.

Det var jo ikke det, der var meningen; vi skulle have det godt, snakke og hygge ... Med ’Brun mands byrde’ vender Preisler sig om og bider den velfærdsdanske hånd, der har fodret ham.

Alt dette ville ikke betyde noget, hvis ’Brun mands byrde’ blot var en Kronik maskeret som roman. Preislers kritik og hans manøvrer får deres slagkraft og fascination ved at være iværksat som en ualmindelig vellykket, avanceret og berørende montageroman.

I romanen hører vi meget klart og tydeligt en stemme, Preislers stemme. Stemmen beretter i flere spor, der intrikat er vævet ind i hinanden, noget, der på samme tid er en slægtsroman, en selvbiografi og en bittersødt satirisk sædeskildring.

Forsvar for 70’ernes betonblokke
Fordi spørgsmålet ’hvem er jeg?’ stiller sig med en så brændende uafviselighed for et blandet væsen som skuespilleren Preisler, der er frugten af både pakistanske og danske rødder, kommer en stor del af romanen til at forme sig som en næsten detektivisk og kærlig skildring af de mange og umådeligt forskellige individer, der en dag endte med at frembringe et væsen som Preisler.

Terapeuter forklarer ham senere i livet, at det med den brune hudfarve bare er et spørgsmål om tanker, hvor han blot skal skrinlægge tankerne og opdage, at hudfarven intet betyder.

Terapeuterne er naive. Naive hvide mennesker. Hudfarven betyder alt, så såre den ikke er lyserød-hvid. Ikke mindst efter 11. september 2001. I lufthavnene selvfølgelig, men også i den ejendom på 2100 Østerbro, hvor det på et tidspunkt lykkes Preisler at få en lejlighed til sig og sin nystiftede familie.

En ualmindeligt vellykket, avanceret og berørende montageroman

Her registrerer Preisler, hvorledes han vedblivende som en kamæleon må slæbe møbler af Mogensen og Wegner ind samt afsværge alle uvant lugtende krydderier i madlavningen for ikke at skille sig ud som et fremmedlegeme.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Du må skam godt være fremmed, blot du er og lever nøjagtigt ligesom os.

Paradoksalt nok kan Preisler derfor også fremføre et varmt forsvar for 70’ernes betonblokke, fordi de husede en genuint tolerant mangfoldighed af sociokulturelle typer og familier. Fra tiden, før vi delte os op i pinligt homogene sociale enklaver.

Humanismens skyggeside

Samtidig er ’Brun mands byrde’ også en munter og vittig selvbiografi fra en selvudnævnt »præmieperker«, der rejser til New York på stipendium og næsten møder Al Pacino, som glad tager for sig af danske piger, men ender med dejlige May, der selv er et etnisk blandingsvæsen.

Dog er den forvænte kosmopolit temmelig rodløs og forvirret. Og på en pudsigt bagvendt måde gør det ham, mistænker jeg, til en universalistisk humanist.

I Libanons Hariri-lufthavn stoppes Preisler af en ondsindet tolder, der vil vide, om han er muslim, og det lyder:

»Jeg har opdaget noget banalt, nemlig at idioter er de samme overalt«.

LÆS OGSÅ

Det er så at sige humanismens skyggeside! Og en understregning af, at på tværs af alle kulturelle, sociale og religiøse skillelinjer findes idioterne.

Og alle de gode mennesker, må vi tilføje. I dén humanismes navn kan Preisler på samme tid effektfuldt skyde på Krarups fremmedhad og halalhippiernes selvgode og noget hykleriske fremmedkærlighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Samtidig med at han hver gang knækker skallen af fordomme og generaliseringer og insisterer på, at vi må se det enkelte menneske foran os.

Hassan Preisler har, med sin litterære brandslange, affyret en stor, god og stærk romanbølge.

’Brun mands byrde’ er en klingende skæg og skarp debutroman, og det har været en meget privilegeret byrde at skulle læse den.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce